Den militante bevægelse Islamisk Stat legitimerede, organiserede og planlagde menneskehandel med kvinder og piger fra yazidi-mindretallet, der blev holdt som sexslaver i Irak og Syrien.
En ny rapport fra International Federation for Human Rights (IFHR) kortlægger nogle af de alvorlige forbrydelser, der er begået mod yazidierne, og som blandt andet tyske, franske, amerikanske, saudiske, libyske, libanesiske, kinesiske og yemenitiske krigere står bag.
Rapporten er baseret på dokumentation, der er indsamlet af Kinyat Organization for Documentation. Kinyat har siden 2014 arbejdet på at dokumentere de forbrydelser, yazidierne udsættes for.
Gennem interviews med kvinder og unge piger, der er undsluppet fangenskab hos Islamisk Stat, tegner sig et billede af organiseret slaveri, hvor mange af de udenlandske krigere er ledende figurer i systemet.
Kvinderne og pigerne fortæller om grusomme overgreb og om, hvordan de er blevet solgt fra en kriger til en anden.
Udrensning
Da Islamisk Stat indtog den irakiske storby Mosul i juni 2014, begyndte gruppen en ”udrensning” af alle anderledes troende i regionen. Yazidierne, som er et kurdisk mindretal med sin egen religion, blev betragtet som vantro af Islamisk Stat.
Omkring 130.000 yazidier flygtede fra området omkring Sinjar-bjerget i det nordlige Irak, da Islamisk Stat angreb her i august 2014. Titusinder af yazidier flygtede op på bjerget, hvor de befandt sig i flere dage uden mad og vand. Islamisk Stat gav dem valget mellem at blive dræbt eller at komme ned og konvertere til den ”rette” version af islam.
På bjerget døde mindst 1700 yazidier døde af sult, tørst eller mangel på medicin, før kurdiske styrker fik de mange flygtninge evakueret derfra.
Angrebet på Sinjar blev begyndelsen på Islamisk Stats forsøg på at udrense yazidierne. Utallige mennesker blev dræbt, og mange kvinder og piger blev adskilt fra mændene og holdt som fanger af Islamisk Stat.
Over 6800 yazidier menes at være holdt som fanger. Af dem er det lykkedes omkring 4300 at flygte, blive købt fri eller på anden vis komme tilbage til deres familier. Men 2500 yazidier er stadig registreret som savnet.
Handlede kvinder og børn på nettet
I de områder, som Islamisk Stat tidligere kontrollerede, er der fundet dokumentation for, at den militante bevægelse organiserede og planlagde handel med kvinder og børn fra yazidimindretallet. Mange af dem blev solgt på slavemarkeder eller via digitale ”markedspladser” som Telegram eller Signal, der er krypterede tjenester.
I en af disse salgsgrupper på nettet, der ifølge rapporten hedder ”The Great Mall of the Islamic State”, var der op mod 754 medlemmer. Her kunne Islamisk Stats krigere købe kvinder og børn, våben og biler. Ved annoncerne med kvinderne og børnene var der detaljerede beskrivelser af deres alder og fysiske fremtoning.
IFHR skriver i rapporten, at overgrebene mod yazidierne er af en karakter, der kan betegnes som folkedrab og grove forbrydelser mod menneskeheden. Derfor bør IS-krigerne retsforfølges ved en international domstol. Samtidig ønsker organisationen, at yazidiernes vidneudsagn skal have en central rolle, når gerningsmændene retsforfølges.
Islamisk Stat har selv leveret meget af bevismaterialet til en kommende retssag, idet gruppen selv filmede og offentliggjorde mange af de forbrydelser, der blev begået mod yazidierne. Disse voldsomme forbrydelser blev brugt i propaganda-øjemed til at rekruttere nye krigere og terrorisere civile, skriver IFHR i sin rapport.