Når man som dansker skriver om Afrika, bliver man Afrika-formidler og en del af en vestlig kulturproduktion, der i årtier har forsøgt at formidle det store kontinent mod syd.
Hvem bor der? Hvad tænker de, og hvorfor egentligt det?
Under samme måne bygger på artikelserien Afrikas grønne kamp, der i det sidste år udkom i Dagbladet Information. Peder Frederik Jensen har formentligt ikke haft i sinde at skrive en egentlig Afrika-bog, der på 200 sider inklusiv flotte billeder skulle kunne forklare det komplekse, gigantiske kontinent.
Alligevel indikerer bogens fremgangsmetode et forsøg på at afdække mere generelle, kontinentale forhold. Se blot de røde prikker på Afrika-kortet inden bogens forord, der følger en breddegradslinje tværs over kontinentet. Prikkerne giver læseren grund til at tro, at tematikker, lande, folk og historier er nøje udvalgte efter en metodisk praksis, der har til formål at omfavne hele Afrikas grønne kamp.
Bogen begynder i den østlige del af den frankofone del af Cameroun, hvor bakaerne lever. Bakaerne er en etnisk gruppe, hvis eksistens er truet af regnskovens systematiske fældning. Her er lidelseshistorien konkret: Med skovens forsvinden ophører baka-folkets levevis. Skoven var for bakaerne kilde til mad, liv og identitet, men med verdenssamfundets stigende forbrugerbehov udviskes de karakteristika, der i århundreder har kendetegnet gruppen.
Den korrupte camerounske centralregering gør intet for at mildne bakaernes lidelser – faktisk anerkender de dem slet ikke. Derfor lever bakaerne nu, som Jensen opsummerer det, ”i et brutalt mellemstadie mellem oprindelighed og udslettelse.”
Bogen fortsætter til Senegal, hvor overfiskeri fra kinesiske og europæiske trawlere, stigende vandstande og varmere havtemperaturer, der ændrer havets økosystemer, har formindsket fiskebestandene og dermed forværret livsvilkårene for lokalbefolkningen. Uden fisk, ingen fremtid, og derfor har drømmen om et nyt liv i Europas lykkeland boret sig dybt sig ind i hovederne på flere af de senegalesere, Peder Frederik Jensen præsenterer os for.
I tredje del, som foregår i Kenya, mindes vi om, at de kolonialt optegnede nationalstatsgrænser har besværliggjort, ja, faktisk umuliggjort turkanernes livsførelse. Turkanerne er et hyrdefolk, der driver kvæg i grænselandet mellem Kenya, Sydsudan og Uganda.
De seneste års krig i Sydsudan og politiske uro i Uganda har medført, at turkanerne ikke længere har tilladelse til at færdes på de grønne enge, deres dyr plejede at græsse på. Når turkanerne alligevel søger mod et grønt fatamorgana, bliver de mødt med tæsk fra grænsevagter. Nu venter turkanerne i flere tilfælde, skriver Jensen, ”bare på at dø.”
Skarpt og uden filter
Bogens uigennemtrængelige budskab er klart: Vores økologiske systemer hænger sammen, alt er cirkulært, og bygning af træterrasser i Danmark har en direkte forbindelse til destruktionen af den østcamerounske skov, hvor bakaerne snart ikke længere bor.
Som enhver anden Afrika-formidler fra vores del af verden forsøger Peder Frederik Jensen tappert at skabe en identificérbarhed med dét menneske, som vi ellers ved første øjekast ikke har synderligt meget til fælles med.
Forfatteren tilgår opgaven med uset ydmyghed og store portioner selvbevidsthed: ”To hvide mænd i Fjällräven-bukser, der vil lave noget (…) om de klimatiske skift, der længe har været en realitet for almindelige mennesker i store dele af Afrika,” skriver han indledningsvist.
Løbende reflekterer Jensen over vores manglende evne til at sætte os i de andres sted, og om den vestlige forbrugerismes fordærv. Og om kapitaliseringen af natur, der har gjort nationalparker til no-go-zoner for oprindelige folk, holdt ude af bevæbnede vagter, så britiske Prins Charles kan betale 50.000 kroner for at skyde en elefant. Reflektionerne efterlader ingen tvivl om, at forfatteren faktisk er oprigtigt investeret i projektet.
Peder Frederik Jensen skriver skarpt og uden filter, at vores forbrugerstyrede adfærd i Danmark ”er medvirkende til at skabe kulturel undergang, vold og identitetsmæssig usikkerhed” andre steder i verden. Jovist er sproget dystert, men det er også hurtigt, let og hjertevarmt, selvom min dansklærer i gymnasiet nok havde betegnet det som en smule sjusket.
Med andre ord, så bliver man som læser forvandlet til den notesbog, Peder Frederik Jensen har proppet ned i rygsækkens yderste rum, mens han i selskab med den eminente fotograf Anders Rye Skjoldjensen besøger bogens utallige interviewpersoner.
Spørg noget mere
En anelse forbavsende er det dog, at Peder Frederik Jensen kun giver sine interviewpersoner begrænset taletid. Vi bliver primært præsenteret for tankerne i den danske forfatters eget hoved: Hvad mon bantu-damen i Cameroun tænker, spørger han gentagne gange undrende sig selv? Og hvad med den fraskilte, 29-årige senegalesiske kvinde? Hvad gør hun sig af overvejelser om sin forestående migration mod Europa?
Det oplagte havde selvfølgelig været at spørge disse mennesker, hvad de egentligt tænker. Men det gør Peder Frederik Jensen aldrig sådan for alvor. Man sidder derfor tilbage med følelsen af, at vi befinder os for meget på ydersiden og for lidt inde i hovedet på dem, det hele handler om.
Det stærkeste ved bogen kommer til udtryk, når Peder Frederik Jensen lykkedes med at fremlægge og forenkle de kontrastfyldte ståsteder, hvorfra klimaforandringerne tilgås. Doku, bantu-kvinden fra Østcameroun, har ikke adgang til forskningsartikler om klimaets kollaps, heller ikke statistik på drivhusgasemissioner eller overblik over klimamål. I stedet vurderer hun klimaforandringerne ud fra sulten i sin mave.
Mest fængende er mødet med den kenyanske klimaaktivist Eric Njuguna, der i en blanding af humor og let forargelse portrætteres som privilegeret, virkelighedsfjern og kosmopolitisk. Njuguna bor i Nairobi og tilhører, hvad der bedst kan beskrives som Det Globale Syds lille, men signifikante, elite af unge klimaaktivister, der inviteres til ”internationale” konferencer, handler i pompøse indkøbscentre og læser marxistisk teori i søndagsskole, som Peder Frederik Jensen formulerer det.
Kontrasten mellem Njugunas selvrealiseringsprojekt og den faktiske virkelighed i de trængte områder, forfatter og fotograf besøger, er et glimrende eksempel på, at magtbalancen ikke med ét står i vatter, fordi en ung afrikaner er inviteret til bords ved en COP eller holder tale ved en klimakonference.
Slidt religionsfortolkning
Til sidst er det værd at se nærmere på Jensens blik på det åndeliges betydning. I både Cameroun, Senegal og Kenya kommenterer forfatteren på lokalbefolkningens religiøse praksisser. Situationen er ofte håbløs, må man forstå, og i den forbindelse hidkaldes Gud som en nødtvungen hjælpende hånd, hvad enten det er i form af senegalesisk koranrecitation eller Guds formodede beskyttelse på farefulde rejser over Middelhavet.
Men Jensens religionstolkning er ikke blot slidt og i tråd med den snævre deprivationsteori, der ser religion som menneskets sutteklud, som man tyr til, når alt håb er ude. Hans tolkning er også en hindring for at forstå og forklare klimaforandringerne i Afrika. Overalt på kontinentet bruges religion nemlig som en ressource til at tilpasse sig klimaforandringerne.
Læs også: En klimabevægelse spirer i Kenyas magtfulde kirker og en dansker spiller en hovedrolle
Mest berømt er den kenyanske kvinderettighedsforkæmper og Nobelprismodtager Wangari Maathai, der med sin Environmental Bible kæder bibelreferencer- og symbolik sammen med miljøbeskyttende aktivisme. Men også fænomenet Farming God’s Way har vundet indpas i Afrika og forbinder kristendommen med kontinentets klimatiske udfordringer.
Et større fokus på såkaldte ”afrikanske” natur-etikker havde gavnet bogens rækkevidde. Faglitteraturen taler ofte om afrikanernes natursyn som en interconnectedness. Altså, en intern forbundethed mellem menneske, natur og alt forestillingsværdigt i universitet. Der findes således intet hierarki, menneske og natur er ikke underordnet hinanden, men gensidigt forbundne.
Og lighederne mellem Under samme månes hovedbudskab og den dominerende afrikanske naturetik er slående.
