12 måneder siden
-
10:34
Dansk støtte til Nigeria: Giver fem millioner kroner til forebyggelse af menneskehandel
Udenrigsministeriet har tidligere på morgenen annonceret, at Danmark støtter civilsamfundsgruppen Media Coalition & Awareness to Halt Trafficking (MeCAHT) med fem millioner kroner. MeCAHT arbejder for at reducere menneskehandel blandt udsatte grupper i Nigeria, Sydafrika og Europa.
Pengene, som Danmark nu sender afsted mod Nigeria, er målrettet oplysningskampagner, herunder informationsvideoer og radioindlæg, som skal nå potentielle ofre for menneskehandel i det store vestafrikanske land.
Det estimeres af Udenrigsministeriet, at 750.000 til 1.000.000 nigerianere hvert år udsættes for menneskehandel.
12 måneder siden
-
16:02
Tæt kamp om Liberias præsidentpost
I dag, tirsdag den 14. november, går liberianerne til stemmeurnerne. De skal afgøre, om nuværende præsident og tidligere fodboldstjerne George Weah får lov til at blive på posten, eller om hans udfordrer, tidligere vicepræsident Joseph Boakai, skal tage over.
I præsidentvalgets første runde, der fandt sted i oktober, var det kun 7000 stemmer, der adskilte de to kandidater. Runden var desuden præget af rygter om valgsvindel og voldelige sammenstød mellem de forskellige oppositionspartiers støtter. Ingen kandidat fik over 50 procent af stemmerne, hvilket nødvendiggjorde en anden, afgørende valgrunde.
Ved sidste valg i 2017 var det også Weah og Boakai, der var oppe mod hinanden. Her løb Weah med sejren med 61 procent af stemmerne, båret frem af sin status som fodboldikon og løfter om at bekæmpe korruptionen i det vestafrikanske land.
Ifølge BBC forventes der en høj valgdeltagelse. Det er det fjerde valg i Liberia siden borgerkrigens afslutning for over 20 år siden.
-
13:37
Sydkorea frygter Hamas-agtigt angreb fra Nordkorea
Da Sydkoreas præsident Yoon Suk-yeol forleden mødtes med USA’s forsvarsminister Lloyd Austin, opfordrede den sydkoreanske præsident den amerikanske forsvarsminister til at være på vagt over for nordkoreanske angreb, herunder ”Hamas-lignende overraskelsesangreb”. Det skriver BBC.
Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober har politiske ledere i Sydkorea påpeget, at Nordkorea kunne udføre et tilsvarende angreb mod nabolandet i syd.
Flere analytikere tvivler dog på, at Nordkorea har i sinde at iværksætte et Hamas-lignende angreb mod Sydkorea. Ifølge Cho Seong Ryul, Professor i Militærstudier ved Kyungnam University, har Nordkorea ”intet incitament til at gå i krig lige nu.” Ifølge professoren har Nordkoreas militærstrategi i de seneste år i højere grad fokuseret på at udvikle atomvåben og missiler, og derfor synes et Hamas-lignende angreb på landjorden urealistisk.
Det er 13 år siden, at Nordkorea sidst angreb Sydkorea. Dengang dræbte nordkoreanske soldater mindst fire sydkoreanere under en beskydning af Yeonpyeong-øen, der ligger i farvandet mellem de to lande.
-
13:34
Sydafrika: Højesteret baner vejen for delt barselsorlov
Som det første land på det afrikanske kontinent vil Sydafrika nu indføre delt barselsorlov. Det står klart, efter at den sydafrikanske højesteret for nyligt vedtog, hvad der ifølge The Guardian bør betegnes som en potentielt ”skelsættende lov”.
Tidligere har sydafrikanske mødre haft krav på fire måneders barsel, mens landets fædre blot har været tilladt 10 dages arbejdsfri i selskab med deres nyfødte. Den ny lovgivning lægger op til, at Sydafrikas forældre selv kan fordele fire måneders barsel imellem sig.
Hjemme i Sydafrika er nyheden om delt barselsorlov blevet modtaget særdeles positivt. I det sydafrikanske medie Daily Maverick kan man læse, at lovgivningen har “potentiale til at omforme samfundsnormer, fremme ligestillingen og sikre, at børns tarv altid er i højsædet.”
Sydafrikas parlament har nu to år til at finpudse og formulere lovgivningen, før den kan træde i kraft.
12 måneder siden
-
16:51
Indien forbyder fyrværkeri til festival og får renere luft
I går fejrede Indien den årlige Diwali-festival, der også er kendt som hinduernes lysfestival. Normalvis forbindes Diwali med fyrværkeri, levende lys og alverdens søde sager.
I år forløb festivalen dog en smule anderledes. Den indiske højesteret havde nemlig forud for festivalen forbudt fyrværkeri i alle dele af det store land. Og det kan mærkes i luften. De indiske myndigheder har mandag registreret den bedste luftkvalitet under de seneste otte års Diwali i hovedstaden, New Delhi, rapporter IndiaToday.
Det er dog ikke alle indere, der har været lige begejstrede for nyheden om den renere luft. Oppositionspolitikeren Kapil Mishra kalder på det sociale medie X forbuddet for uvidenskabeligt, ulogisk og diktatorisk:
”Det er tåbeligt at give fyrværkeri skylden for forurening. Hvis der er forurening fra fyrværkeri, så ville Gaza have den højeste forurening i verden. Bekæmp forurening – ikke børns fyrværkeri.”
-
16:00
Præsidentvalg i Argentina: 10 millioner vælgere skal finde sig en ny kandidat
Når argentinerne på søndag flokkes til valgurnerne for at vælge landets næste præsident, står blot to navne på stemmesedlerne. Det drejer sig om den siddende, stærkt kritiserede økonomiminister Sergio Massa, som dyster mod den karismatiske højrefløjspolitiker, Javier Milei.
Søndagens præsidentvalg er den anden og afgørende valgrunde.
Læs også: En apatisk argentinsk befolkning går til valg
Ved første valgrunde den 22. oktober var stemmerne bredt fordelt mellem flere kandidater. Sergio Massa modtog 36 procent af stemmerne over for Javier Mileis 30 procent, mens den konservative Patricia Bullrich blev valgets store taber med 24 procent af stemmerne.
Jævnbyrdigheden ved første valgrunde betød, at mange vælgere – ifølge Reuters mere end 10 millioner argentinere – hverken satte kryds ved Massa eller Milei og derfor nu er til fals for de to duellanters intense valgkampagner, som forventes at nå sit klimaks i denne uge.
Valgets vigtigste samtaleemne er økonomi. Argentina er løbet tør for valutareserver, og inflationen i landet forventes at nå 200 procent inden årets udgang.
-
14:20
Flere døde i protester for bedre løn til ansatte i tøjindustrien
I alt fire mennesker er døde efter protester mod lønforholdene i Bangladeshs tøjindustri. Arbejdere og syersker strejker og kræver en større lønstigning, end den regeringen har planlagt, og det har siden slutningen af oktober ledt til flere demonstrationer og sammenstød med politiet, skriver The Strait Times.
I Bangladesh er det staten, der hvert femte år fastsætter mindstelønnen i samarbejde med repræsentanter fra industrien, fagforeningerne og løneksperter. Regeringen har i år foreslået at hæve mindstelønnen fra cirka 525 kroner om måneden til godt 790 kroner, men de strejkende arbejdere kræver en månedsløn på omtrent 1450 kroner for at opveje inflation og dyrere leveomkostninger.
I protest mod den lave lønstigning er flere tusinde arbejdere udvandret fra deres arbejde på fabrikkerne, og de har lavet vejafspærringer og arrangeret protester, der i flere tilfælde har udviklet sig voldeligt. Tre er døde af kvæstelser i forbindelse med demonstrationerne, mens en fjerde – en kun 26-årig kvinde – døde efter at være blevet ramt af skud fra politiet.
Tøjindustrien dominerer økonomien i Bangladesh, hvor den står for 85 procent af den årlige eksport. Der er omtrent 3500 tøjfabrikker i Bangladesh med fire millioner ansatte, hvoraf langt de fleste er kvinder. Kendte mærker og virksomheder, blandt andet Levi’s, H&M og Bestseller-koncernen, får produceret varer her.
-
11:35
Kenyanerne får fri til at plante træer
De fleste kenyanere får en lidt anderledes start på ugen denne mandag. Kenyas regering har nemlig erklæret den 13. november for national træplantningsdag, så i stedet for at gå i skole og på arbejde opfordres kenyanerne til at bruge dagen på at plante mindst to træer.
Regeringen stiller 150 millioner træer gratis til rådighed for offentligheden, og håbet er at plante mere end 100 millioner træer på én dag. Træplantningsdagen er en del af regeringens plan om at plante 15 milliarder træer i Kenya inden 2032 som en del at landets klimaindsats.
”Borgere i hele landets forventes at plante træer som et patriotisk bidrag til den nationale indsats for at redde vores land fra klimaforandringernes ødelæggende virkninger,” skrev indenrigsminister Kithure Kindiki på det sociale medie X i sidste uge, da initiativet blev offentliggjort.
Træplantningsdagen er generelt blevet taget godt imod, selvom miljøaktivist Teresa Muthoni påpeger over for BBC, at mange kenyanere ikke har råd til at tage fri for at plante træer, når der samtidig skal mad på bordet.
12 måneder siden
-
14:14
Udvidet naboskabsprogram godkendt – men med forbehold
Danmarks udviklingsbistand til EU’s nabolande mod øst skal udvides ganske betragteligt. Det annoncerede regeringen med sit finanslovsudspil for 2024 i august. 1,25 milliarder kr. ønsker regeringen frem til og med 2026 at afsætte til det såkaldte Naboskabsprogram, der dækker landene Ukraine, Georgien, Moldova, Belarus, Armenien og Aserbajdsjan.
Programmet støtter blandt andet håndtering af konflikter, humanitære formål, reformer, der kan forberede lande på integration i EU, og demokratiske institutioner.
I oktober var det udvidede program omkring Udviklingspolitisk Råd, der havde mange roser til programmet, og da også indstillede programmet til ministerens godkendelse, men godkendelsen var ledsaget af et forbehold: Rådet var bekymret over, at programmet sender en stigende del af den danske udviklingsbistand til europæiske lande, en udvikling, der forstærkes af den stærkt stigende støtte til Ukraine i disse år. Hvis ikke det skal gå ud over fattige lande, så skal udviklingsbistanden tilføres ekstra midler, bemærkede Rådet.
-
14:12
Pakistan: Giftig røg påvirker titusindvis af pakistanere
Skoler, offentlige parker og markeder er midlertidigt lukkede i Pakistans kulturhovedstad, Lahore, hvor der bor 11 millioner mennesker. Det skriver AP News.
Lukningerne skyldes, at luftforureningen i byen nu er nået et niveau, hvor det udgør en sundhedsrisiko for borgerne blot at bevæge sig udenfor. Eksperter siger dog, at afbrændingen af afgrøder er blandt de største miljøsyndere i byen.
En læge ved navn Salman Kazmi fra Lahores største hospital siger til AP News, at byens indbyggere bør ”bære masker og blive hjemme (…) for at undgå at blive kørt på hospitalet med luftvejsrelaterede sygdomme, infektioner i øjnene og hudsygdomme”.
Lahore er i flere år blevet betegnet som verdens mest forurenede by.
-
14:11
2029 kan blive slutdato for bistand til Kina
Der har været så meget fart på den økonomiske vækst i Kina de seneste mange år, at det har ført til spekulationer om, hvorvidt kineserne er ved at være blevet så rige, at Kina ikke længere hører til i den gruppe af lande, der kan modtage udviklingsbistand. Spørgsmålet har tidligere været oppe i Udviklingspolitisk Råd, der rådgiver udviklingsministeren, og som derfor har spurgt Udenrigsministeriet om, hvad status er. Dét kom der svar på ved rådets møde den 12. oktober, og det er omtalt i det referat fra mødet, der nu kan læses på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Her fremgår det, at Kina lige netop stadig er ’fattigt nok’ til at modtage udviklingsbistand, men ikke ret længe endnu. Kinas bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger var i 2022 på 12.850 dollar. Først når BNI pr. indbygger når 13.845 dollar om året, rykker Kina op i gruppen af højere mellemindkomstlande. Når det sker, er Kina ikke længere blandt de lande, der ifølge OECD DAC-kriterierne kan modtage officiel udviklingsbistand.
OECD/DAC foretager den næste vurdering af Kinas status i 2026, og hvis det her viser sig, at Kina på dét tidspunkt er rykket op i gruppen af højere mellemindkomstlande, kan Danmark – og andre donorer – fortsætte med at medregne støtte til Kina i sin udviklingsbistand frem til og med 2029.
Den danske bistand til det store asiatiske land er ret beskeden: I 2022 udgjorde den lidt over 8 millioner kr. og var domineret af myndighedssamarbejder inden for hele fem sektorer: Bæredygtig byudvikling, vand, fødevarer, sundhed og den maritime sektor. Der var også dansk bistand til fjernvarme og offshore vind.
12 måneder siden
-
16:07
Stigende terrortrussel i Uganda: Flere lande advarer mod rejser
”Der er en voksende terrortrussel i Uganda, herunder målrettet udlændinge. Undgå store forsamlinger, religiøse begivenheder og musik- og kulturfestivaler.” Sådan skriver det britiske udenrigsministerium i sin rejsevejledning til Uganda, efter en stigning i islamistisk terror.
Det er særligt Jinja, Ugandas femtestørste by, og områderne sydvest for Kasese, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Også nationalparkerne Queen Elisabeth National Park og Semuliki Naitonal Park anbefales at holde sig fra i øjeblikket.
Flere vestlige lande, blandt andre Danmark, har i denne uge ændret sine rejseanbefalinger til Uganda. Udenrigsministeriet skriver, at man skal være forsigtig i hele landet.
I oktober blev en ugandisk guide og henholdsvis et sydafrikansk og britisk par slået ihjel i Queen Elisabeth National Park. En Islamisk Stat-affilieret gruppe ved navn Allied Democratic Forces (ADF) har taget ansvar for angrebet.
-
12:00
Danmark sender ny humanitær støttepakke til civilbefolkningen i Gaza
Danmark øger sin humanitære støtte til den palæstinensiske civilbefolkning, særligt i Gaza, med 75 millioner danske kroner. Støtten skal særligt bruges til beskyttelse af børn, nødhjælp og mad samt medicin, medicinsk udstyr og lægehjælp, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
“Med det nye humanitære bidrag har vi fokus på at støtte indsatser, der kan hjælpe de mange børn, der er ekstremt hårdt ramt. Herudover er der fortsat akut behov for, at civile bistås med humanitær nødhjælp, adgang til rent vand og behandling af syge og sårede,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S).
Støttepakken kommer i tillæg til regeringens tidligere udmelding om ekstraordinær humanitær støtte til Palæstina, og bringer det samlede humanitære bidrag til Palæstina siden konfliktens begyndelse den 7. oktober op på 125 millioner kroner.
Den nye humanitære støttepakke på 75 millioner danske kroner bliver fordelt mellem:
UNICEF – 30 millioner kroner til beskyttelse af børn, adgang til rent vand og hygiejne.
Verdensfødevareprogrammet, WFP – 20 millioner kroner til fødevareindsatser og logistik.
FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA – 9 millioner kroner til beskyttelse af fordrevne, herunder børn, og levering af basal nødhjælp.
International Røde Kors – 16 millioner kroner til levering af medicin, medicinsk udstyr og lægehjælp.
-
11:48
Hver tredje bygning i Gaza er skadet eller ødelagt efter bombardement
Israels bombning af Gazastriben fortsætter, og godt og vel en måned efter krigen startede, er en tredjedel af alle bygninger i Gaza nu ødelagt eller beskadiget. Det viser en analyse af satellitbilleder, som New York Times har lavet i samarbejde med City University of New York og Oregon University.
Billederne viser, at omkring 38.000 bygninger har taget skade i større eller mindre grad fra bomberne. Mandag meldte det israelske militær ud, at det i løbet af de foregående 24 timer havde ramt intet mindre end 450 mål i Gaza.
Flere end 10.000 palæstinensere, størstedelen af dem civile, har mistet livet i krigen mellem Israel og Hamas, der startede efter Hamas’ terrorangreb i Israel. Det har fået FN, flere regeringschefer og internationale organisationer til at kræve en humanitær våbenhvile, men indtil videre uden resultat.
-
10:45
Oprørsgruppe i Yemen nedskyder amerikansk drone
BBC skriver i nat, at den yemenitiske Houthi-bevægelse – der kontrollerer store dele af Yemen – har nedskudt en amerikansk såkaldt MQ9-drone, der er sammenligneligt med et militærfly og designet til langvarig overvågning.
Både USA og Houthi-bevægelsen har siden bekræftet hændelsen.
Nedskydningen falder i kølvandet på, at USA’s militær i oktober afværgede et missil- og droneangreb fra houthierne, der havde retning mod Israel, USA’s tætteste allierede i Mellemøsten. Amerikanerne nedskød i den forbindelse fire missiler og 15 droner, melder CCN.
Houthi-bevægelsen er støttet af Iran, som har et aldeles anstrengt forhold til Israel.
12 måneder siden
-
13:39
Præsident fik nej til at købe million-yacht på statsbudgettet
Parlamentet i Nigeria købte ikke alle udgiftsposterne på præsident Bola Tinubus foreslåede tillæg til statsbudgettet for 2023. En af posterne lød nemlig på fem milliarder naira (godt og vel 44 millioner kroner, red.) til en “præsidentiel yacht”. Efter højlydte offentlige protester mod bådkøbet omdirigerede den lovgivende forsamling i stedet pengene til budgettet for studielån, skriver The Guardian.
Det vestafrikanske lands parlament, der består af Senatet og Repræsentanternes Hus, godkendte dog i sidste ende tillægget på 2,18 billioner naira (næsten 19,4 milliarder kroner, red.). Det giver blandt andet råd til at indkøbe nye firhjulstrækkere for mere end 25 millioner kroner, hvoraf mere end halvdelen går til præsidentfruens kontor, som ellers ikke er anerkendt af nigeriansk lov.
Også præsidentpalæet bliver tilgodeset i det forhøjede budget, da næsten 35 millioner kroner skal gå til renoveringer af Bola Tinubus residens. Det har vakt vrede og forargelse i befolkningen, der lige nu kæmper med stigende leveomkostninger på grund af landets høje offentlige gæld.
-
13:38
2023 bliver sandsynligvis det varmeste år nogensinde
”Vi kan med stor sandsynlighed fastslå, at 2023 bliver det varmeste år nogensinde. 2023 er i øjeblikket 1,43 grader varmere end det præindustrielle gennemsnit.” Sådan siger Samantha Burgess, Direktør for Copernicus Climate Change Service, til The Guardian.
På FN’s klimatopmøde i Paris i 2015 lovede verdens ledere at begrænse planetens opvarmning med 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede. Den ambition bliver dog aldeles svær at opnå. De seneste tal, som The Guardian refererer til, tyder på en opvarmning på 2,4 grader inden udgangen af dette århundrede, hvis de nuværende temperaturstigninger fortsætter.
Oktober 2023 var i øvrigt den varmeste oktober i verden, siden målingerne startede i slutningen af 1800-tallet.
12 måneder siden
-
13:30
Mexico: Zapatista-bevægelsen opløser sine kommuner
Zapatista-bevægelsen – der er en yderliggående, venstreorienteret politisk og militant gruppe, der kontrollerer en betydelig mængde territorium i Chiapas-staten i det sydlige Mexico – har mandag annonceret, at den lukker sine autonome kommuner.
Det annoncerer Zapatistaernes talsperson mandag i en pressemeddelelse, som AP har haft adgang til. I pressemeddelelsen begrunder talspersonen dog ikke nedlukningens årsag.
I 1994 indledte Zapatista-bevægelsen et militært oprør mod den mexicanske regering, som netop havde underskrevet Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, som zapatistaerne forventede ville skabe større ulighed i Chiapas. Siden har Zapatista-bevægelsen haft kontrol med flere townships i Chiapas-staten og løbende modsat sig regeringens velfærdstilbud.
På trods af lukningen af de autonome områder forbliver de såkaldte Caracoles, zapatistaernes medborgerhuse, åbne for lokalbefolkningen i området. Caracoles fungerer som blandt andet sundheds- og uddannelseshuse. -
11:02
Camerouns værste tragedie i fem år: Landsby angrebet om natten
I mandagens spæde timer blev den vestcamerounske landsby Egbekaw terroriseret af ukendte gerningsmænd, der voldtog, plyndrede og slog ihjel. Angrebet har kostet 20 menneskeliv, skriver det camerounske statsmedie CRTV, der samtidig beskriver angrebet som det værste i fem år.
Mandagens angreb er et led i den anglofone krise, hvor en myriade af militante anglofone separatistbevægelser fra det vestlige Cameroun bekæmper den camerounske regeringshær. Både separatister og regeringshær er af internationale menneskerettighedsorganisationer anklaget for at begå vilkårlige henrettelser, tortur og voldtægt.
Det er endnu uvist, hvem stod bag angrebet i Egbekaw, men flere iagttagere anklager militante separatister. Der spekuleres ifølge africanews.com i, at angrebet er relateret til et forekommende møde, som det camerounske regeringsparti Rassemblement démocratique du peuple camerounais (RDPC) – der ikke er anerkendt af separatisterne – skulle have afviklet i området nær Egbekaw.
De anglofone separatistbevægelser er stærkt fragmenterede og notorisk kendt for at gøre livet svært for ”deres egne” i den vestlige del af landet. Således har separatisterne de seneste seks år nægtet anglofone camerounere at forlade deres hjem om mandagen, hvor der proklameres Ghost Town, angiveligt for at tvinge almindelige mennesker til at tage del i den militante opstand mod centralregeringen.
-
10:24
Somalia: Tusindvis fanget i oversvømmelser
I det sydlige Somalia er mindst 2.400 mennesker blevet omringet af vand, efter floden Juba er gået over sine bredder. Det skriver Africanews.com.
Oversvømmelserne finder sted efter flere ugers massiv nedbør i Somalias Jubaland-stat, der ellers normalt er kendt for sine lange tørkeperioder. 14 mennesker har mistet livet i oversvømmelserne, mens mere end 47.000 er blevet fordrevet fra deres hjem.
Til BBC Africa siger den somaliske journalist Farah Lamaane, at flere mennesker vil miste livet i de kommende dage, hvis ikke den somaliske regering eller nødhjælpsorganisationer tager affære og bringer tiltrængt nødhjælp til området.
FNs Kontor for Humanitære Anliggender (OCHA) forudså tidligere på efteråret, at oktober, november og december ville bliver særdeles regnfulde i det østlige Afrika. Dette skyldes ifølge OCHA det såkaldte El Nino-fænomen, der er forårsaget af Stillehavets opvarmning og forbundet med oversvømmelser, cykloner, tørke og skovbrande.
1 år siden
-
19:13
Alvorlig luftforurening plager New Delhi
New Delhi har siden fredag i sidste uge været plaget af en tyk smog, der har lagt sig over byen. Det schweiziske IQAir har målt et luftforureningsindeks på 640, hvilket placerer byens luftkvalitet i den sundhedsskadelige kategori. Til sammenligning ligger luftforureningsindekset for den andenmest forurenede by, Lahore i Pakistan, på 335, og i København er det helt nede på 6.
Den sundhedsskadelige smog er et årligt tilbagevendende problem, der skyldes stillestående vinde og lave temperaturer, der fanger forurenende partikler fra køretøjer, industri og røg i luften. Konsekvenserne af den dårlige luftkvalitet er blevet koblet til alvorlige sundhedsrisici, herunder lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og i værste fald dødsfald. Flere skoler holder lukket som konsekvens af smoggen.
Nu tager byen skrappe metoder i brug for at bekæmpe luftforureningen. Fra næste uge bliver den såkaldte “ulige-lige” kørselsregel indført, så biler med ulige registreringsnumre kun må køre på ulige datoer og omvendt for biler med lige numre. Miljøeksperter har dog tidligere påpeget, at “ulige-lige”-reglen, som har været anvendt i forskellige versioner siden 2016, har været mere effektiv til at reducere trafikpropper end til at mindske luftforureningen, skriver Reuters.
-
13:02
Ny rapport: Næsten alle donationer til FN-agentur er øremærket
97 procent. Så meget af FN’s Migrationsorganisation (IOM) budget på næsten tre milliarder dollar (eller lige under 20,8 milliarder kroner) er øremærket til migrationskriser, som donorerne på forhånd har udvalgt. Det viser en ny rapport fra Multilateral Organisations Performance Assessment Network (MOPAN), der på vegne af 22 medlemsstater overvåger og vurderer de multilaterale organisationers arbejde.
Rapporten viser også, at IOM’s budget er næsten tredoblet fra én milliard dollar i 2010. Men selvom budgettet svulmer, er det svært for IOM at omstille sit arbejde til nyopståede migrationskriser, fordi næsten alle donationerne er øremærkede.
“IOM har ringe kapacitet til at støtte sine projekter med teknisk rådgivning og et lille råderum til at imødegå nye kriser eller lave forebyggende arbejde, inden kriser rammer,” sagde sekretariatschef Suzanne Steensen ved lanceringen af den nye rapport.
Trenden med flere øremærkede donationer er ifølge eksperter generel for nødhjælpssektoren. Flere organisationer har allerede råbt vagt i gevær om, at de bundne donationer gør det svært at lave forebyggende arbejde som klimatilpasning.
-
9:43
Danmark annoncerer ny hjælpepakke til Ukraine
Regeringen har i weekenden annonceret en ny genopbygningspakke på 300 millioner kroner til Ukraine. Pengene er en del af en større indsats for at sikre varme til ukrainerne i de kommende vintermåneder, og de skal blandt andet bruges på mobile varmekedler og reparation af det centrale varmesystem i Mykolaiv – den by, som Danmark har fået særligt ansvar for at genopbygge.
”Jeg er glad for, at vi fra dansk side kan hjælpe og gøre en forskel for et folk, der kæmper en hård kamp for deres frihed,” lyder det fra minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), der mandag præsenterer pakken sammen med Ukraines vicepremiereminister for genopbygning, Oleksandr Kubrakov.
Pakken er den anden af sin slags siden oprettelsen af Ukrainefonden i foråret 2023. Udover arbejdet med at sikre energiforsyningen skal pengene også gå til at støtte den Europæiske Investeringsbanks arbejde med kritisk social infrastruktur samt yde støtte til fysisk genopbygning, inklusive grøn omstilling.
Sidste vinter angreb Rusland flere gange ukrainsk energiinfrastruktur, og forsyningen er derfor stadig sårbar.
1 år siden
-
16:34
Lula sætter hæren ind mod organiseret kriminalitet
Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, har i denne uge øget landets indsats mod organiseret kriminalitet ved at indsætte 3.600 soldater ved landets store lufthavne, havne og grænseovergange for at styrke sikkerheden.
Lula beskrev situationen med bandekriminalitet i Brasilien som “meget alvorlig” ved en pressekonference i onsdags, hvor han annoncerede det nye tiltag. Justitsminister Flávio Dino, der også var til stede, understregede, at de annoncerede foranstaltninger er resultatet af måneders forberedelse og samråd siden Lulas tiltrædelse den 1. januar i år.
Analytiker og professor Rafael Alcadipani fra Getulio Vargas Foundation udtrykker dog bekymring over planens effektivitet. Han påpeger, at bandeproblemerne er årtier gamle, og både omfattende planlægning og langsigtede løsninger er nødvendige for at håndtere kriminaliteten.
“Det her er en nødplan, der bliver sat i værk i sidste minut, som om det var et netop opstået problem. Met det er det ikke,” siger Rafael Alcadipani ifølge AP.
Foruden militærets involvering planlægger regeringen at øge antallet af føderale politibetjente, forbedre samarbejdet mellem retshåndhævende myndigheder og investere i avanceret teknologi til efterretningsindsamling. Seneste aktioner inkluderer anholdelsen af en militsleder og vigtige medlemmer, samt beslaglæggelse af luksuriøse køretøjer og ejendomme i Rio das Pedras og Barra da Tijuca.
-
14:03
Rwanda åbner for visum-fri rejser for alle afrikanere
Rwandas regering har torsdag meddelt, at alle afrikanere nu kan rejse ind i landet uden visum. Formålet er ifølge præsident Paul Kagames udmelding at fremme fri bevægelighed for folk og handel i stil med Europas Schengen-område, skriver AP.
“Enhver afrikaner kan nu gå ombord på et fly og rejse til Rwanda når som helst, og de skal ikke betale noget som helst,” udtalte Kagame ved det 23. Globale Topmøde for World Travel and Tourism Council i Kigali.
Læs også: DR Congo og Rwanda på kanten af krig: Derfor er konflikten så sprængfarlig
Ved topmødet markedsførte Kagame det afrikanske kontinent som et hotspot for fremtidens turisme – også for afrikanske turister:
“Vi må ikke glemme vores eget kontinentale marked. Afrikanere er fremtiden for global turisme, da vores middelklasse fortsat vil vokse hurtigt i de kommende årtier.”
Rwandas beslutning om at droppe visum-kravet for afrikanere sker mindre end en uge efter, at Kenyas præsident William Ruto lovede, at afrikanere også kan rejse ind i Kenya uden visum til næste år. Gambia, Benin og Seychellerne har i forvejen fjernet visum-kravene for afrikanere.
-
13:19
Asiens første Gay Games løber af stablen i weekenden
De første Gay Games i Asien begyndte 3. november og i Hongkong og løber til og med den 11. Arrangementet samler omkring 2.400 deltagere fra 40 lande, der skal dyste i forskellige sportsgrene og medvirke i kulturelle aktiviteter, skriver AP. Den mexikanske by, Guadalajara er medvært.
En af deltagerne Gina Benjamin, der i 2016 flyttede fra Storbritannien til Hongkong, hvor hun mødte sin kone. På grund af selvstyrets love blev parret dog nødt til at tage til den britiske ambassade i Vietnam for at blive gift.
I weekenden indtager dramaunderviseren grønsværen med “et større formål”. Hun håber, at turneringen kan blive en platform, hvor byens befolkning kan vise deres støtte til lige rettigheder for homoseksuelle.
“Vi spiller for at muligvis ændre loven,” siger hun.
Turneringen for sportsudøvere fra LGBTQ+-miljøet kommer i kølvandet på en række retsafgørelser til fordel for lige rettigheder for par af samme køn og transkønnede.
Lisa Lam, en af forpersonerne for Gay Games, påpeger, at accepten af LGBTQ+-personer stadig er lavere i Asien end i resten af verden, og at turneringen derfor kan løfte en vigtig opgave med at gøre seksuelle minoriteter mere synlige i samfundet.
1 år siden
-
19:38
Sydafrika: Folkefest i gaderne efter VM-guld i rugby
Det sydafrikanske rugby-herrelandshold vandt lørdag verdensmesterskaberne i rugby, og i dag har The Springboks, som landsholdet kaldes i folkemunde, indledt en fire dage lang turné, hvor Sydafrikas befolkning kan få et glimt af VM-pokalen og deres rugby-helte.
Det var fjerde gang og anden gang i træk, at Sydafrika stod øverst på skamlen ved verdensmesterskaberne i rugby. Ifølge BBC talte landets præsident Cyril Ramaphosa i går til de euforiske folkemængder, da han fra en balkon i hovedstaden Pretoria deltog i fejringen:
”I har løftet en hel nations ånd og fyldt os alle med stolthed. I har forenet det sydafrikanske folk”.
Ramaphosa har i øvrigt erklæret den 15. december for en national helligdag til ære for rugbylandsholdets triumf.
-
8:45
Norge: Forslag om at halvere antal kvoteflygtninge møder kritik
I år modtager Norge 1.200 kvoteflygtningen, men regeringen har foreslået at skære antallet til 600 næste år. Ifølge mediet Panorama bekræfter centrumvenstre-regeringen under Jonas Gahr Støre, at formålet er spare penge.
Men det forslag møder nu bred modstand fra alles Norges større civilsamfundsorganisationer.
“Ordningen med kvoteflygtninge er en af få mulige og trygge veje til Norge og Europa for børn på,” påpeger leder for Red Barnet Norge, Monica Sydgård. “Det er helt uforståeligt og meget skuffende, at regeringen vælger at begrænse denne trygge flugtvej til Norge.”
Til sammenligning modtog Danmark i mange år 500 kvoteflygtninge årligt, indtil daværende udlændingeminister Inger Støjberg suspenderede ordningen. I 2017 blev den genoptaget, men kun 235 kvoteflygtninge er indtil videre ankommet til Danmark siden da.
Læs også: Canada har genbosat over 40.000 afghanske flygtninge
1 år siden
-
16:00
Ny rapport: Hårde straffe til Hongkong-demonstranter
De anholdte demonstranter fra Hongkong-protesterne i 2019 er blevet idømt ekstraordinært hårde straffe, når man sammenligner med domme i lignende sager, både på lokalt og internationalt plan. Det viser en ny rapport udgivet af tre forskere fra det amerikanske Georgetown University, der har undersøgt mere end 1.500 retssager mod anholdte fra protestbevægelsen.
”Vores data viser en omfattende indsats fra regeringens side til at bruge retssystemet til at straffe 2019-demonstranterne og afskrække fremtidige protester,” skriver forskerne i rapporten. De sammenligner blandt andet demonstrationerne i 2019 med dem i 2014, der også blev kendt som Paraplyrevolutionen.
Rapporten konkluderer, at anholdte demonstranter fra 2019-protesterne er blevet sigtet for flere forskellige forseelser, i højere grad er blevet dømt og har modtaget hårdere straffe end i 2014. I alt har 81 procent modtaget fængselsstraffe, sammenlignet med 32 procent i 2014. Desuden peger forskerne på, at det i høj grad er meget unge mennesker, der er blevet retsforfulgt: Gennemsnitsalderen for de dømte er 23 år.
I både 2014 og 2019 udsprang protesterne af bekymring over stigende indflydelse fra Beijing i Hongkong, der ganske vist er en del af Kina, men har sin egen administration. Siden Hongkong-regeringen i 2020 vedtog en national sikkerhedslov for at sætte en stopper for protesterne, har der stort set ikke været en eneste demonstration i området, skriver The Guardian.
-
11:27
Sydamerikanske lande i diplomatiske protester over angreb på Gaza
Tirsdag afbrød Bolivia alle diplomatiske forbindelser til Israel. Og der blev ikke lagt fingre imellem med, hvad den kolde skulder fra præsident Luis Arces regering betyder:
“En afvisning og fordømmelse af det israelske militærs aggressive og uforholdsmæssige angreb på Gazastriben og dets trussel mod international fred og sikkerhed,” lød forklaringen fra udenrigsminister Freddy Mamani Machaca ifølge The Guardian på et pressemøde i La Paz.
Få timer efter bolivianernes udmelding, fulgte også Colombia og Chile trop – i hvert fald noget af vejen. De to lande har tilbagekaldt deres ambassadører fra Israel, også som en protest mod israelernes fortsatte angreb mod Gazastriben.