Terrorangrebet på indkøbscenter i Kenya: Hvad skete der egentlig?

Laurits Holdt

Rapport fra amerikanske politifolk, der deltog i efterforskningen af terroraktionen mod et indkøbscenter i Nairobi sår tvivl om de kenyanske myndigheders udlægning at begivenheden. Bl.a. mener amerikanerne at terroristerne slap væk.

En rapport om terroraktionen mod indkøbscentret Westgate i Kenyas hovedstad Nairobi den 21. september stiller de kenyanske sikkerhedsstyrker og myndigheder i et mildest talt uheldigt lys.

Ifølge rapporten var der blot omkring fire personer om aktionen, hvor der blev dræbt flere end 60 civile og seks politi- og militærfolk. De fire blev sandsynligvis ikke dræbt, da dele af bygningen styrtede sammen men slap af sted, står der i rapporten. Det skriver den amerikanske nyhedsstation MSMBC på sin hjemmeside.

Men under og efter terroraktionen, som den somaliske gruppe al Shabaab tog ansvaret for, forlød det fra de kenyanske myndigheder, at op mod 15 personer deltog i aktionen og at de tog gidsler, da politi og militær omringede indkøbscentret. Men det har amerikanerne ikke fundet nogen beviser for.

Sidste gang man kan se terroristerne på båndene fra overvågningskameraerne er kl. 00.15 – 12 timer efter de indledte aktionen. Af rapporterne fremgår det, at de amerikanske efterforskere tror at terroristerne forlod centret omkring omkring det tidspunkt.

Men politiets og militærets belejring af centret varede yderligere to dage. Hvad der fik situationen til at trække ud i en sådan grad er fortsat uvist.

Militær skød på politik

Myndighederne troede i første omgang at det var et røveri de rykkede ud til. Politiets specialenhed trængte ind i indkøbscentret godt en time efter angrebet begyndte. De bar ikke uniformer eller anden form for identifikation, hvilket fik militæret til at skyde mod dem og dræbte lederen af enheden.

Politiet og militæret omringede indkøbscentret i to dage og angreb til sidst. Under angrebet styrtede dele af bygningen sammen. Myndighederne sagde bagefter at fire af terroristerne blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne.

Af rapporten fremgår det også at angriberne kun bar lette våben og at der ikke var beviser for at de tog gidsler under aktionen. Tidligere har det været fremme at angriberne benyttede tunge maskingeværer, som de havde smuglet ind i indkøbscentret i tiden op til aktionen.

Det fremgår desuden at den britiske statsborger Samantha Lewthwaite, der kendes under navnet ”den hvide enke” med stor sandsynligvis ikke deltog i aktionen. Endelig skriver rapporten at medlemmer af det kenyanske militær plyndrede forretninger i indkøbscentret, hvilket også tidligere har været fremme i mange medier.

Ros til sikkerhedsvagter

Rapporten deler også roser ud. Det sker til de sikkerhedsvagter, der satte livet på spil for at redde folk under angrebet. Dog, noterer rapporten, kan flere af dem have skudt på hinanden fordi ingen af dem var uniformerede eller bar anden form for symbol på at de var vagter.

Hverken politiet eller militæret havde nogen idé om, hvordan indkøbscentret var indrettet og var heller ikke klar over at de kunne koble sig på centrets system af overvågningskameraer.

Det er politiet i New York, NYPD, der står bag rapporten, der blev offentliggjort tirsdag. De amerikanske politifolk deltog i opklaringsarbejdet efter terroraktionen.