Udviklingsministeren i uhørt hårdt angreb på kommenterende professor

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Professor Claus Haagen Jensen er “en skændsel for juraen”, og der er “utallige eksempler på en manisk presseliderlig adfærd, der burde indbringe ham en sag for Udvalget for Videnskabelig Uredelighed”.

Sådan skriver udviklingsminister Søren Pind (V) på sin Facebook-side i et direkte angreb på professoren, rapporterer Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Angrebet kommer efter professoren bl.a. har udtalt sig kritisk om Søren Pinds kollega, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Søren Pind er p.t. på ferie i udlandet, og han har ingen kommentarer i denne uge, oplyser ministerens særlige rådgiver til Jyllands-Posten.

Claus Haagen Jensen selv er overrasket over, at en minister med navns nævnelse hænger ham ud på Facebook.

– Det er over grænsen. Men når det kommer fra Søren Pind, så ved jeg ikke, om der er nogen, der tager det alvorligt. Det er ikke særligt sympatisk, at man angriber folk i et lukket rum (facebook) uden at nogen, og det er altså mig i dette tilfælde, har mulighed for at komme med en kommentar, siger han.

Professoren er i dag tilknyttet CBS (Handelshøjskolen i København) og en af mest benyttede eksperter om offentlig ret i danske medier. Han har tidligere kritiseret Søren Pind for brugen af et rabatkort hos tøjproducenten Sand, hvor ministeren fik 30 procent nedslag i prisen.