(Udvidet version) Nyt indsamlingskoncept for nødhjælp – stort TV-show til fordel for forældreløse børn i Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Raslebøssernes tid er ikke forbi, men de bliver nu suppleret med et mere kreativt koncept.

I hvert fald er tanken bag “Danmarksmesterskabet i Indsamling 2005”, som blev lanceret på et pressemøde mandag, at indsamlingsmetoderne skal være lidt mere kreative og underholdende for de, der giver, og de, der indsamler penge.

Det hedder således, at DM i Indsamling “skal engagere, begejstre, skabe dialog, fællesskab og opfordre til konkurrencer på tværs af byer, kommuner, regioner og lande” – altsammen for at samle flest mulige penge ind til humanitære formål.

Lørdag den 29 januar 2005 kulminerer kampagnen “DM i Indsamling” på DR1 for første gang. Det sker med et storstilet TV-show til fordel for årets humanitære formål – forældreløse børn i Afrika -, hvor både DRs TV- og radioflader vil følge de sjoveste og de mest indtægtsgivende indsamlingspåfund fra hele landet, og en Danmarksmester i indsamling vil blive kåret.

TV-showet er netop blot kulminationen. Tanken er nemlig, at indsamlingsbegivenheden i de næste måneder skal samle hele Danmark i en indbyrdes konkurrence om at hjælpe mennesker i nød. Og planen er at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Man kan således allerede nu gå ind på den nye hjemmeside på internettet, www.dmiindsamling.dk, og finde inspiration til konkurrencer, tage en udfordring op eller selv sætte en udfordring i gang.

I de kommende måneder bliver skoler, sportsklubber, kommuner, foreninger, virksomheder og enkeltpersoner således opfordret til at finde kreative måder at indsamle penge på. Formålet er at gøre indsamling til en folkesag – noget, så mange som muligt tager del i og får glæde af.

Fra den 3. januar kan man for 50 kr. købe et specielt donationsskrabelod fra Dansk Tipstjeneste. Gevinsterne er doneret af private virksomheder, og hovedpræmierne bliver udtrukket direkte under TV-showet sidst i januar .

Bag det nye koncept, “DM i Indsamling”, som de næste 5 år skal rejse midler til humanitære projekter, står Danmarks Radio (DR), Dansk Tipstjeneste og ISOBRO, som er brancheorgan for 101 indsamlingsorganisationer herhjemme, skriver DR TVs pressetjeneste mandag.

DRs TV-direktør, Jørgen Ramskov, glæder sig over initiativet:
– Der er virkelig behov for at samle ind til projekterne, og jeg er glad for at det er lykkedes med en fælles indsamling. Vi har tidligere sagt nej, når enkeltorganisationer ønskede et TV-show, men det er en god ide med en stor, folkelig indsamling en gang om året, som forhåbentlig vil give et stort overskud og være med til at løse nogle af de mange problemer, siger han.

Ramskov understreger, at DR med “DM i Indsamling” ikke holder op med at sende indsamlingsshows i tilfælde af katastrofer. – Det vil altid komme an på en konkret vurdering, siger han.

I tiden op til showet sender DR en række optaktsprogrammer, der fokuserer på temaet for indsamlingen.

Alle danskere opfordres til at samle penge ind på den mest kreative og sjove måde og slå egne og andres rekorder, og vinderen bliver – som nævnt ovenfor – fundet ved TV-showet i slutningen af januar.

– Inviter dine kolleger, klubkammerater, venner, medstuderende eller familie til at konkurrere indbyrdes om at samle penge ind til DM i Indsamling. Alle konkurrencer  gælder, kun fantasien sætter grænser. De mest spændende, sjove eller nyskabende konkurrencer har mulighed for at blive filmet og vist på TV, som det hedder i en opfordring fra en af organisationerne bag initiativet.

I Storbritannien har man siden 1985 holdt en lignende, national indsamlingsbegivenhed under navnet “Comic Relief”.

Generalsekretær i ISOBRO, Flemming Kofod-Svendsen, der var projektets talsmand på mandagens pressemøde, er begejstret:

– DM i Indsamling 2005 er den største perngeindsamlingsbegivenhed, der hidtil er stablet på benene herhjemme. De indsamlede midler er ekstra midler til ekstra projekter, der ellers ikke vil blive sat i gang, siger han til Berlingske Tidende tirsdag.

At de indsamlede danske midler i år går til forældreløse børn i Afrika er ikke uden grund. FN skønner, at over 43 millioner børn i Afrika syd for Sahara har mistet deres mor eller far – svarende til mere end hvert tiende barn.

19 organisationer med nye projekter for forældreløse børn i Afrika deler årets indsamling. Sammen med UNICEF og BØRNEfonden er Læger uden Grænsers projekt for aids-ramte børn i Malawi af et uvildigt Indsamlingsråd blevet valgt til at profilere årets indsamling.

Malawi er et af verdens fattigste lande, hvor mere end 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Befolkningen er meget hårdt ramt af aids-epidemien, skriver Læger uden Grænser (msf) mandag på sit website www.msf.dk.

I Malawis Thyolo-distrikt er 36.202 børn registreret som aids-relaterede forældreløse børn, og blandt disse børn er omkring 5.000 allerede konstateret hiv-positive eller har aids i udbrud.

Læger uden Grænser har stor erfaring med aids-programmer i Thyolo-distriktet, men hidtil ikke haft ressourcer til at sætte systematisk ind over for hiv/aids-ramte forældreløse børn, som er målgruppen for dette projekt.

Projektets overordnede formål er at give børnene en mere central rolle i hiv/aids-behandlingen. Dette er afgørende ud fra et humanitært og etisk synspunkt, men også fordi børnene er ethvert samfunds fremtid.

Projektet arbejder for at sikre børnevenlig, integreret pleje og behandling af hiv/aids-ramte forældreløse børn gennem eksisterende sundhedsprogrammer og oplysningsarbejde samt ved at fremme forældreløse børns rettigheder.

25.000 udsatte børn i Swaziland vil få hjælp fra danskerne gennem UNICEF Danmarks deltagelse i DM i Indsamling 2005. Swaziland er det land i verden, der er hårdest ramt af hiv/aids. Antallet af forældreløse børn stiger så voldsomt, at de traditionelle samfundsinstitutioner er ved at bryde sammen.

Tusindvis af børn overlades til sig selv og vokser op i søskendeflokke uden omsorg og beskyttelse fra voksne. En tiendedel af alle familier i det lille kongedømme i det sydlige Afrika består udelukkende af børn, skriver UNICEF Danmark i sit seneste nyhedsbrev tirsdag.

UNICEF arbejder i Swaziland gennem lokale centre, hvor børnene kan få omsorg og beskyttelse, varm mad, gå i skole, dyrke haver og lære, hvordan de selv kan beskytte sig mod aids.

Med hjælp fra DM i Indsamling vil UNICEF oprette lokalcentre i 3 distrikter og som noget helt nyt kombinere det med tilskud til familier, der tager sig af forældreløse børn, og familier, der består udelukkende af børn. Familierne vil blive undervist i privatøkonomi, dyrkningsmetoder og mindre håndværk for at sætte gang i den lokale økonomi.

Målet med projektet er at beskytte børnene, samtidig med at der skabes en bæredygtig udvikling i lokalsamfundet. Hvis pilotprojektet bliver en succes, vil UNICEF arbejde på at få Swazilands regering til at indføre denne model i hele landet.

Projektet kan blive et foregangsprojekt for andre lande, hvor aids-epidemien er ude af kontrol, og dermed skabe varige forbedringer for millioner af forældreløse børn i hele Afrika.

Læs også “Hidtil største fælles-initiativ fra danske indsamlingsorganisationer på vej”, under menupunktet Dansk bistand 08.11.04.

Læs meget mere under websitet www.dmiindsamling.dk