Libanons glemte palæstinensere
Hvad kan vi lære af syv årtiers flygtningehjælp i et nærområde? I tre kapitler kigger Globalnyt nærmere på de palæstinenserne, som flygtede til nabolandet Libanon i 1948.
Læs de øvrige kapitler her:
Kapitel 1: Tre generationer i flygtningelejr
Kapitel 2: Sårene fra borgerkrigen
Kapitel 3: En umulig drøm om hjem
Projektet har modtaget støtte fra Udenrigsministeriet i form af et rejsestipendium fra Oplysningspuljen 2019.
”Det er et følsomt emne.”
Fadi Saad bøjer nakken, stirrer ned i skrivebordet foran sig og sukker dybt. Blikket glider langsomt opad, til han har øjenkontakt med intervieweren. Han hvisker:
”Meget, meget følsomt.”
Globalnyt har lige spurgt Saad, 55 år gammel og parlamentsmedlem for det kristne parti Lebanese Forces, hvad han mener, Libanon har lært af mere end syv årtiers flygtningearbejde med palæstinenserne.
”Vi har begået mange fejl. Og det har kostet os mange menneskeliv,” siger han.
Fadi Saad taler om palæstinenserne i Libanon og – mere specifikt – deres rolle i landets 15 år lange og blodige borgerkrig mellem kristne og muslimer, hvor over 120.000 mennesker blev dræbt. Under PLO (Palestinian Liberation Organization) kæmpede palæstinensiske flygtninge på den muslimske side – blandt andet mod Lebanese Forces, som var en kristen milits, før det blev et politisk parti.
Palæstinenserne startede borgerkrigen, mener Saad. En holdning, der deles af mange andre kristne libanesere og forklarer, hvorfor palæstinensernes tilstedeværelse i Libanon er et ømtåleligt emne – og hvorfor det er svært at opnå politisk og folkelig opbakning til at ændre på deres rettigheder.
For at forstå det, må vi rejse et halvt århundrede tilbage i tiden til borgerkrigens begyndelse.
Palæstinensisk modstandskamp på libanesisk jord
Da den jordanske kong Hussein i 1970 på brutal vis tvang PLO ud af sit land i 1970, rykkede den palæstinensiske guerillaorganisation alle sine aktiver til Libanon.
Forholdene for oprørskampen mod Israel var gunstige; den libanesiske stat var svag, landets palæstinensiske flygtningelejre var små autonome stater i staten, og i Sydlibanon, langs grænsen til Israel, havde lejrene god infrastruktur til at sende raketter mod det naboland, de kæmpede for at vinde tilbage.
Ydermere var PLOs modstandskamp ikke på kant med loven. Den såkaldte Cairo-aftale fra 1969 fastslog, at de 16 officielle FN-drevne flygtningelejre i Libanon, med deres cirka 300.000 palæstinensiske beboere, faldt under PLOs kommando.
PLOs daværende formand, Yasser Arafat, blev en af Libanons mest magtfulde mænd og blev på gadeplan kaldt ”Vestbeiruts borgmester”.
Men guerillafraktionens voksende størrelse og de israelske modangreb, som også ramte libaneserne, skabte spændinger i det lille land, der i forvejen var plaget af dyb splittelse.
Libanon har altid været politisk delt mellem landets forskellige religioner, så sunnierne, shitterne og de kristne maronitter, der hver udgør cirka en tredjedel af befolkningen, har lige meget magt.
Men i begyndelsen af 1970’erne udspillede der sig en ideologisk kamp mellem libanesiske patrioter, som ønskede, at landet orienterede sig mod Vesten, og arabiske nationalister, der hellere så Libanon knytte tættere bånd til Syrien. Derudover foregik også en klassekamp mellem rige landejere og fattige arbejdere, som typisk var muslimer.
Groft forsimplet skabte disse forhold en højrefløj bestående af de velhavende, de kristne og de konservative, som ønskede status quo og fik opbakning af Israel, Iran og Vesten. På den anden side stod den libanesiske venstrefløj, PLO og resten af den palæstinensiske modstandskamp og råbte på forandring, mens de modtog støtte fra socialistiske grupperinger og lande.
I mosaikken af konflikter var det palæstinensiske spørgsmål det mest betændte. Småkampe mellem palæstinensiske modstandsfolk og kristne militser var hverdagskost, indtil det hele eksploderede den 13. april 1975.
En søndag morgen var sympatisører fra det kristne parti Phangalist Party samlet til indvielsen af en ny maronitisk kirke i Beirut. Idyllen blev brudt af en bil med palæstinensere, der åbnede ild og dræbte tre libanesere. Hævnen kom prompte. Senere samme dag blev en bus fyldt med palæstinensiske flygtninge fra lejren Shatilla standset af Phangalist Party, der skød og dræbte 28 palæstinensere passagerer.
Begivenhederne den 13. april præsenteres i alle historiebøger som gnisten, der antændte borgerkrigen. Der findes ikke et endegyldigt svar på, hvis skyld det var, men i Fadi Saads hjerte er der ingen tvivl: Palæstinenserne slog først.
”Og vi har som land betalt den ultimative pris,” siger han.
De tre fejl
I Saads optik begik fortidens libanesiske politikere tre store fejl.
Først og fremmest skulle Cairo-aftalen i 1969, som tillod palæstinenserne at føre modstandskamp mod Israel fra flygtningelejre i Libanon, aldrig være indgået.
”Vi skulle heller aldrig have tilladt så mange fremmede mennesker at komme ind i landet. I dag bor der op mod 500.000 palæstinensere i Libanon. Det er mere end 10 procent af befolkningen og langt mere, end vi kan rumme ressourcemæssigt,” siger politikeren.
Tredje lektie er vigtigheden af god integration.
”Vi skulle have gjort mere for, at de palæstinensere, som vi rent faktisk tog ind, også kom ud i samfundet, fik arbejde og blev integreret. Det var en kæmpe fejl at isolere dem i lejre,” siger Saad.
Han ser ikke noget selvmodsigende ved, at hans eget parti Lebanese Forces, som i øjeblikket sidder på 15 ud af det libanesiske parlaments 64 kristne mandater, går ind for, at palæstinensernes rettigheder er mere begrænsede end libanesernes; de må ikke stemme, de må ikke bestride 39 forskellige professioner, og de har siden juli 2019 været påkrævet en speciel arbejdstilladelse for at kunne få job – også selvom de er tredjegenerationsindvandrere.
”Reglerne er de samme for dem, som for alle andre udlændinge. Vi har 1,5 millioner flygtninge i Libanon, hvis du lægger syrerne og palæstinenserne sammen. Vi er nødt til at stramme op,” siger Saad, mens han ryster på hovedet.
”Det er ansvarlig politik.”
”Post-sandheds politik”
Sari Hanafi kalder det for ”post-sandheds politik”.
Han er lektor i sociologi ved American University of Beirut (AUB) og har forsket i de palæstinensiske flygtninge i flere årtier. Spørgsmålet om, hvad Libanon har lært af mere end 70 års flygtningearbejde, fremkalder sekunders tavshed og et suk i Hanafis ende af røret, før han svarer:
”Det er spørgsmål, som jeg har svært ved at svare på uden at miste min forstand. For mig er det deprimerende, at akademikere og fagpersoner i Libanon i mange år har anbefalet at give de palæstinensiske flygtninge rettigheder – men politikerne handler stik imod forskningen.”
Selvom 25 procent af den arbejdsdygtige libanesiske befolkning står uden job, ser han de palæstinensiske flygtninge som potentielle aktiver for Libanon. Men efter tre-fire generationer mangler de stadig basale rettigheder, siger Hanafi: retten til at få statsborgerskab, til at stemme, til at arbejde indenfor alle professioner og til at købe land.
”Det er unikt i historien. Der findes ingen andre immigranter, som efter fire generationer stadig ikke må arbejde en lang række steder,” lyder det fra forskeren.
Han er klar over, at store dele af højrefløjen bebrejder palæstinenserne for deres rolle i borgerkrigen, og at det siden 1990’erne har farvet libanesisk politik.
”De deltog i borgerkrigen – ligesom så mange andre i det her land. Men af en eller anden grund er der politisk opbakning til, at lige netop palæstinenserne skal straffes.”
Metoderne til at føre den palæstinensisk-fjendtlige politik er ufine, mener Hanafi. Han nævner som eksempel, at højrefløjspolitikere i Libanon som Gebran Bassil, der er leder af Free Patriotic Movement og præsident Michel Aouns svigersøn, overdriver tal. Han påstår, at der er 600.000 palæstinensere i landet. Ingen kender det præcise tal, men ifølge optællinger fra AUB er tallet 270.000, og FN organisationen UNRWA (United Nations Relief and Work Agency) mener, der er færre palæstinensere end det.
”Det er ”post-sandheds politik”,” siger Hanafi.
Manglende kontakt
Fadi Saad fra Lebanese Forces og Sari Hanafi fra AUB repræsenterer to modpoler, der bidrager til den polarisering, som præger den offentlige, libanesiske debat om palæstinenserne.
Ude i virkeligheden er mødet mellem libaneserne og palæstinenserne mere fredfyldt – de fleste af dem mødes nemlig aldrig.
Det fortæller Simon Haddad, lektor i statskundskab på AUB.
”Min egen søn, der er i begyndelsen af 20’erne, har aldrig set en palæstinenser, og sådan er det for mange libanesere. De fleste af palæstinenserne bor i flygtningelejre, og ellers bor de typisk i sunni- eller shiadominerede områder. Libanon er et splittet land – også mellem religiøse sekter.”
Netop derfor har Simon Haddad forsket intensivt i og prøvet at forstå, hvorfor et flertal af libaneserne bakker op om en politik, der stiller palæstinenserne uden basale rettigheder. Efter interviews med mere end 1000 mennesker er sårene fra borgerkrigen en af hans forklaringer.
”Ligesom alt andet her i landet er synet på palæstinenserne opdelt efter sekteriske skel. Sunnier vil typisk være mere venligsindede overfor palæstinensere, fordi de deler religion, hvorimod de kristne og shiamuslimerne generelt har det sværere med dem og er i mindre kontakt.”
Det handler om magtbalancen. Hvis der pludselig optages 200-500.000 palæstinensere i det libanesiske samfund, er sunnierne i demografisk overtal, og så bliver det sværere for shitterne og de kristne at fastholde den tredelte magtfordeling mellem religionerne.
”Og så handler det også om økonomi. Libanon har en høj befolkningstæthed, få ressourcer og en kæmpe gæld. Mange libanesere føler, at der ikke er råd til at tage palæstinenserne til sig.”
Forbudt kærlighed
En af de centrale og mest omdiskuterede lovgivninger i Libanon er, at et barn af en libanesisk mor og en palæstinensisk far ikke automatisk får libanesisk statsborgerskab. Det sætter familier i et rettighedsmæssigt limbo, der dog hører blandt sjældenhederne, fordi kontakten mellem libanesere og palæstinensere som nævnt tidligere er minimal.
Jeanette Chatry og Abou Mansour er en af disse sjældenheder, ovenikøbet en meget usædvanlig en af slagsen.
Chatry er kristen libaneser. Mansour, som døde for tre år siden, var muslimsk palæstinenser og et højstående medlem af PLO og Fatah. De var gift i 41 år.
Vi møder den 73-årige enke i en idyllisk, kristen forstad udenfor Tripoli i Nordlibanon. I sin lyse lejlighed, hvor der hænger 30-40 år gamle billeder af Yasser Arafat med hendes børn på skødet, undskylder hun straks, at hun ikke har haft tid til at forberede ordentlig opvartning, mens hun løber frem og tilbage mellem køkkenet og stuen med hjemmelavet kage, limonade og kaffe i hænderne.
Hun fremstår både skrap og varm, som hun kommanderer sine gæster rundt i møblementet, og hendes personlighed fylder nemt hele rummet op. Et karaktertræk, som hun selv mener, var alfa og omega, da hun forelskede sig i en palæstinensisk frihedskæmper for 42 år siden.
”Rygtet lød, at han kunne kaste en mønt op i luften og ramme den med et enkelt skud fra sin pistol. Han var en meget respekteret mand,” fortæller Jeanette Chatry, som tydeligt kan huske, den første gang hun så Abou Mansour.
”Det glemmer jeg aldrig! Min svoger kendte ham og inviterede ham til frokost. Jeg lavede kylling, ris og taboulleh, og han så utrolig ud. Mørkeblå bukser, himmelblå skjorte, en navyfarvet fløjsjakke. Jeg var chokeret, for jeg anede ikke, at palæstinenserne kunne se sådan ud.”
I Chatrys dengang 31-årige hoved var palæstinensere beskidte og usoignerede mennesker med uredt hår, som levede i flygtningelejre. Nogle stakler. Men Mansour viste hende en anden verden, og ingen kunne stå i vejen for deres kærlighed.
”Mine venner var rystede. ’Han er palæstinenser OG muslim’, sagde de. Min far bakkede mig op, men frygtede også, at forholdet kunne få negative konsekvenser for min fremtid. Jeg var ligeglad.”
Jeanette Chatry og Abou Mansour blev gift i 1976, et år efter at borgerkrigen var startet. Selvom de militære kampe skilte dem ad i længere perioder frem til 1990, fordi Mansour måtte gemme sig og rejse ud af landet, forblev de sammen og fik tre børn, som ikke deler deres mors nationalitet, men alle har UNRWA’s flygtningestatus som palæstinensere.
Problemer med børnene
Et af børnene er i dag 40 år gammel, men bor hos sin mor i lejligheden.
Han lider af en svær hjernesygdom og kræver Jeanette Chatrys opmærksomhed døgnet rundt. Hun kan ikke få hjemmehjælp eller en libanesisk sygeforsikring til ham, fordi han ikke er libaneser. Sønnen kan heller ikke arve hendes hus, fordi han ikke må eje ejendom som palæstinenser.
Hun ryster på hovedet og kigger ned i jorden, da snakken falder på palæstinensernes rettigheder.
”Vi har ikke lært meget i løbet af de seneste 70 år. For hvis vi havde det, ville vi sørge for at indlemme den her flygtningegruppe i vores samfund,” siger hun.
Hendes egne fordomme om palæstinenserne blev gjort til skamme, men hun nærer ingen forhåbninger om, at det samme vil ske for mange andre libanesere.
”Racismen har dybe rødder i det her land, på grund af det som folk har oplevet,” siger Jeanette Chatry, som selv er meget mistroisk overfor de op mod én million syriske flygtninge, som er strømmet til Libanon, siden borgerkrigen i nabolandet mod nord startede i år 2012.
”Det er dem, der skaber problemerne i det her land,” siger den 73-årige kvinde uden at kunne nævne konkrete eksempler på hvordan.
Hendes største bekymring er dog hverken den hjerneskadede søn eller de syriske flygtninge; det er hendes 42-årige datter, som er blevet en palæstinensisk aktivist og folkehelt.
”Jeg er pavestolt, men også rædselsslagen. Hun ender i fængsel. Palæstinenserne står måske ved hendes side, men hvem går op i, hvad palæstinenserne tænker her? Jeg ville ønske, Libanon ændrede sig, men jeg tror ikke på det. Heller ikke selvom min datter leder kampen.”
I næste kapitel af artikelserien ”De glemte palæstinensere” møder vi Jeanette Chatrys datter.