På en bakketop på den besatte Vestbred ligger en by. Dens bygninger er høje, sandfarvede og nybyggede. De snor sig i nøje tilrettelagte cirkler om et storslået bycentrum med et torv, fine restauranter og mærkevarebutikker.
Der er rent vand i vandhanerne og tilmed opvaskemaskiner i hjemmene. Byens gader er rene og nydelige, men ligger øde hen.
På den besatte Vestbred betyder den slags bydele som regel én ting: Ingen adgang for palæstinensere. Nybyggerier er nemlig typisk israelske bosættelser, som er beskyttet af soldater og beboere, der bærer skydevåben.
Denne by er imidlertid anderledes. Over den vejrer et stort flag i de genkendelige rød-hvid-grøn-sorte farver, man ser overalt på Vestbredden. Byen hedder Rawabi og er noget så usædvanligt som en nybygget palæstinensisk by. Da jeg første gang hørte om byen, troede jeg, det ville være en succeshistorie.
Rawabi reflekterer ikke det palæstinensiske liv. Der er noget galt med det sted
Palæstinensisk mand
På Vestbredden handler palæstinensernes kamp netop om jord. Om boliger. Om byer. Men Rawabi er kendt under navne som spøgelsesbyen og den palæstinensiske bosættelse. I dag bor der omkring 4.000, selvom der er plads til mindst ti gange så mange.
”Jeg føler, at dem i Rawabi bor i en anden verden. De lader som om, vi som palæstinensere på Vestbredden er glade og okay, som om der ikke er noget problem. Ingen israelske angreb, ingen anholdelser, ingenting,‟ fortæller en kvinde mig over arabisk kaffe i hendes stue i Ramallah, Vestbreddens de facto hovedstad.
„Det er som et himmerige på Vestbredden, men det er ikke virkeligt.‟
Hendes ægtemand nikker så kraftigt, at cigaretten i hans mundvige asker i sofaen.
”Rawabi reflekterer ikke det palæstinensiske liv. Der er noget galt med det sted,” siger han. Af hensyn til familiens sikkerhed fremgår deres navne ikke i denne artikel.
Hovedpersonen bag den kontroversielle by er en palæstinensisk forretningsmand ved navn Bashar al-Masri. Han tilhører en af de rigeste familier på Vestbredden og har bygget Rawabi i et ”strategisk partnerskab” med golfstaten Qatar.
Spørger man folk på gaden, er byen også fedtet godt og grundigt ind i Israel. Den selvsamme stat, som har besat Vestbredden i knap 58 år. Det er den primære grund til, at langt de fleste boliger i Rawabi fortsat står tomme. Til trods for, at palæstinenserne mangler plads. At de netop nu kæmper en håbløs kamp mod israelske bosættere, som fratager dem den smule land, de har tilbage.
Lyt også til: Israel kan slå sine fjender, men ikke skabe tryghed
Historien om Rawabi – og i endnu højere grad manden bag – illustrerer det komplicerede politiske bagtæppe, som lurer bag overskrifterne om storpolitik og den brutale krig i Gaza.
For udover at være en opportunistisk forretningsmand er Bashar al-Masri en hemmelig spiller i de forhandlinger, som netop er brudt sammen mellem amerikanerne og Hamas. Han er viklet ind i et større puslespil af magtfulde mennesker med forskellige interesser, som forsøger at præge palæstinensernes fremtid.
En fremtid, som alle udover den almindelige palæstinensiske befolkning synes at tegne.
Et selvstyre i knæ
Inden vi vender tilbage til Bashar al-Masri, er det værd at nævne Det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Årtiers marginalisering af selvstyret er nemlig en del af fortællingen om, hvorfor milliardærer som Masri har så stor magt på Vestbredden.
”Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har i årevis talt om ’økonomisk fred’, men ikke om en reel, politisk løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Og Bashar al-Masris og andre forretningsfolks rolle passer ind i den sammenhæng,” fortæller en højtstående PA-embedsmand mig på et slidt kontor med udsigt over et solbeskinnet Ramallah.
Den skarpe opdeling mellem den israelsk- og palæstinensisk-kontrollerede del af Vestbredden er tydelig, når jeg kører rundt med de gule minibusser, som alle bruger. Der er hyppige militære checkpoints og vejspærringer, og palæstinenserne tager sele på, så snart vi forlader område A. Når vi igen kører ind i en palæstinensisk by under PA-kontrol, tager alle selen af igen.
Vestbreddens tre zoner
Som en del af Oslo-aftalerne i 90’erne blev Vestbredden delt op i zone A, B og C.
Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) har både administrativ og sikkerhedsmæssig kontrol over zone A, som fylder omkring 18 procent af Vestbredden og dækker de store palæstinensiske byer som Ramallah, Hebron og Nablus.
Zone B er under PA’s administrative kontrol, mens Israel kontrollerer sikkerheden.
Den sidste og største zone C er under fuld israelsk kontrol og fylder omkring 60 procent af Vestbredden.
Noget andet, der står soleklart, når man rejser rundt på Vestbredden, er selvstyrets dybe eksistentielle krise. PA og dets 89-årige præsident, Mahmoud Abbas, har mistet al legitimitet i befolkningen.
En ældre herre på mit hostel refererer udelukkende til selvstyret som ”the fucking PA”.
Tilbage i den tilrøgede stue i Ramallah indrømmer hele familien åbent, at de er imod selvstyret. De vil også gerne fortælle hvorfor, hvis de må være anonyme. PA slår nemlig hårdt ned på enhver, der kritiserer dem – om det er på sociale medier eller til en dansk journalist.
”Det Palæstinensiske Selvstyre er den store fejl, vi har begået for os selv,” fortæller moren i familien. Hun er i slutningen af 40’erne og har været journalist i 25 år.
”Det er ikke en rigtig myndighed. Vi lader som om, vi har en stat, men i virkeligheden kontrollerer de israelske styrker stadig hele vores liv. Det er nærmest bedre at være under besættelsesmagtens kontrol end at være under denne falske myndighed. I det mindste er man ikke underlagt andre palæstinensere.”
Det Palæstinensiske Selvstyre er den store fejl, vi har begået for os selv
Palæstinensisk kvinde
Der er de åbenlyse grunde til, at store dele af befolkningen hader PA: Præsident Mahmoud Abbas har ikke afholdt et præsidentvalg, siden han selv vandt i 2005. Alle ved, at selvstyret er dybt korrupt. Mange af de støttemidler, som strømmer ind fra NGO’er, lande og internationale institutioner, ender i de forkerte hænder.
PA lykkes end ikke med at beskytte befolkningen mod israelske angreb i de byer, som de formelt kontrollerer. En nylig begivenhed var dog dråben, der fik bægeret til at flyde over.
I december påbegyndte PA en militæroperation mod flygtningelejren i den nordlige by Jenin for at bekæmpe lokale militante. Operationen blev overtaget og eskaleret yderligere af israelerne i januar, men PA fortsatte med at bistå det israelske militær og anholde deres palæstinensiske landsmænd. Og det gør ondt i det palæstinensiske samfund.
Som en af de feltjournalister, der har dækket operationen i Jenin, fortæller mig: ”Jeg foretrækker at dække israelske operationer. Hvis jeg bliver dræbt af besættelsen, bliver jeg i det mindste dræbt af min fjende.”
Prinsen af Nablus
Med en så svag og upopulær regering bliver det netop rige forretningsfolk og magtfulde familier, som i realiteten styrer samfundet. Folk som Bashar al-Masri. Han er den type person, som alle kender, men få kender. At komme tæt på ham er som at forsøge at komme tæt på en kongelig. Historien om ham lyder også lidt som et eventyr, hvis vi skal blive i metaforen.
Han er opvokset i den nordlige storby Nablus, hvor han – som så mange drenge på Vestbredden – blev fængslet flere gange for at kaste med sten mod israelske soldater. Som ung rejste han til USA for at læse på universitetet. Han arbejdede i udlandet i flere år, inden han vendte hjem til Vestbredden i 90’erne under fredsprocessen med Israel.
Det er almindeligt kendt, at Masri-familien er en af de rigeste familier på Vestbredden. De ejer banker, ejendomme, aviser, højteknologiske virksomheder og tilmed det populære mobilnetværk Jawwal, som alle palæstinensere bruger.
Familiens patriark er Bashars 91-årige onkel, Munib al-Masri, som skabte sin formue i oliebranchen i Algeriet og golflandene. Han er kendt som ”Hertugen af Nablus” og ”Vestbreddens Godfather” og var tilmed nær ven af den palæstinensiske landsfader og præsident, Yasser Arafat, indtil dennes død i 2004.
Hertugens nevø, Bashar al-Masri, er den ubestridte leder af familiens næste generation. Hans holdingselskab Massar International administrerer i dag over 30 datterselskaber og investeringer, inklusive Rawabi.
Bashar al-Masr er tilmed begyndt at bygge et nabolag i det israelsk-besatte Østjerusalem for palæstinensere i den øvre middelklasse. Det lyder måske meget godt. Men Masri har ikke samme gode rygte som sin onkel. Han bliver i bedste fald opfattet som kynisk forretningsmand og i værste fald som forræder.
I modsætning til onklen Munib, som altid har været vokal modstander af besættelsen, har Bashar al-Masri i årevis gjort forretninger med israelske virksomheder. Lokale medier har dokumenteret flere møder mellem Masri og militære og politiske ledere i Israel. Den forbindelse er også tydelig i forbindelse med det storstilede byprojekt, Rawabi.
”Rawabi er bygget i område C, som besættelsen har fuld kontrol over. Israel tillader ikke palæstinensere så meget som at slå et telt op i det område. Men da Bashar startede sit projekt, velsignede de det. Og det tiltrak folks opmærksomhed,” fortæller en palæstinensisk journalist mig, som har kendskab til forløbet. Han udtaler sig under betingelse af anonymitet.
”Israel tillod Bashar al-Masri at bygge en hel by, men tillod ikke de mennesker, der oprindeligt ejede jorden, at dyrke den eller bruge den til noget som helst. Samtidig pressede den palæstinensiske regering ejerne til at sælge deres jord til Bashars firma for, at han kunne starte sit projekt. Det skabte overskrifter om ham.”
Trumps mand i Mellemøsten
Den seneste tid har Bashar al-Masri igen trukket overskrifter i både israelske og palæstinensiske medier, fordi han har lånt sit privatfly – Yasser Arafats gamle, for at det ikke skal være løgn – til præsident Trumps særlige udsending for gidsler, Adam Boehler.
Flere medier hævder endda, at Masri selv var med på nogle af turene rundt i Mellemøsten og agerer en slags rådgiver for Boehler. En oplysning, jeg selv har fået bekræftet af en pensioneret PA-embedsmand, som kender Masri personligt.
For at forstå, hvorfor Masri pludselig spiller en rolle i amerikansk udenrigspolitik, skal vi fem år tilbage i tiden. Under Donald Trumps sidste præsidentperiode blev hans udenrigspolitik i Mellemøsten i høj grad defineret af hans brændende ønske om at skabe normaliseringsaftaler mellem Israel og en håndfuld arabiske lande.
Da Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) normaliserede deres diplomatiske relationer i august 2020, befandt en vis milliardær sig i periferien: Bashar al-Masri.
To måneder forinden blev Masri udnævnt som ét ud af seks medlemmer i et nyoprettet ”rådgivende udviklingsudvalg” i USA’s magtfulde låne- og forsikringsagentur, DFC.
På det tidspunkt havde agenturet netop øremærket 50 milliarder dollars til investeringer i Mellemøsten i forbindelse med Trumps normaliseringsaftaler. Som medlem af udvalget var det Masris opgave at rådgive agenturet i, hvordan de bedst investerede pengene.
Og den daværende administrerende direktør for DFC, som udpegede Masri til det magtfulde udvalg og selv spillede en nøglerolle som forhandler i normaliseringsaftalerne? Ja, det var ingen ringere end Adam Boehler. Den selvsamme Boehler, som i 2025 flyver Masris privatfly rundt i Mellemøsten på mere eller mindre officielle opgaver.
Offentlige flydata viser, at Masris fly har haft travlt siden Trumps valgsejr og udnævnelsen af Boehler. Siden december 2024 har flyet foretaget hyppige ture mellem Ben Gurion-lufthavnen i Israel og lande som Qatar, Egypten, Tyrkiet og endda Irak.
De mange flyveture kulminerede, da Adam Boehler den 9. marts gik på amerikansk TV og berettede om et møde med Hamas. Det markerede det første direkte møde mellem USA og Hamas nogensinde.
I TV-indslaget beskrev Boehler blandt andet Hamas-folkene som ”pretty nice guys” og sagde, at han havde forhåbninger om både gidseludvekslinger og en varig fredsaftale snart. Det skabte harme i den israelske regering, som tilsyneladende ikke var informeret om mødet på forhånd, og heller ikke brød sig synderligt om den joviale tone om Hamas.
Halvanden uge senere (den 18. marts) genoptog det israelske militær sine angreb i Gaza, og våbenhvilen brød sammen. Boehler har siden trukket sig tilbage fra sin stilling, så det i fremtiden er Trumps særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, der står for forhandlinger med Hamas.
Undermineringen af PA kulminerer
Det mystiske forløb giver anledning til flere spørgsmål end svar. Det primære spørgsmål, der presser sig på, er: Hvorfor taler USA med palæstinensiske forretningsfolk som Masri, ja selv ærkefjenderne i Hamas, inden de taler med det Palæstinensiske Selvstyre? Det spørgsmål stiller jeg til en højtstående PA-embedsmand på et slidt kontor i Ramallah.
”Der er en forbindelse mellem samarbejdet med folk som Bashar al-Masri og marginaliseringen af PA. Det handler om at underminere den centrale løsning, som palæstinenserne har kæmpet for i årtier: Den politiske. Uanset hvad der bliver sagt om PA og de ledelsesproblemer, det måtte have, så er det stadig det politiske organ, der repræsenterer det palæstinensiske folk,” forklarer han.
Den største interne udfordring for det palæstinensiske samfund er splittelsen mellem PA og Hamas, som har resulteret i den geografiske opdeling mellem Vestbredden og Gaza. Og det er i den israelske regerings interesse at opretholde den splittelse, så der ikke kommer et reelt bud på en samlet palæstinensisk stat.
Derfor har det i årevis været en del af premierminister Netanyahus politik at opretholde splittelsen mellem Vestbredden og Gaza ved at svække PA – og endda ved at styrke Hamas i Gaza.
Et oplagt eksempel på svækkelsen af PA er de hastigt voksende ulovlige israelske bosættelser, som modarbejder selvstyrets eksistensberettigelse: den fredelige vej til en palæstinensisk stat. Den vej bliver mere håbløs, hver gang en palæstinensisk familie mister deres hjem til israelske bosættere.
Et andet eksempel er de evige diplomatiske ydmygelser, hvor PA ikke bliver inviteret med til forhandlingsbordet. Hvor palæstinenserne de facto bliver repræsenteret af folk som Bashar al-Masri.
”Det er en del af den israelske dagsorden at erstatte palæstinensernes politiske repræsentation med en lavprofileret repræsentation, der er knyttet til erhvervslivet. Så det palæstinensiske folks problem kan reduceres til et humanitært problem; et spørgsmål om en sæk mel eller et stykke brød. Så det ikke bliver et national-politisk spørgsmål, eller et spørgsmål om land,” forklarer embedsmanden i Ramallah.
Det er en del af den israelske dagsorden at erstatte palæstinensernes politiske repræsentation med en lavprofileret repræsentation, der er knyttet til erhvervslivet
Palæstinensisk embedsmand
Det er den udvikling, som kulminerer netop nu, når PA bliver holdt ude af forhandlinger om palæstinensernes fremtid. PA har ellers længe insisteret på at overtage styringen af Gaza efter krigen.
Det var også ideen i den egyptiske genopretningsplan for Gaza, som den Arabiske Liga vedtog på et møde i starten af marts, mens våbenhvilen endnu var intakt. Planen var, at PA skulle nedsætte et uafhængigt, teknokratisk udvalg til at stå i spidsen for genopbygningen af Gaza med hjælp fra flere arabiske regeringer.
Men de efterfølgende direkte snakke mellem USA og Hamas var en kold skulder til PA, der hverken var informeret eller involveret. Den eneste involverede fra Vestbredden syntes at være Bashar al-Masri, som rådgav Trumps udsending Adam Boehler i perioden op til hans møde med Hamas i Qatar.
En frustreret præsident Abbas måtte efterfølgende kritisere Hamas for at indgå i forhandlinger med USA uden at få lov af PA først.
Med i Afghanistan
Man kunne fristes til at tro, at krigens genstart og Adam Boehlers tilsyneladende degradering betyder, at Bashar al-Masri ikke længere spiller en rolle i regionens diplomatiske spil. Men den 20. marts deltog han i en amerikansk delegation til Afghanistan med Boehler og et hold forhandlere fra Qatar.
Her lykkedes det at sikre løsladelsen af et amerikansk gidsel fra Talibans fangenskab. Masri har ikke selv udtalt sig om missionen, men man kan – passende nok – se ham i baggrunden på pressebillederne fra Afghanistan.
Og det illustrerer palæstinenserne dilemma. Der er ingen, som repræsenterer deres interesser. Mens Hamas er mere svækkede end nogensinde – og for nylig blev mødt af demonstrerende palæstinensere i Gaza – og PA de facto er handlingslammede, indgår forretningsfolk som Bashar al-Masri fortsat i regionens diplomatiske spil.
Hans byprojekt i Rawabi er det perfekte eksempel på, hvorfor både Netanyahu og Trump kan se ham spille en rolle i genopbygningen af Gaza, når den tid kommer. Men det er også billedet på, hvorfor ingen palæstinenser ønsker det.
Rawabi er måske en sikker, isoleret luksusby. Men den har intet med Palæstina at gøre.
