Morten Ranum, U-landsnyt.dk, skriver fra Roskilde Festivalen
Afrikansk musik følger helt andre regler og logikker end rock-musikken. Roskilde Festivalens scener med et stærkt centrum er ikke den bedst ramme. Måske derfor har vi svært ved at forstå den. Vi har alt for travlt med at jage det sublime øjeblik.
Under koncerten med King Ayisoba & Band i Gloria fredag eftermiddag fik jeg en tanke, som jeg har haft mange gange under Roskilde Festvalen de seneste år. Der opstår et anti-klimaks, når jeg hører afrikansk musik på festivalen.
Måske skyldes det, at jeg har mindst det ene ben i Østafrika? Men der er alligevel et eller andet galt under koncerterne rundt på festivalen. Det er som om, der mangler noget!
Dansekulturen der blev væk
Musikerne på scenerne er meget ofte meget tændte og energiske. Men den dansekultur, som er snævert forbundet med det meste såvel østafrikanske som vestafrikanske musik, er fraværende.
Det er ikke fordi der ikke danses til koncerterne under festivalen, men selve den fysiske organisering af scenerne, betyder at der er en vis afstand mellem musikere og publikum.
Den afstand næsten tvinger store dele af publikum til at være stillestående. Vi afventer underholdning fra scenen. Noget som er i modsætning til den nævnte dansekultur.
Rock-musikkens skabelon
Scenernes struktur er indrettet efter europæisk og amerikansk rock-kultur, hvor man har et stærkt center omkring forsangeren på scenen. Alles blik og opmærksomhed er rettet mod dette ene og vigtige sted.
Vi forventer at der udgår helt særlige oplevelser fra dette centrum, som får os til at opleve verden påny i et spilt-sekund, hvorefter vi føler os som et nyt og ophøjet menneske.
Sanselig gentagelse og kropslig transformation
I den nævnte musik fra det afrikanske kontinent er der noget andet på spil.
Musikkens forløb består af mange gentagelser og cirkulære formationer. Musikken er meget sanselig, fysisk og kropslig.
Den akustiske tromme spiller en stor og væsentlig rolle. Den går lige i maven. Her er ikke noget præcist centrum, og hvis man med vold og magt forsøger at finde et, har man allerede ekskluderet sig selv.
Derfor giver musikken heller ingen momentale bevidsthedsskred. Der vil aldrig komme et øjeblik, hvor man føler sig genfødt til ukendelighed.
Den eneste måde musikken kan opleves og forstås på er gennem kroppen.
Kun gennem dansen og dens gentagende hvirvler vil man langsomt bevæge sig ind i en trance-agtig og mediativ tilstand, som over en længere periode af tid vil føre dig ind i nye former for væren og bevidsthed.
Det er endda slet ikke sikkert, at du selv lægger mærke til forvandlingen før flere år senere.
