Tema om frivillighed (35): Frivilligt arbejde i Sierra Leone

Susan Sam
Laurits Holdt

Af Mikkel Rytter Poulsen, IBIS Siger man frivilligt arbejde i Afrika, så tænker mange på danskere, der rejser ud for at gøre godt. Men unge i udviklingslande laver såmænd også frivilligt arbejde – nogle af dem for IBIS i Sierra Leone. Man kunne måske forestille sig, at unge mænd og kvinder i et af Vestafrikas fattigste lande havde så meget at slås med, at der ikke var overskud til overhovedet at overveje at lave frivilligt arbejde. Men ligesom danske unge har mange sierraleonere gennemskuet, at frivilligt arbejde giver glæde og mening og endda af og til kan bruges som springbræt til uddannelse eller job. Derfor er der frivillige undervisere, reportere, historie-fortællere og kampagnefolk tilknyttet flere af de partnere, som IBIS har i Koidu i det østlige Sierra Leone. Mange af de frivillige gør det som sagt af samme årsag som mange danske unge – de vil gerne bruge det frivillige arbejde som et springbræt og samtidig arbejde for en sag, de brænder for. Onde rygter – og et åndehul Men spørger man de unge, hører man også begrundelser, som er sjældne i Danmark. En pige forklarer, at hvis unge piger ikke foretager sig noget, men bare sidder derhjemme, så begynder folk at snakke. Man kan blive kaldt prostitueret – måske fordi folk tænker, at pigerne bare sidder og venter på en mand. En anden ung kvinde fortæller, at hun som regel er travlt beskæftiget med at arbejde i familiens mark, lave husarbejde eller gå på markedet og sælge grøntsager. For hende er det frivillige arbejde et åndehul og en mulighed for i et par timer at lave noget, hun finder spændende, og slippe for hverdagens manuelle og trivielle arbejde. Fælles for de unge er dog håbet om, at det frivillige arbejde kan åbne døre i et land, hvor fattigdommen er stor, og mulighederne for uddannelse og job meget begrænsede. Ifølge Fodie P. O. Kamara, programmedarbejder for IBIS i Koidu, er de unges engagement en glædelig og positiv ting. Forenings- og frivillighedskulturen er en væsentlig del af et stærkt civilsamfund, og deres erfaringer hver især gør de unge til aktive deltagere i deres lokalsamfund. Derfor arbejder IBIS meget gerne sammen med lokale partnere, som er åbne for at invitere frivillige til at være med, og IBIS støtter løbende projekter og aktiviteter, hvor frivillige spiller en rolle. Susan Sam, 25 år, frivillig for IBIS i Sierra Leone

Foto: Mikkel Rytter Poulsen

Frivillig for Eastern Radio i Koidu, Kono – en lokalradio, som IBIS samarbejder med. Susan Sam har været frivillig for Eastern Radio i over to år. Hun begyndte egentlig som frivillig bare for at lave noget, for som hun siger: ”Hvis du ikke laver noget i Sierra Leone, så bliver du opfattet som prostitueret. Så jeg vil ikke sidde hjemme. Jeg ved nu, at jeg vil være journalist.” I sit arbejde på radioen fokuserer Susan især på vold. Hendes forældre er meget fattige, og hun blev giftet væk som 17-årig til en voldelig mand. Hun har ar på armene efter knivstik – og et midt i panden, også fra en kniv. Det var det sidste ar, hun fik, for derefter tog familien hende tilbage. Hun håber, at arbejdet som frivillig vil åbne nye døre for hende, så hun kan begynde på universitetet, hvor hun gerne vil læse massekommunikation. Ansumana Kem Shekie, 26 år, frivillig for IBIS i Sierra Leone

Ansumana Kem Shekie

Foto: Mikkel Rytter Poulsen

Frivillig for Eastern Radio i Koidu, Kono – en lokalradio, som IBIS samarbejder med. Ansumana Kem Shekie er egentlig uddannet inden for HR, men han har interesseret sig for journalistik, siden han gik i skole, fortæller han. Så da han i første omgang ikke kunne få arbejde, valgte han at blive frivillig hos Eastern Radio i stedet. Han arbejder som reporter og producer på radioen og har været frivillig i knap tre år. Ansumana har mere eller mindre lagt sine tidligere studier og aspirationer fra sig og vil nu arbejde som journalist – om fem år håber han at arbejde for BBC, siger han med et smil. Og egentlig vil han lave det samme der, som han laver nu – grave information frem og gøre den tilgængelig for folk. ”Jeg vil gerne gøre en forskel for vores samfund her. Jeg vil lave et stykke arbejde, der forandrer folks liv,” siger han. Augusta Gboli, 20 år, frivillig for IBIS i Sierra Leone

Augusta Gboli

Foto: Mikkel Rytter Poulsen

Frivillig for IBIS’ partner Student Advocacy Network for Academic Development – SANAD Der er livlig debat i det lille klasselokale på den lokale blindeskole i Koidu. De tre frivillige, der har brugt de sidste timer på historiefortælling og oplæg til debat, står grinende og følger med. En tynd, energisk og meget talende mand har rejst sig og styrer nu slagets gang med sporty solbriller for de blinde øjne. Augusta Gboli er en af de tre frivillige, og hun har lavet forskelligt frivilligt arbejde for SANAD i snart to år. For hende er det dage som disse, der gør det værd at være frivillig – hun og de andre har fået sat en diskussion i gang. Hun lærer selv noget af diskussionen, og ikke mindst viser den, at blinde er helt normale mennesker. Og netop det er en drivkraft for Augusta Gboli. ”Blinde er ligesom alle os andre, og jeg synes, det er vigtigt at vise respekt og ikke udelukke nogen, fordi de er anderledes. At udbrede det budskab er mit mål med at være frivillig her,” siger hun. Eddie Sam, 19 år, frivillig for IBIS i Sierra Leone

Eddie Sam

Foto: Mikkel Rytter Poulsen

Frivillig for IBIS’ partner KoCEPO (Knowledge to Community Empowerment Organisation) ”Skoler i Sierra Leone er ikke gode. De mangler de mest basale ting – lige fra kridt til lærere. Når jeg er ude på skolerne, har jeg fokus på kvalitetsuddannelse, bedre faciliteter og flere og bedre uddannede lærere.” Eddie Sam er 19 år og har arbejdet frivilligt for IBIS’ partnerorganisation KoCEPO, siden han gik i gymnasiet. Han ser skolen fra en elevs synspunkt, og det er elever og lærere, han henvender sig til, når han er rundt på skolerne. Hans arbejde som frivillig handler om at åbne øjnene på unge som ham selv, så de begynder at forstå, hvad en god skole er, og forhåbentlig selv begynder at presse på for at få hævet niveauet, forklarer Eddie Sam. Han lægger gerne det frivillige arbejde, for formålet er en bedre skole og på sigt ”en bedre fremtid for unge i Sierra Leone,” som han siger. Artiklerne er fra det seneste nummer af IBIS' magasin IBIS Fokus og bringes med tilladelse fra IBIS. Se hele det seneste nummer af IBIS Fokus: http://ibis.dk/ibis-fokus/laes-det-nye-nummer-af-fokus/ Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-og-den-fo