Rapport: Dødbringende cocktail af malaria og underernæring

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

I Niger i Vestafrika er antallet af små børn med malaria steget kraftigt med underernæring og høj dødelighed i sit kølvand. Der var således syv dødsfald om dagen blandt 10.000 børn under fem år, og over halvdelen af dødsfaldene skyldes malaria.

Det viser en ny undersøgelse fra Læger uden Grænser (MSF), skriver organisationens danske afdeling i en pressemeddelelse torsdag, som samtidig er Verdens Malaria-dag.

Med en forestående regntid skal der rettes akut fokus på forebyggelse og behandling af små børn med malaria. MSF forventer at behandle 1,4 mio. svært underernærede børn i Sahel-regionen i 2013; svarende til hvert femte barn i Niger.

Malaria og underernæring er nært beslægtede. Månederne, hvor sulten er størst og flest børn er underernærede, er sammenfaldende med regntiden, hvor myggene yngler og dermed spreder malaria.

Sygdommene kombineres i en ond cirkel, hvor underernærede børn med svage immunforsvar ikke er i stand til at bekæmpe sygdomme som malaria. Og børn, der er syge af malaria, er mere tilbøjelige til at blive svært underernærede.

Forebyggelse først og sidst

“En nødindsats er nødvendig for at sætte en stopper for at børnene dør af sygdomme, som kunne forebygges,” fortæller Luis Encinas, projektkoordinator for Læger uden Grænser i Niger.

“For at tackle underernæring og malaria har vi brug for nytænkning, og vi skal arbejde på to niveauer på samme tid: Forebyggelse og behandling”, lægger han til.

Over de seneste år er forebyggelse blevet helt centralt i bekæmpelsen af underernæring, og MSF mener, at det samme bør gøre sig gældende for malaria.

Den store NGO planlægger at gennemføre en ny strategi i nogle områder i Niger, hvor børnene i højsæsonen for malaria tilfælde, skal modtage forebyggende behandling.

Strategien blev gennemført med succes i 2012 i nabolandene Tchad og Mali, hvor antallet af børn med simple tilfælde af malaria, faldt med 66 procent i Mali og med 78 procent i Tchad.

Kamp for folkesundheden som helhed

Forebyggelsesstrategier er derfor afgørende, men de må indgå i en mere ambitiøs plan for – på sigt – at kunne løse folkesundhedsproblemer som malaria og underernæring, hedder det.

Sikkerhedssituationen i Niger er blevet forværret i løbet af 2012 og i begyndelsen af ​​2013 på grund af konflikterne i regionen, og det kan hæmme fordelingen af ​​humanitær bistand.

Det er derfor vigtigt at forberede alternative strategier, der virker under selv de vanskeligste betingelser.

MSF søgte i fjor at forbedre adgangen til sundhedspleje for børn under fem og gravide kvinder i det fattige Sahel-land.

Lægehold i regionerne Zinder, Maradi og Tahoua kører ambulante ernæringsprojekter på omkring 37 sundhedscentre. I 2012 blev flere end 90.000 børn med akut underernæring og 390.000 børn med malaria behandlet i medicinske faciliteter, som forvaltes af MSF og dets partnere.

Læger uden Grænser har arbejdet i Niger siden 1985.

Yderligere oplysninger hos:
Anna-Louise Noe Kristensen, kommunikationsmedarbejder
Tlf: 41 77 74 18 og e-mail: [email protected]
web: www.msf.dk

Se også FNs nyhedstjeneste om Malaria-dagen torsdag på
http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=44746&Cr=malaria&Cr1=#.UXmXMWVqr4s