Monsunen har for alvor ramt de interimistiske rohingya-flygtningelejre i Bangladesh. 10.000 flygtninge mærker konsekvenserne direkte. Oversvømmelser og mudderskred har ødelagt telte, toiletter og dele af vandforsyningen.
Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse torsdag.
Regnen rammer så hårdt, fordi flygtningenes telte ligger i et bakket, sandet område, hvor træer og buske er fjernet for at give plads til telte og for at tjene som brænde. Derfor er der intet, der holder på jorden, når regnen kommer væltende.
Markant øget risiko for sygdomme
Her en lille uge efter monsunen begyndte at rase, er 900 telte ødelagt og flere af UNICEFs sundhedsklinikker er ramt, ligesom flere af de faciliteter, som UNICEF bruger til at undervise børn og behandle dem for traumer gennem leg og andre aktiviteter, har måttet lukke midlertidigt.
”Vi er i fuld gang med at rette op på skaderne og med at hjælpe de mennesker, der bor i de mest udsatte områder til at flytte,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.
”Det er sin sag. Mange af dem er traumatiserede og har allerede flyttet mange gange i løbet af de seneste måneder. De har behov for ro, så nye flytninger er en voldsom belastning.”
Monsunen fortsætter traditionelt helt frem til august. Problemerne med vand og sanitet er alvorlige, fordi risikoen for, at vandbårne sygdomme spreder sig, øges markant. I løbet af de seneste måneder har UNICEF sammen med sine partnere gennemført omfattende vaccinationskampagner. Det kan være med til at afbøde konsekvenserne af monsunens hærgen, men der er fortsat brug for en enorm indsats i området.
”I modsætning til mange andre katastrofer er den her fuldstændig forudsigelig. Man kan næsten stille sit ur efter monsunen. Men vores arbejde er kronisk underfinansieret. Vi mangler mere end en tredjedel af de nødvendige midler,” siger Line Grove Hermansen og understreger, at det i høj grad medvirker til, at monsunen rammer så hårdt.