Rapport: Dæmning truer sjælden floddelfin – og Danida-penge i fare

Forfatter billede

De sidste eksemplarer af en sjælden floddelfin trues af en dæmning over Mekongfloden i Laos tæt på grænsen til Cambodia, som også risikerer at blive et mareridt for omkring to millioner lokale, konkluderer WWF i ny rapport.

© WWF-Canon

Planlagt ny dæmning over Mekongfloden i Laos truer den sjældne Irrawaddy floddelfin og to millioner lokale, skriver WWF i en pressemeddelelse mandag.

Der er kun 85 individer tilbage og det er den eneste bestand i Mekongfloden. Floddelfinen står på den internationale beskyttelsesorganisation IUCN’s røde liste over kritisk truede arter.

Don Sahong-dæmningen skal ligge tæt på delfinernes levested i det sydlige Laos to kilometer fra Cambodja og er det andet dæmningsbyggeri, som de laotiske myndigheder har godkendt i en række planlagte dæmningsprojekter over Sydøstasiens største flod.

“Dæmningen vil komme til at blokere flodens hovedløb, hvor fisk og andre vandlevende dyr kan vandre frit – også i tørtiden. Flodens økologi vil blive forstyrret, og dæmningen kan simpelt hen skubbe den i forvejen sjældne og truede art ud over udryddelsens rand”, forklarer Jacob Fjalland, programleder hos WWF Verdensnaturfonden.

Danida-penge går tabt

Sidste år kunne WWF fortælle, at Mekong kæmpemallen vil blive meget hårdt presset som følge af Mekongflodens første, planlagte dæmning i det nordlige Laos, Xarabury dæmningen.

Den omdiskuterede dæmning blev i første omgang standset af ’Mekong River Commission’ (MRC), som blev sat i verden af bl.a. Danida. Formålet er at styrke den fælles forvaltning af Mekong floden, der løber igennem eller berører både Thailand, Vietnam, Cambodja og Laos.

MRC vurderede, at Xarabury-dæmningen ville få alvorlige konsekvenser for miljø og lokalbefolkning. Men Laos besluttede til trods for MRC’s indsigelser, at fortsætte bygningen af Xarabury projektet henover hovederne på samarbejdspartnerne.

I oktober 2013 meldte Laos at det næste projekt, Don Sahong-dæmningen også var blevet godkendt og at planlægningen var i fuldt sving. Til stadighed uden yderligere undersøgelser af de miljømæssige konsekvenser, som dæmningen vil medføre for flodens cyklus og dyreliv.

“Danida – og dermed danske skatteydere – har investeret mange millioner kroner i styrkelsen af MRC, som nu er ved at blive undergravet som følge af Laos enegang”, pointerer Jacob Fjalland og fortsætter:

“I perioden fra 2011 til 2015 bidrager Danida med i alt 65 mio. kr. til disse projekter. Det er penge, som med Laos trodsige handlinger, kunne ende med at være spildt”.

To millioner uden hjem

Mekongfloden rummer det største indlandsfiskeri i verden, og i Cambodja udgør flodens fisk næsten 80 % af befolkningens proteinindtag. Fiskeindustrien er en uundværlig økonomisk indtægt for lokalsamfund langs floden.

Floddelfinen tiltrækker mange turister til området, hvor økoturisme er med til at danne et økonomisk grundlag for det lokale samfund.

Og når de miljømæssige konsekvenser af både det nye Don Sahong og det første Xarabury-projekt indtræffer, uden at tage de kommende projekter i betragtning, vil landbrugsjorden langs floden være udyrkelig, vandkvaliteten forringet, sjældne arter forsvundet, og fiskebestandene være styrtdykket, hedder det fra WWF.

Omkring to millioner mennesker vil stå uden levegrundlag og blive nødsaget til at flytte væk fra deres hjem, lyder vurderingen.