Turen går til Bahrain – hvor dansker er fængslet på grund af sin kamp for demokrati

Demonstration foran Bahrains ambassade i London i 2018.


Foto: Alisdare Hickson
Laurits Holdt

15. september 2023

Mens vi i Danmark i disse uger ivrigt diskuterer ytringsfrihed, indskrænkning af samme og mulige ”knæfald” for lande i den arabiske verden i forbindelse med regeringens lovforslag, der skal sætte en stopper for koranafbrændinger, så sidder en dansk statsborger fængslet i netop et arabisk land og netop for at kæmpe for ytringsfriheden. Der har han siddet siden 2011, uden af det er lykkedes de otte udenrigsministre, som vi har haft siden da, at få en aftale med styret i Bahrain om at få ham ud af fængslet.

Fra flere sider – og ikke kun hans familie – har der lydt kritik af regeringen for simpelthen ikke at gøre nok for at få ham fri. Eksempelvis sagde FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder Mary Lawlor i foråret 2022 ifølge DR:

”Jeg synes, at det er chokerende, at de (Danmark, red.) har tilladt en uskyldig menneskerettighedsforkæmper at sidde fængslet i 11 år, og at de ikke har lagt nok pres på, for at få ham løsladt. Det finder jeg frastødende.” Og så opfordrede hun det officielle Danmark til at lægge mere pres på regeringen i Bahrain.

Navnet er Abdul-Hadi Al-Khawaja og han stammer fra Bahrain – en lille østat ud for Saudi-Arabiens kyst i Den Persiske Bugt. Han fik asyl i Danmark i 1991 og blev senere dansk statsborger.

I 2000 stiftede han menneskerettighedsorganisationen Bahrain Center for Human Rights og i 2011 var han blandt lederne i demonstrationer for demokrati i hans oprindelsesland. Det var i forbindelse med bølgen af folkelige protester mod regionens diktatoriske regimer, som tilsammen blev kendt som Det Arabiske Forår.

Men foråret kom ikke i Bahrain og Al-Khawaja blev smidt i fængsel – og ifølge menneskerettighedsorganisationer tortureret i fængslet.

I begyndelsen af august i år gik han og en del af hans medindsatte i Jau-fængslet i sultestrejke i protest mod forholdene i fængslet. Det er langt fra først gang han forsøger at presse regimet på den måde.

Konkret protesterede Al-Khawaja mod, at han ikke kunne blive tilset af en hjertelæge. Kun få dage efter blev han indlagt, fordi hans helbredssituation blev kraftigt forværret. Ifølge en af hans døtre, Maryam Al-Khawaja, er han nu så dårlig, at han risikerer at dø i fængslet. Ud over et dårligt hjerte lider han af øjensygdommen grøn stær, som kan ende med at koste ham synet.

Nu tager Maryam Al-Khawaja sagen i egen hånd. Hun rejser til Bahrain for at forsøge at komme til at besøge sin far i fængslet og skabe opmærksomhed omkring hans sag.

Blev placeret i ’fryseren’

Da Globalnyt taler med hende, er hun ved at gøre klar til at rejse fra USA via London til Bahrain. Af sikkerhedsmæssige årsager vil hun ikke sige, præcis hvornår hun ankommer til Bahrain.

Maryam Al-Khawaja.
Foto: Wikimedia

”Mit håb var oprindeligt, at der ville komme nok pres på og opmærksomhed om min fars sag, så jeg ikke havde behøvet at udsætte mig selv for fare for at redde hans liv. Men sådan gik det desværre ikke, så nu rejser jeg dertil igen,” siger hun.

’Igen’ fordi hun forsøgte noget lignende i 2014. Her blev hun mødt af politifolk i lufthavnen. Hun blev tilbageholdt i hvad hun mener var 14-16 timer, slået og placeret i en såkaldt fryser – et rum, hvor airconditionsystemet er skruet op på maksimum, så det bliver iskoldt. Her sad hun med håndjern på.

I dag – ni år senere – har hun stadig mén i skulderen efter mødet med politifolkene, fortæller hun.

Denne gang bliver rejsen dog anderledes, for Maryam Al-Khawaja får selskab af fire observatører: Agnes Calamard, generalsekretær i Amnesty International, Olive Moore og Andrew Anderson, henholdsvis nuværende og forhenværende leder af menneskerettighedsorganisationen Frontline Defenders, og Tim Whyte, generalsekretær i danske Mellemfolkeligt Samvirke. De skal være vidner, hvis der sker hende noget, og hun håber deres tilstedeværelse vil lægge en dæmper på politiets fremfærd.

Frygter at blive fængslet

Hun frygter at blive fængslet når hun ankommer til Manama, Bahrains hovedstad, for hun har allerede en dom på ét års fængsel i forbindelse med hendes forrige besøg, hvor hun efterfølgende er blevet tiltalt og dømt for vold mod politifolkene.

Dertil kommer fire verserende sager, blandt andet for majestætsfornærmelse, samt en sag under terrorlovgivningen, som kan koste hende en livstidsdom. I Bahrain betyder det 25 års fængsel – samme straf som hendes far afsoner. Hun har dog ikke fået at vide, hvad sagen konkret handler om, siger hun.

”Det er klart, at jeg er bange for at rejse tilbage dertil. Men helt ærligt, som tingene er nu, så er mit forsøg på at redde min fars liv bare vigtigere end min egen frygt.”

”Selvfølgelig vil jeg foretrække ikke at komme i fængsel, så jeg gør alt, hvad jeg kan for at mindske risicierne. For eksempel har jeg en advokat både i Bahrain og Danmark og potentielt også en i USA. Men så længe den danske regering nægter at skifte strategi i min fars sag, så har jeg ikke meget andet valg end at tage afsted, synes jeg.”

”Min familie har været i løbende kontakt med den danske regering siden 2012, da min far sultestrejkede i 110 dage. Det tætteste vi har været på at få ham løsladt var da Helle Thorning-Schmidt var statsminister og Villy Søvndal var udenrigsminister. De engagerede sig begge meget i sagen.”

Siden da har sagen haft en lavere profil og skiftende regeringer og Udenrigsministeriet har forsøgt at løse sagen med stille diplomati – altså en mere nedtonet indsats, som indtil videre ikke har båret frugt.

Skylder at rejse med

Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke skal mødes med Maryam Al-Khawaja i London.

”Da hun besluttede sig for at gøre det her, så ville hun gerne have nogen med, og så spurgte hun mig om, jeg ville være villig til at tage med hende. Det havde vi nogle lange snakker om, hvor jeg også gik hende lidt på klingen på, om det var den rigtige beslutning for hende. Hun var fast besluttet på det, og min fornemmelse er, at ved at tage med kan jeg måske være med til at gøre det lidt mindre sandsynligt, at hun bliver arresteret. Derfor tager jeg med,” lyder det fra ham.

Tim Whyte.
Foto: Mikkel Gottlieb/Mellemfolkeligt Samvirke

”Og så synes jeg også, at Mellemfolkeligt Samvirke, som en organisation, der arbejder med menneskerettighedsaktivister rundt omkring i verden, skylder at støtte op om en dansk statsborger, som er i den her forfærdelige situation. Men det er jo først og fremmest for at støtte Maryam, at jeg rejser med.”

Han er forsigtigt optimistisk på vegne af Al-Khawaja-familien, og fremhæver at der er blevet talt om menneskerettigheder da Bahrains kronprins og statsminister, Salman bin Hamad Al Khalifa, i denne uge var på besøg i USA, hvor han mødtes med den amerikanske udenrigsminister, forsvarsminister og præsident Bidens nationale sikkerhedsrådgiver. I den forbindelse har den ansete amerikanske avis Washington Post på lederplads krævet Abdul-Hadi Al-Khawaja løsladt.

”Jeg synes faktisk, at det er overraskende og lidt beskæmmende, at det er amerikanske politikere og Washington Post, der skal gå ud og kræve en dansk statsborger frigivet, mens den danske regering og de danske medier opfører sig som om, at sagen ikke er en særlig stor prioritet,” siger Tim Whyte.

Det er pinligt for Danmark

”Det stille diplomati har jo tydeligvis ikke virket. Og jeg synes, det er vigtigt at regeringen lytter til eksperterne, der siger, at strategien skal ændres. Desværre har de indtil videre ikke været til hverken at hugge eller stikke i,” siger Maryam Al-Khawaja over telefonen fra Washington.

En del af den danske strategi har gået på at forsøge at få Al-Khawaja flyttet fra fængsel til husarrest. Den idé afviser Maryam Al-Khawaja dog, for hun mener ikke, at man kan stole på at myndighederne i Bahrain vil overholde en sådan aftale.

”Min far er den eneste dansker, der sidder i fængsel for sin politiske overbevisning. Og hvis ikke andet, så synes jeg, at det er ret pinligt for vores land, hvor vi er stolte af vores ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og civilsamfund, at vi ikke har været i stand til at få ham ud fra et land, der er meget mindre end Danmark og desuden er en vigtig allieret for NATO og dermed Danmark. Hvordan kan vi tale om, at forsvare menneskerettighederne og forsvare menneskerettighedsforkæmpere, når vi ikke engang kan tage os af vores egne?”


Globalnyt følger op og forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.