Kommentar/analyse af Jesper Søe, u-landsjournalist
Den dukkede op ligeså stille – komiteen -, uden at nogen uden for huset egentlig bemærkede det.
Og hvis de gjorde, råbte de ikke op eller tog en offentlig debat om det.
Danida havde fået sin egen interne bevillingskomite – og U-lands-styrelsen fået sig en lillebror.
Ikke en komite med repræsentanter for samfundet som sådan ligesom den bredt sammensatte U-landsstyrelse – se link til forrige indlæg i serien efter artiklen.
Nej, det er embedsværkets top i Danida, der sidder i den. Syv stykker i alt med Danida-chefen siden 2007, Ib Petersen, som formand.
Her kan de så uforstyrret diskutere, om indstillinger fra deres eget em-bedsværk ang. penge til dit eller dat skal nyde fremme. Eneste begræns-ning er, at bevillingerne skal være over 5 mio. kr. og under 35 millioner – og at komiteen (kun) træder sammen otte gange om året.
Er bevillingsforslagene på beløb fra 35 millioner og opefter, skal de for i U-landstyrelsen, eller Styrelsen, som den hedder til dagligt, hvor bevillinger, handlingsplaner m.v. præsenteres for en større kreds af udenhus personer fra de fleste dele af samfundet.
Hvis de syv i komiteen er uenige om noget, kommer det aldrig ud. Der foreligger ikke referater fra møderne, kun en nærmest endeløs gengivelse af papirer, som medarbejderne har lagt op til dem og som beskriver de støtteværdige projekter m.v. – ofte i ret så utilgængelig bistandsjargon.
I modsætning til U-landsstyrelsen, hvor der er referater af forsamlingens konkluderende holdning til hvert punkt.
Og vel egentlig ikke så mærkeligt, at der er den forskel. Embedsfolk i offentlige forvaltninger har ikke for vane af egen drift at udsende referater af, hvad de opfatter som interne møder.
Uanset om det er skatteydernes penge eller ej.
Det er der da heller ikke lavet om på, selv om Danida den 3. oktober fik en ny minister, som kalder sig åbenhedsfanatiker.
Æder sig ind på Styrelsen
Komiteen formaliserer for såvidt bare den praksis, der hele tiden har foregået internt i Danida.
Nemlig at “mindre” projekter “klapper” man selv af. Ministeren skal formelt granske og godkende det alt sammen, men hvem har tid til det. Det har manden eller kvinden på taburetten jo dybest set embedsværket til.
Det er denne forsamling af topembedsfolk, som nu helt skal erstatte U-landstyrelsen, hvis det står til udviklingsministeren.
Den har allerede ædt sig ind på Styrelsens domæne / kompetenceområde ved at hæve overliggeren for det beløb, Styrelsen skal tage stilling til.
Og nu skal overliggeren hæves så meget, at Styrelsen gøres ganske overflødig.
For det kan embedsmændene altsammen klare selv med lidt hjælp udefra. Det vender vi tilbage til.
Manglen på åbenhed i Bevillingskomiteen er ikke omtalt med ét ord af ministeren eller berørt i tekstudkastet til den nye “grundlov” for udviklingsbistanden, som nu skal vedtages over hals og hoved, hvis det står til Christian Friis Bach.
Det er alene Styrelsen, der har måttet holde for.
Som en kilde i Danida siger til denne kommentator: “Det er tydeligt, at ministeren har et gammelt hængeparti med Styrelsen og dens formand”.
Helt ved siden af er det næppe. For allerede i 2009 i dagbladet Information kritiserede Friis Bach kraftigt Styrelsen for manglende åbenhed – for så i øvrigt nu i en debat-tråd her på U-landsnyt.dk at tage æren for (sikkert korrekt), at den er blevet mere åben.
Ja, selv Friis Bach erkender altså, den er blevet mere åben. Men åbenheden lader vi ligge til en senere kommentar i denne serie, hvor vi ser nærmere på den bebudede lavine af åbenhed, der skal ændre alt og feje træghed og indelukkethed bort som ved et trylleslag.
Emnet vil blive taget selvstændigt op, da der tilsyneladende er en ganske dyb kløft mellem ministerens (udmærkede) visioner og intentioner og mulighederne for at omsætte dem i praksis i en attrået (tænkt) virkelighed.
Fire personer som figenblad?
Ministerens løsning på at lukke U-landsstyrelsen er at skabe en hybrid mellem Bevillingskomiteen og Styrelsen: En muligvis / formentlig fortsat Danida-domineret komite, hvortil kommer “op til fire medlemmer med udviklingsfaglig ekspertise, der er eksterne i forhold til Udenrigsministeriet”, som det hedder i lovudkastet.
Disse fire skal så udgøre modspillet til Danidas ledelse. Og de skal være “udviklingsfaglige eksperter”, ikke noget med at repræsentere noget folkeligt.
Det er, hvad der vil være tilbage af folkeligt element i den daglige styring af bistandsmilliarderne (det politiske aspekt behandles i en senere kommentar).
Og ønsket om, at det skal være sådan, kommer bemærkelsesværdigt nok fra en minister for et parti, som først og sidst har talt for folkelig medbestemmelse og udspringer af folkelige bevægelser.
Men kan det da være rigtigt? Ja, hør, hvad Friis Bach sagde forleden til Berlingske (i medfør af avisens forsidenyhed om, at han ville lukke U-landsstyrelsen):
“Styrelsen har på mange måder gjort det rigtig godt. Men det er jo en lidt spidsfindig konstruktion, at de aktører, der selv er engageret i udviklingsbistanden, sidder i et forum i ministeriet og er med til at bestemme, hvordan projekter og programmer skal udmøntes”.
Kan man uden videre lukke noget, der “på mange måder har gjort det rigtig godt”? Og hvad er der i vejen med, at bistandens aktive, interes-serede og i mange tilfælde stærkt engagerede aktører sidder med ved bordet, når der skal træffes beslutninger om den? Hvem skulle ellers?
Jo, det skal være nogle mere eller mindre frit svævende eksperter, som erfaringsvis ofte har stærke personlige meninger – og kæpheste – og som når det kommer til stykket ikke repræsenterer andre end sig selv. Og så altså lige Danidas tungeste drenge.
Er dét virkelig alternativet?
Hvorfor denne indirekte mistænkeliggørelse af styrelsesmedlemmernes intentioner? Har ministeren noget at have sin halvkvædede vise i?…. når nu Styrelsen samtidig “på mange måder har gjort det rigtig godt”.
Flere argumenter, tak
Ja, hvad er der egentlig i vejen med dette grundelement i bistandens strukturelle opbygning – et element som har stabiliseret bistandsvirket og i høj grad sikret bred opbakning til indsatsen i de fattige nationer fra store og toneangivende dele af samfundet
Styrelsen er jo ikke indsat ved et slumpetræf – ved en eller anden tilfældig revision af den nugældende lov om bistanden et eller andet år undervejs. Den var – og er – en grundsten i Danidas hus fra den første dag i 1962, altså for et halvt århundrede siden; og indsat af bistandens politiske fædre i sjælden samdrægtighed.
Og det er der nok gode grunde til. Efter det foreliggende mange flere end der er til at ville afskaffe den.
Gode grunde som i hvert fald har afholdt samtlige ministre frem til nu med ansvar for bistanden fra at foreslå at lave det hele om.
Mulighederne for at reformere og åbne det nuværende system i stedet for at bryde det ned – modernisere det eller et af de andre stærkt positiv ladede “giraf-ord”, som ministeren så flittigt anvender, vil blive behandlet i en senere kommentar.
Rationaliseringseksperten
En af de kilder, denne kommentator har talt med i Danida på det seneste, fremdrager et andet aspekt – en anden begrundelse – for at lukke Styrelsen: Den er for administrationskrævende i en tid, da ministeriet – igen – skal spare folk væk.
Det er en stor fristelse for et embedsværk, der i forvejen er presset, simpelt hen at foreslå / anbefale at udstøde det fremmed-element, som Styrelsesforsamlingen opfattes som af mange karrierediplomater i det store betonkompleks på Christianshavn.
En kilde sammenligner ministeren med en rationaliseringsekspert: “Det er lidt, som hvis et firma tilkalder en rationaliseringsekspert, og han anbefaler at rationalisere (be)styrelsen bort, hvorefter direktionen (Danida) jubler”.
Vedkommende lægger ikke skjul på sin mening om dén løsning. Han/hun kalder det “lidt vanvittigt og i hvert fald overraskende”.
Men det er langt fra alle enige i hos Danida.
For det kontor, der betjener Styrelsen (HUC), har permanent afsat en særlig medarbejder som sekretær for forsamlingen, og når husets ansatte skal lave papirer, må de også fremstille et særligt et til Styrelsens orientering, hvor de ofte tager hensyn til hvad knaster, der måtte være og på forhånd kendte standpunkter hos enkelte styrelsesmedlemmer.
For alle vil jo gerne have deres ting igennem gnidningsfrit. Hvorfor Danidas chef eller andre højtstående embedspersoner også holder faste formøder med styrelsesformanden.
Læs om ambassadør Henning Kjeldgaards erfaringer i så henseende, da der sad en legendarisk styrelsesformand på
http://www.u-landsnyt.dk/blog/33/christian-og-uffe
At rette smed for bager
Man kunne så spørge de rationaliseringsivrige: Hvad koster det af arbejdstimer at besvare de myriader af spørgsmål, som politikerne sender over om udviklingsbistanden?
Christian Juhl fra Enhedslisten slog rekorden for nylig ved at indsende 35 – femogtredive – spørgsmål til besvarelse på en og samme gang – se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-12-11/regulaer-haglbyge-af-sporgsmal-til-friis-bach-om-u
At sidde og besvare alle dem, er givetvis noget, der trækker tænder ud. Og embedsværket vil som afværgeforanstaltning vælge korte (og nemme) svar, der næppe gavner oplysningen om bistanden. På den anden side er det ikke uforståeligt midt i en presset hverdag, hvor alle skal løbe hurtigere.
Men man kunne selvfølgelig også bare rationalisere svarene bort…
Man tør slet ikke tænke på, hvad der kan ske, hvis alle 29 medlemmer af Folketingets udenrigsudvalg nu skal til at tage konkret stilling til arbejdet i bistandens maskinrum – sådan som ministeren har sagt, han ønsker.
Og der er mere. Nemlig sagerne, hvor en aktør, normalt et medie, begærer aktindsigt i ministeriets papirer. Som nu sidst med Danmarks Radio og svindelsagerne de seneste år. Det endte med, at selv ministeren sad med akterne (og ved den lejlighed opdagede uregelmæssighederne hos Institut for Menneskerettigheder).
Hvad har det ikke kostet af tid og møje at grave alt det frem. Akkurat som i 2008, da “Nyhedsavisen” og TV 2 begærende aktindsigt i hundredvis af sager og endte med stakkevis af tykke mapper – først minutiøst gennemgået af ministeriet.
Så det gælder om ikke at rette smed for bager, populært sagt.
Og nogen selvstændig begrundelse for at nedlægge U-landsstyrelsen og dens virke er det ikke ligefrem i det store billede.
Det stakkels Råd
Hvis U-landsstyrelsen fjernes, ryger “Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde” – i daglig tale Rådet – også med.
Rådet har p.t. ca. 60 medlemmer, hvoraf de 18 er udpeget af udviklingsministeren personligt – i dette tilfælde Friis Bachs forgængere. Møderne handler typisk om dansk udviklingspolitik eller et aktuelt internationalt spørgsmål.
I den officielle beskrivelse hedder det:
“Medlemmerne af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde er udnævnt af udviklingsministeren som repræsentanter for myndigheder, institutioner og organisationer eller som enkeltpersoner med særligt sagkundskab eller erfaring med internationalt udviklingssamarbejde.
Medlemmerne udnævnes for en periode på tre år. Loven om Internationalt Udviklingssamarbejde (fra 1971) fastslår, at Rådet har til opgave at følge arbejdet i Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde og i øvrigt fremkomme med råd og henstillinger.
I praksis tager Rådets arbejde først og fremmest form af møder og konferencer. Typisk er temaet det danske bidrag til det internationale udviklingssamarbejde eller et aktuelt internationalt emne. Temaerne fastlægges af Rådets formand i samarbejde med Udenrigsministeriet”.
Der skal ikke dvæles meget ved Rådsforsamlingen her. Blot gøres opmærksom på, at den rent faktisk tæller en stribe stærke navne, hvoraf mange er dybt begravede i u-landsproblematikken og har stor viden om den på talrige felter.
Se bare de 18 personligt udpegede (2011-2013):
Professor dr.phil. Holger Bernt Hansen (formand)
Professor Ib Bygbjerg
Tidl. folketingsmedlem Viggo Fischer
Professor Ebba Holme Hansen
Admin. direktør Peter Damgaard Jensen
Journalist Anders Jerichow
Professor Finn Tarp
Johannes Østergaard (Tidl. Landbrug & Fødevarer)
Nordisk FN-direktør Jakob Simonsen
Susanne Larsen (formand Frivilligrådet)
Konsulent Grethe Pedersen
Direktør Nanna Hvidt (DIIS)
Kommunikationsrådgiver Trine Sick
Seniorkonsulent Elsebeth Krogh
Direktør Steen Lau Jørgensen
Direktør Elisabeth Møller Jensen
Direktør Steffen Stenberg
Kristian Schmidt (Principal Advisor)
Dertil kommer 42 organisations-repræsentanter.
Mere aktuel dagsorden
Man skulle da tro, at en sådan forsamling – i revitaliseret form og eventuelt skåret til efter ministerens ønske – nok kunne yde udviklingsministeren et gedigent modspil om de overordnede linjer i dansk u-landsvirke.
Og hvis han vil have flere højt kvalificerede medlemmer ind, er det ikke noget problem ifølge den nugældende lov, som giver mulighed for et Råd på op til 75 medlemmer – altså 15 flere end nu.
Det er vel dybest set kun et spørgsmål om vilje til at give Rådet en mere aktuel dagsorden og fremhæve dets rolle. Så kommer folk også til dets møder og konferencer
Denne mulighed har udviklingsministeren imidlertid tilsyneladende valgt at se bort fra på forhånd.
Han ønsker i stedet et nyt Udviklingspolitisk Forum på indtil 15 medlem-mer, som “forudsættes udpeget således, at sammensætningen afspejler relevante interessegrupper og den bistandsfaglige ekspertise i Danmark”.
Altså: Her må interessegrupperne godt være med og snakke løs. De må bare ikke have reel indflydelse på bistandens gang. Er reduceret fra medbestemmelse til medhør.
Det hedder i lovudkastet:
“Medlemmerne kan uden forlængelse sidde i en periode på 6 år. Ministeren kan dog til enhver tid vælge at ændre på sammensætningen af medlemmerne, hvis det skønnes relevant med henblik på at styrke den strategiske dialog samt den bistandsfaglige rådgivning under behørigt hensyntagen til, at sammensætningen fortsat bør afspejle relevante interessegrupper, herunder arbejdsmarkedets parter og den bistandsfaglige ekspertise i Danmark. Forummets forretningsorden, som udviklingsministeren fastlægger, vil bestemme de nærmere retningslinjer for dets virke”.
Med andre ord: Ministeren kan til enhver tid skifte medlemmerne ud. Så må man jo spørge sig, hvem der vil være interesseret i at sidde i et (diskussions)forum under disse betingelser.
Et forum, den ansvarlige minister for bistanden (og der kommer jo også andre efter Friis Bach) til enhver tid kan vælge at lytte til – eller lade være.
Lytter Friis Bach ikke nu, gør han det heller ikke senere
Første lakmustest på om Friis Bach lytter, vil – uanset hvad – være hans reaktion på indvendingerne mod hans omkalfatring af bistandens underliggende struktur, som er fremkommet fra adskillige sider de seneste uger.
Og – da ikke mindst – hans reaktion på talrige debattørers samstemmende opfordring til ham her på U-landsnyt.dk om ikke at “jaske loven igennem”, som det udtrykkes.
Med andre ord spise brød til og tage den tid, det tager, når han ikke vil ændre i den nuværende lov, men partout ønsker en hel ny.
Om loven træder i kraft i 2013 eller 2014 er jo i den sammenhæng af underordnet betydning
Så får han tid til at få baglandet ordentlig i tale og nøjes ikke med sølle 14 dage fra nu af.
For mere tid til offentlig høring er der ikke tilstået.
————
Næste kommentar i serien “U-landsstyrelsens fremtid” bringes snarest.
Første kommentar i serien kan læses på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-01-12/u-landsstyrelsens-fremtid-i-hvad-har-friis-bach-eg
Kommentar nr. to findes på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-01-12/u-landsstyrelsens-fremtid-ii-tyst-forsamling-med-p
Kommentar nr. fire ligger på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/08-02-12/u-landsstyrelsens-fremtid-iv-kong-christian-og-all
