Red Barnet: Rohingya-børn lider af traumer

rohingya_displaced_muslims_021_tasnim
Forfatter billede

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har i weekenden besøgt Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor tusindvis af rohingyaer er flygtet til fra Myanmar. På få måneder har over 600.000 rohingya-flygtninge krydset grænsen til Bangladesh, og over halvdelen af dem er børn under 18 år.

Under besøget mødtes udviklingsministeren med Red Barnets udsendte psykolog, Anne-Sophie Dybdal, der lige nu opholder sig i lejren.

Red Barnet har oprettet særlige zoner, hvor børnene beskyttes, kan lege med andre børn og får trøst og støtte til at bearbejde deres voldsomme traumer.

”Vi ser mange underernærede børn, som simpelthen ser ud til at have en forsinket kognitiv udvikling. Sammen med de massive traumatiske begivenheder er det en alvorlig situation for hundrede tusinder af børn”, siger Anne-Sophie Dybdal og uddyber:

“En dreng på cirka 10 år fortalte mig, at han havde været døv i tre dage efter at have stået i nærheden af et våben, der blev affyret. En pige på 12 år fortalte, at hun har mistet både sin mor og bror, og faren er der heller ikke. Hun holder sig helt tæt til de frivillige i lejren, mens hun ser trist og tomt ud i luften”.

Har set forældrene blive dræbt

En stor del af børnene i lejren kommer uden deres forældre, som er blevet dræbt under flugten fra deres landsbyer i Myanmar.

De stærkt traumatiserede børn i Cox’s Bazar fortæller Red Barnet, at de under flugten har oplevet alt fra drab til voldtægter og anden seksuel vold. Mange har set deres forældre blive dræbt, de kommer alene og uden andet end det tøj, de har på kroppen.

Red Barnet værdsætter, at udviklingsministeren prioriterer denne krise. Siden august har den danske regering bidraget med cirka 120 millioner kroner, og i sidste uge allokerede Danmark yderligere 32 millioner kroner til nødhjælp ved en FN-donorkonference i Geneve.

”Alle bidrag er livsvigtige. Der mangler fortsat cirka 100 millioner dollars, før det er muligt at imødekomme bare de mest akutte behov over de næste seks måneder i den stærkt belastede lejr. Tusindvis af børn kan risikere at bukke under for sygdomme”, siger Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, i en pressemeddelelse fra organisationen.

”Børnene er de største ofre i konflikten i Myanmar. Derfor har Danmark prioriteret rigtigt ved at give midlerne til humanitær beskyttelse, særligt fordi 60 procent af de, som flygter, er børn. Denne humanitære krise kræver, at verdenssamfundet sætter ind både massivt, akut og med langsigtet hjælp”, siger Jonas Keiding Lindholm.