Pressefrihedsindekset
Siden 2002 har Reportere uden Grænser (RSF) offentliggjort et årligt indeks over pressefriheden rundt om i verden.
Indekset bliver citeret af medier over hele verden og brugt af blandt andet FN og Verdensbanken.
Indekset rangerer 180 lande alt efter graden af frihed for journalister.
RSF vurderer pressefriheden ud fra parametre som mangfoldighed, uafhængighed, lovgivning og sikkerhed for journalister i de enkelte lande og regioner.
Den fjendtlighed, politiske ledere i mange lande udtrykker mod kritiske medier og journalister, bliver i mange tilfælde omsat til had, og hadet bliver til vold, hvilket bidrager til en stigende frygt – og det betyder, at der i alt for mange lande ikke er sikre arbejdsforhold for journalister.
Det skriver organisationen Reporters Without Borders (RSF) – eller på dansk Reportere uden grænser – i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af årets pressefrihedsindeks.
Indekset gør status over pressefriheden i 180 lande, og det viser, at der generelt er sket en forværring, blandt andet i de trusler, der kommer fra autoritære politiske ledere.
”Hvis den politiske debat glider – i det skjulte eller åbent – hen mod en borgerkrigslignende stemning, hvor journalister behandles som syndebukke, så er demokratiet i stor fare,” siger RSF’s generalsekretær, Christophe Deloire.
”At stoppe denne cyklus af frygt og intimidering er helt uopsætteligt for alle gode mennesker, der værdsætter de friheder, vi har erhvervet os i løbet af historien.”
Latinamerika fortsat farligt for journalister
Et blik på listen over de lande, hvor pressefriheden har det særligt svært, viser ikke overraskende, at det især er i de autoritære regimer, at journalister bliver udsat for fængsling, vold eller i værste fald mister livet.
Venezuela er faldet fem pladser på listen og ligger som nummer 148 ud af 180 lande i alt. Her er titusinder af indbyggere flygtet på grund af den dybe politiske og økonomiske krise og præsident Nicolas Maduros stadigt strammere greb om magten, som også medfører alvorlige begrænsninger for, hvad medierne tør bringe. En del journalister er blevet fængslet af venezuelanske sikkerhedsstyrker, skriver RSF.
Lige under Venezuela finder man Rusland på 149.-pladsen. Russiske myndigheder har med anholdelser, ransagninger og skærpet lovgivning lagt ekstra pres på uafhængige medier og internetmedier.
Men af alle verdensdele er det landene i Nord- og Sydamerika, der samlet set er faldet længst ned ad pressefrihedslisten. Det skyldes ikke kun Venezuela, men også USA, hvor præsident Donald Trumps hyppige udfald mod ”fake news”-medier sender USA ned på en 48.-plads, samt Brasilien, hvor præsident Jair Bolsonaros støtter har rettet både fysiske angreb og cyberangreb mod medierne. Det sender Brasiliens tre pladser ned ad listen til nummer 105.
Men det er især Nicaragua, der sender kontinentets samlede gennemsnit kraftigt nedad fra plads nummer 90 sidste år til 114 i år. Nicaraguanske journalister og fotografer, der har dækket de store demonstrationer mod præsident Daniel Ortegas styre, bliver ofte fysisk angrebet. Mange har måttet flygte ud af landet for at undgå at blive fængslet for terroranklager, skriver RSF.
I Mexico, der ligger nummer 144, omfatter landets rekordhøje drabsstatistikker også journalister. Mindst ti journalister blev dræbt i 2018. Indsættelsen af Andrés Manuel López Obrador som præsident har hjulpet på de spændinger, der tidligere har været mellem myndigheder og medier, men den fortsatte vold og straffrihed for drab på journalister fik i marts RSF til at indbringe sagen for Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Afrikanske højdespringere
Nogle af årets gode nyheder i RSF’s pressefrihedsindeks kommer fra afrikanske lande.
I Etiopien skiftede regeringen, og de nye magthavere løslod samtlige de journalister, der var fængslet. Det har sendt landet hele 40 pladser op ad listen til en 110.-plads.
Det var også et regeringsskifte og et noget mildere politisk klima, der har resulteret i, at Gambia er sprunget 30 pladser op ad listen og nu ligger nummer 92.
Men nye regeringer har ikke alle steder været godt nyt for den uafhængige journalistik. Tanzania er dalet 25 pladser til nummer 118 på grund af en række hidtil uhørte angreb mod medierne fra præsident John “Bulldozer” Magufuli, skriver RSF.
Også Mauretanien er røget 22 pladser ned til en 94.-plads, især på grund af sagen om bloggeren Mohamed Cheikh Ould Mohamed Mkhaitir, som er tilbageholdt og afskåret fra kontakt med omverdenen, selv om han burde have været løsladt for over halvandet år siden, da hans dødsdom blev omstødt til en fængselsstraf.
Andre afrikanske lande, der har fået en plads i den dårlige ende af pressefrihedslisten, tæller blandt andet DR Congo på 154.-pladsen og Somalia på 164.-pladsen. Somalia er fortsat Afrikas farligste land at være journalist i, skriver RSF.
Sisis stramme styre
Den vanskeligste og farligste region i verden at være journalist er fortsat Mellemøsten og Nordafrika.
Ikke overraskende ligger Syrien tæt på bunden på plads nummer 174, på trods af, at der er sket et mindre fald i antallet af dræbte journalister i takt med, at kampene er stilnet af flere steder i landet.
Seks pladser længere oppe finder man et andet land præget af krig og konflikt, nemlig Yemen, mens Libyen ligger nummer 162.
Iran, som er et af de lande i verden, der vilkårligt anholder og fængsler flest journalister og andre medieansatte, er røget seks pladser ned ad listen til nummer 170. I samme spektrum finder man Egypten (nr. 163), hvor præsident Abdel Fattah al-Sisi har slået hårdt ned på en lang række frihedsrettigheder, herunder ytrings- og pressefrihed.
Den eneste undtagelse i regionen er Tunesien, der går 15 pladser op til nummer 97 efter et fald i antallet af trusler og begrænsninger mod medierne.
Allernederst i indekset finder man Vietnam (nr. 176) og Kina (nr. 177), der hver især er faldet en enkelt plads. Eritrea er gået en plads op fra nummer 179 til 178, på trods af, at landet har sluttet fred med sin nabo, Etiopien.
Nordkorea, der sidste år indtog bundplaceringen, ligger i år nummer 179. I stedet er Turkmenistan gået to pladser ned til sidstepladsen (nr. 180) og rangerer nu som det land i verden, der har absolut lavest grad af pressefrihed.
Ikke overraskende finder man de skandinaviske og nordeuropæiske lande, herunder Danmark, på de øverste pladser på listen over lande med størst pressefrihed.