Red Barnet: Op mod 85.000 af Yemens børn er døde af underernæring

yemen_boern_sult_felton_davis_flickr
Forfatter billede

Omkring 85.000 børn under fem år menes at være omkommet af sult og sygdom, siden krigen i Yemen eskalerede for tre år siden. Det viser en ny analyse, som Red Barnet har foretaget for perioden april 2015 til oktober i år.

I det seneste halve års tid er situationen forværret, fordi havnebyen Hodeidah har været blokeret på grund af en saudiskledet offensiv mod houthi-oprørerne. Omkring 70 procent af den nødhjælp, der kommer ind i Yemen, bliver sendt ind gennem Hodeidah.

”Vi er forfærdede over, at 85.000 børn i Yemen kan være døde på grund af ekstrem sult, siden krigen begyndte. For hvert barn, der bliver dræbt af bomber og kugler, er der snesevis af andre, der sulter ihjel, og det er muligt at forebygge det, siger Tamer Kirolos, der er Red Barnets landedirektør i Yemen.

”Børn, der dør på denne måde, lider ubegribeligt meget, fordi deres vitale organer svækkes og til sidst stopper helt. Deres immunforsvar er så svagt, at de er særligt udsatte for infektioner. Nogle af dem er for svækkede til overhovedet at græde. Forældre bliver vidner til, at deres egne børn visner hen, og de er ude af stand til at gøre noget.”

Der hersker en vis usikkerhed omkring tallet på 85.000, fordi det kun er omkring halvdelen af Yemens sundhedsklinikker og hospitaler, der fungerer. Mange yemenitter har desuden meget vanskeligt ved at komme frem til de sundhedsfaciliteter, der findes, påpeger Red Barnet.

Organisationen har baseret sin opgørelse på tal fra FN, som er konservative estimater.

FN advarede i sidste måned om, at op mod 14 millioner mennesker i Yemen er i fare for at lide sultedøden.

Forsøg på at genoplive fredsforhandlinger

FN forsøger i disse dage at genoplive de strandede fredsforhandlinger mellem houthi-oprørere og Yemens regering, der har opbakning fra en koalition under ledelse af Saudi-Arabien.

Efter planen skal parterne mødes til en ny runde forhandlinger i Sverige i december.

FN har beskrevet Yemen som verdens værste humanitære krise. Konflikten eskalerede i 2015, da den saudiskledede koalition gik ind i krigen og begyndte at bombe houthierne fra luften.

Siden da er mindst 6800 civile blevet dræbt og 10.700 civile blevet såret, viser en opgørelse fra FN ifølge britiske BBC.

Kampene betyder, at 22 millioner mennesker i dag har akut brug for nødhjælp.