ANCs skæbnevalg
Sydafrikas valg onsdag d. 8. maj markerer 25 års-jubilæet for demokratiets indførsel. Vælgerne skal udpege dels et nationalt parlament, som dernæst vælger landets præsident, samt ni regionale parlamenter.
Fra 1948 til 1994 sikrede apartheid-lovene, at samfundets midler især blev brugt på landets hvide mindretal. Det samme hvide mindretal havde desuden monopol på at styre staten. Apartheid-systemet blev skabt af især de fattigste hvide, de såkaldte afrikaaner, og system skulle sikre, at især de nød godt af landets ressourcer.
Med Nelson Mandela i spidsen for befrielsesbevægelsen ANC vandt det magten i 1994, og det har regeret landet lige siden. Men i de seneste år partiet blevet alvorligt udfordret af oppositionen.
Senest er det venstre-populistiske parti, Economic Freedom Fighters, vokset ud af ANC, næret af et oprør i den sorte underklasse, der ønsker nationaliseringer og indgreb mod landets rige, især de hvide.
Også det borgerligt liberalt parti, Democratic Alliance, har vundet frem. Partiet har længe styret Western Cape provinsen, men overtog efter kommunalvalget for to år siden også borgmesterposten i mange større byer, blandt andet Johannesburg, i ANC’s hjerteland.
Sydafrika har længe kæmpet med manglende økonomisk vækst; arbejdsløsheden især blandt unge er enorm, og uligheden mellem rig og fattig er den største i verden.
Sydafrikas økonomi gik især i stå under ANC-præsident Jacob Zuma, der har 783 anklager om korruption rumlende ved domstolene. Det er beregnet at hans præsidentperiode 2007-16 kostede landet 7-800 milliarder kroner i mistet skatteindtægt, øget gæld og tabt økonomisk vækst. En partikongres i december 2016 erstattede ham med den tidligere fagforeningsleder, Cyril Ramaphosa.
Valget vil markere, om Ramaphosa har lykkedes at genskabe vælgernes tillid til ANC.
Sydafrika var verdens mest ulige land, da det blev frit i 1994 – og det er Sydafrika fortsat. Det har også en anden verdensrekord – i ungdomsarbejdsløshed, skriver The Economist. Jobskabelse og veje ud af en økonomisk afmatning er derfor et vigtigt tema ved valget. Men noget større er især på spil, siger Danmarks førende Sydafrika-ekspert, journalist Jesper Strudsholm, i dette interview med Globalnyt:
”På mange måder ligner Sydafrika Danmark en hel del – begge er i bund og grund socialdemokratiske lande, hvor der er bred enighed om et samfundssystem, der bygger på en fælles forståelse af nødvendigheden af omfordeling.
”De forskellige partier er stort set enige om den strategi at gøre samfundskagen større, hvorefter man hen ad vejen kan få råd til mere omfordeling. Og på det område er der faktisk sket store fremskridt med ANC ved roret.
”Sydafrikas første to demokratisk valgte præsidenter, Nelson Mandela og Thabo Mbeki, gjorde en historisk stor indsats ved at flytte partiet fra at være en marxistisk oprørsbevægelse til at blive et socialdemokratisk parti. De fik opbakning til ideen om omfordeling gennem skatter og ydelser og at øge kagen gennem investeringer.
”Det har betydet, at Sydafrika har haft nærmest uafbrudt økonomisk vækst i 25 år. Det er jo trods alt en præstation, ikke mindst i Afrika. Samtidig har partiet mere end tidoblet antallet af mennesker på overførselsindkomster – alderspension, invalidepensioner, børnepenge, og så videre. Dermed blev grundkernen skabt til et mere retfærdigt omfordelingssystem.”
Hundredevis af millliarder tabt på korruption
Men det gik langsom, og under den tredje præsident efter demokratiseringen, Jacob Zuma, gik udviklingen galt. Han skabte et dybt korrumperet system og brød dermed kontrakten med vælgerne om at vente tålmodigt på yderligere resultater. Økonomer har beregnet, at Zumas otte år lange regeringstid kostede landet mellem 700 og 800 milliarder kroner i tabte skatter, øget gæld og tabt økonomisk vækst. Jobskabelsen og væksten udeblev og dermed finansieringen af overførselsindkomsterne.
”Zuma sløsede pengene væk på at købe politisk støtte,” siger Strudsholm og konkluderer, at ”partiet dermed tabte befolkningens tillid til, at det arbejder for folket og ikke for egne tegnebøger.”
Partiets delegerede afsatte Zuma på en kongres i december 2017 og indsatte i stedet Cyril Ramaphosa, som partiets parlamentsmedlemmer derefter valgte som præsident. Forinden havde ANC tabt stort ved et kommunalvalg i 2016, hvor det mistede borgmesterposten i mange større byer – og kun fik en samlet tilslutning på 54 procent. Ramaphosa skal ved dette valg vise, at han er den rette til at genoprette befolkningens tillid til partiet.
Parlamentsvalgene i Sydafrika har hidtil ikke for alvor handlet om partipolitik på grund af den brede socialdemokratiske grundholdning i landet – og fordi etnisk tilhørsforhold fortsat har haft betydning: Mange hvide og farvede vælgere har stemt på det mere liberalistiske, borgerlige parti, Democratic Alliance, DA.
Men ved dette valg kommer partipolitik til at spille en større rolle end nogen sinde før – for under Zuma har et venstrepopulistisk parti, Economic Freedom Fighters, EFF, i stigende grad kunnet stjæle vælgere fra ANCs venstre flanke, mens DA har gjort indhug fra højre.
Fastholder partiet regeringsmagten?
Ved valget i dag sammensættes både nye, regionale parlamenter og det nationale parlament. Det sidste vælger derefter landets præsident.
Ved det seneste valg, i 2014, fik ANC 62 procent af stemmerne til det nationale parlament. DA opnåede 22 procent og EFF 6 procent. 10 småpartier delte de resterende, mandatgivende stemmer. Men ANC’s vælgertilslutning har været i frit fald lige siden. Kan Ramaphosa stoppe dette?
Ifølge Strudsholm skal man holde øje med tre vigtige resultater for at vurdere, om Ramaphosa har haft succes med at genvinde skeptiske vælgeres tillid.
”For det første skal man naturligvis se, om partiet får mere end 50% af stemmerne, så det selv kan danne en national regering og selv udpege præsidenten – som det har kunnet gøre hidtil.”
Taber det provinser?
”For det andet kan der ske afgørende forskydninger i flere af de regionale parlamenter,” siger Strudsholm. DA har i flere år, som det eneste oppositionsparti, haft magten i et regionalt parlament, i Western Cape. Men efter det seneste kommunalvalg vandt partiet mange nye borgmesterposter, blandt andet i Johannesburg og hovedstaden Pretoria – flere steder i koalition med EFF.
”Democratic Alliance mener at kunne fremvise Western Cape og Cape Town som pragtstykker af effektiv regeringsførelse. Men partiet er udfordret af, at der er en ulmende opfattelse af, at DA gør mere for provinsens hvidt-dominerede områder end at forbedre forholde i de afrikanske områder. Jeg ved ikke, om det altid er retfærdigt, men det er en udbredt opfattelse – og fordi der sker en stærk indvandring fra til Cape Town af fattige sorte fra landområderne, kan opfattelsen true DA. Det bliver interessant at se, om ANC på denne baggrund kan vriste kontrollen fra DA i Western Cape.”
På denne baggrund var det afgørende, at DA ved kommunalvalget i 2016 kunne vinde stærkt frem blandt storbyernes sorte vælgere.
”Mere sandsynligt er det derfor, at ANC risikerer at miste regeringsmagten over Gauteng-provinsen, der rummer storbyerne Johannesburg og Pretoria – og store, sorte townships som Soweto. Det vil være et alvorligt tilbageslag for ANC. DA vil søge belønning for at have haft borgmesterposten i de store byer – med en påstand om en bedre administration af byerne end hvad ANC har leveret. Det vil selvfølgelig sætte ANC under kolossalt pres, hvis det taber denne nøgleprovins.”
Øges splittelsen mellem by og land?
Endelig skal man ifølge Strudsholm holde øje med en afrikansk mega-trend, som ses mange steder på kontinentet; en voksende splittelse mellem land og by.
”Ved de seneste valg har der været tydelige tegn på sådan en Zimbabwe-situation, hvor den oplyste bybefolkning vender ryggen til ANC, som udelukkende klarede sig i kraft af stemmerne fra en dårligere oplyst landbefolkning. Derude er magtstrukturerne fortsat nærmest feudale, fordi høvdingene har stor magt i kraft af, at de kontrollerer adgangen til jord. Lige som regeringspartiet i Zimbabwe har ANC været dygtig til at trække høvdingene ind i deres regeringsstruktur og belønne dem godt. Høvdingene sørger til gengæld for at levere stemmer fra de landsbyer, de ’hersker’ over. Sådan er det ikke i byerne – her stemmer folk mere frit.”
Så altså: Kan Ramaphosa sikre et solidt nationalt flertal? Kan han afværge tabet af Gauteng? Kan han vinde stemmer i byerne? Det er de tre steder, hans succes skal måles.
Efter valget: Hvordan reagerer partiet på et nederlag?
”Efter valget”, siger Strudsholm, ”bliver det yderligere interessant at se, hvad der sker, hvis ANC for alvor er kommet under pres. Hvordan reagerer partiet, hvis det taber byområderne og Gauteng – og måske endda går tilbage på landet? Vil det bevæge sig i retning af en demokratiske alliance, hvor det indgår koalitionsregeringer baseret på en fælles kamp mod korruption, yderligere styrkelse af markedsøkonomien og tiltrækning af investorer? Eller bevæger det sig over i en mere populistisk position a la EFF, eller måske ligefrem en mere autoritær retning?
”Dette valg kan blive et historisk vippepunkt.”
Artiklen opdateret d. 8. maj kl. 12.40 vedr. kommunalvalg; årstal korrigeret og ANC’s vælgerandel tilføjet.
