Søren Pind (V) får høje karakterer efter sit første år som udviklingsminister.
Det er 5 politiske kommentatorer nået frem til overfor politiken.dk onsdag på årsdagen for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regeringsomdannelse, der bl.a. indebar 6 helt nye ministre.
Kommentatorerne er mere eller mindre enige om, at Søren Pind rager op i mængden og formår at profilere sig på sit ressortområde, der ganske vist ikke er det største.
Politisk kommentator på B.T., Helle Ib, giver ham 8,5 i snit på 12-skala-en. Hun mener, at når Pind foretrækker at kalde sig frihedsminister, sætter det hans ministergerning ind i en større ideologisk fortælling.
– Han har formået at give vitalitet til såvel regeringen som Udviklingsministeriet. Han er dybest set den eneste positive gevinst ved regeringsomdannelsen, siger Henrik Qvortrup, politisk kommentator på TV 2.
Rasmus Jønsson, politisk kommentator og ekstern lektor på RUC, går videre i sin ros: – Søren Pind er i sin korte ministertid kravlet opad i hierarkiet og må nu betegnes som den eneste kronprins, der kan få pulsen til at stige i Venstres bagland, siger han.
Ganske vist er han dygtig, mener Hans Engell, der giver ham et 7-tal for at give sit domæne mere synlighed. Men hans facon appellerer ikke til alle, siger Ekstra Bladets kommentator: – Han er dygtig til at sætte en dagsorden og holde på de liberale hardlinere, men skræmmer tvivlerne væk.