Autentisk balkan fra Toronto
Det økologiske samfund Dyssekilde ligger i Torup nær Hundested og er i dagene 26.-28. juli arrangører af non-profit-arrangementet, Himmelstorm Festival. Der sælges kun partoutbilletter, ligesom der er fordelagtige regler, hvis man rejser med børn. Her får man et arrangement, der har mange farver på paletten og ud over koncerterne inkluderer yoga, en gøglerscene med alskens cirkus, comedy og meget andet. Dertil et spændende balkanorkester, Lemon Bucket Orkestra, som er fra Toronto i Canada, men som til fulde spiller op med fyrrige rytmer og fejende flotte horn, som hensætter dig til Serbien eller Kroatien. Blot nogle få at en række muligheder på et program, der emmer af hygge i sommerlandet.
Fredag den 26. juli kl. 21.30 – Himmelstorm Festival, Dyssekilde, Torup, Nordsjælland
Tango med havneudsigt
Det er kokken Claus Meyer, der driver restauranten i Skuespilhusets foyer, der bærer samme navn som Hamlets elskede, nemlig Ofelia. Her er der hele sommeren tango på terrassen lige ud til Københavns Havn, lige der, hvor bådene til Oslo og Bornholm gik en gang. Det er dansestudiet M2Tango, som sørger for undervisningen, som starter med en introduktion klokken 18, hvorefter en dj spiller op til dans frem til kl. 22. Så mon ikke du får lejlighed til at danse på kajen ligesom Carlos Gardel og de andre tangueros i Buenos Aires, dengang kulturen startede i slutningen af 1800-tallet? Mens smagsløgene pirres af charcutteri, ost, pesto, nødder og brød. Det er hver lørdag sommeren igennem, og ved afslutningen den 24. august er der tillige argentinsk grillaften.
Lørdag den 27. juli 18-22 – Skuespilhusets foyer, København K
Kvindelig formidler fra arabisk diaspora
Den irakiskfødte kvindelige musiker og skuespiller Nadin Al Khalidi lukkede sidste års Himmelstorm Festival med sit band, Forbidden Orchestra. Nu vender hun tilbage med orkestret Tarabband. Vokset op i Irak under begge Golfkrige, samt delvist i sin mors land, Egypten, har Nadin Al Khalidi den arabiske musik helt inde under huden. Alligevel var det opdagelsen af den amerikanske borgerrettighedssangerinde Joan Baez, som for alvor gav hende en mission. Hun endte som flygtning i Sverige og er i dag bosat i Malmø, hvor hun blandt andet arbejder på Malmö Stadsteater, ligesom hun har sit eget program i svensk radio. Det bliver helt sikkert stort at opleve hybriden sammen med den specielle vibe i det økologiske samfund i Nordsjælland.
Lørdag den 27. juli kl. 17.30 – Himmelstorm Festival, Dyssekilde, Torup, Nordsjælland
Afrikansk overflødighedshorn
Så der det igen tid til afrikansk festival i hjertet af Malmø. Det er foreningen AFR, der står for arrangementet, og ud over paneldiskussioner, aktiviteter for børn, alskens lækker mad fra hele kontinentet og en turnering i vandfodbold(!) – husk badetøj – er der selvfølgelig også musik på programmet, samt danse- og modeopvisning. Som rosinen i pølseenden topper det hele med den svenskfødte kvindelige koraspiller med mere, Sousou Cissoko, der har et stærkt rost band sammen med Maher Cissoko, som er fra den sydlige Casamance-region i Senegal. Vi snakker alskens stilarter inklusive mbalax og rock og en passende måde at afslutte endagesfestivalen.
Lørdag den 27. juli, kl. 12-21 – Afrikanska Kulturfestivalen 2019, Folkets Park, Malmø