Restaurerede verdensfilm på Cannes

Foto fra den indonesiske, After The Curfew
Forfatter billede

Med stjerneinstruktøren Martin Scorsese i spidsen, viser The World Cinema Foundation for femte år i træk restaurerede verdensfilm på Cannes. Non profit foreningen, The World Cinema Foundation blev stiftet under en Cannesfestival i 2007 af Martin Scorsese, sammen med en række internationale filmfolk, med henblik på at hjælpe udviklingslande til at bevare deres gamle filmskatte.

Ved at restaurere filmene og bidrage til oprettelsen af internationale arkiver, giver foreningen nyt liv til de gamle filmklenodier og sikrer deres bevaring ud i fremtiden.

Foruden den amerikanske filmkendis Martin Scorsese, er foreningen repræsenteret af filmmagere fra samtlige kontinenter, med nationer som Kina og Mexico.

Hvert år præsenterer The World Cinema Foundation film fra de internationale arkiver på Cannes festivalen.

I år gælder det den indiske film ”Calpana” fra 1948 af Uday Shankar, og den indonesiske ”Lewat Djam Malam” (”After the Curfew”) fra 1954 af Usmar Ismail.

Filmene indgår under kategorien ”Cannes Classics”. Cannes festivalen finder sted fra den 16. til den 27. Maj i Sydfrankrig.

Blandt de 22 film der dyster i hovedkonkurrencen om den Gyldne Palme, er foruden den danske film, ”Jagten”, bl.a. den fransk-egyptiske, ”Baad el Mawkeea”, og den koreanske ”In Another Country”.