Shakira og Coldplay rocker med EU-Kommissionen
EU-Kommissionen og Global Citizen inviterer til en stor online-støttekoncert på lørdag. Blandt de optrædende er Coldplay, Shakira, Angelique Kidjo, Justin Bieber, Yemi Alade, David Beckham og vores helt egen Nikolaj Coster-Waldau. Det er støttekoncert for at udvikle vaccine, test og respons på coronavirus. Målet med indsamlingen er også at støtte de lokalsamfund, der er hårdest ramt af coronaudbruddet. Der vil være en form for donorkonference hvor også førende eksperter og “tænkere” deltager samt ikke mindst kommissionsforkvinde, Ursula von der Leyen, som vært.
Du finder arrangementer, der har titlen ”Global Goal: Unite For Our Future”, her
Hør stemmer fra kolonierne
Kan du bruge noget historisk viden om Danmark som kolonimagt? Så burde du tage et smut forbi Nationalmuseet, hvor de lige nu er aktuelle med udstillingen “Stemmer fra kolonierne”. På udstillingen får du et indblik i Danmarks kolonihistorie i Vestindien, Indien, Vestafrika og Grønland. Nationalmuseets udstilling dykker ned i de menneskelige historier. Du kan blandt andet møde den vestindiske oprører Mary Thomas og Guldkystens slavehandler Ludvig Rømer.
Læs om udstilling og find åbningstiderne her.
Ugandisk streetfood på Nørrebro
Hører du til dem, der hidtil har måttet lede forgæves efter en god Rolex eller andre ugandiske specialiteter i København? Nu er din søgen ved at være slut. Den 3. juli slår takeaway-stedet Ugood dørene op i Jægersborggade 39 på Nørrebro
Indehaverne af Ugood skriver, at de har ”en drøm om at gøre ugandisk madkultur til en del af den danske madscene”. Smut forbi i Jægersborggade mellem klokken 17 og 22 og smag selv, om det er lykkedes for dem.
Vestafrikansk dans på Zoom
Vi er ved at vænne os til, at alt er aflyst. At alle andre mennesker er nogen man møder på Zoom, hvor de består af hoveder, der stirrer ind i deres webcam og prøver på ikke at tale i munden på hinanden.
Men der foregår så meget mere end ørkesløse arbejdsmøder. Blandt andet kan du lære vestafrikansk sabar-dans og trommesprog hjemme fra stuen, mens du venter på at det igen bliver muligt at indfinde sig i en gymnastiksal – eller i Vestafrika.
Det foregår mandag og onsdag, og du kan læse mere om tid og priser her.