UNICEF om finanslovsforslag: Det handler ikke primært om pengene

unicef
Forfatter billede

Det kan synes selvfølgeligt banalt, men det er en tanke, der langt fra tænkes ofte nok i den globale udviklingsindsats. I de seneste år har UNICEF set flere og flere midler gå til humanitær bistand. Med god grund, for antallet af mennesker på flugt stiger og stiger.

Det skriver organisationen i en kommentar til regeringens finanslovsforslag, der blev fremlagt torsdag.

Men problemet er, at det ofte er vanskeligt at finde midler til at bygge bro mellem den akutte hjælp og den mere langsigtede, der skal til for at gøre nærområder til leveområder. Derfor forbliver skrøbelige områder skrøbelige. Derfor bukker de hurtigt under for nye kriser.

Vandet i Somalia

Tag Somalia som eksempel. I de seneste år har en kvart million internt fordrevne slået sig ned i interimistiske lejre ved byen Baidoa i Somalia. De havde brug for akut nødhjælp. Ikke mindst adgang til vand.

Derfor har UNICEF kørt kæmpestore lastbiler med vand frem til de tørstende. Literprisen er høj, så det skulle være en midlertidig løsning.

I dag sidder flygtninge stadig i lejre. Lastbilerne kører fortsat i pendulfart. Million efter million går til simpel transport. Det til trods for, at UNICEF har planer for, hvordan man kan grave brønde og anlægge vandledninger, der ikke alene forsyner flygtningelejrene, men også sikrer forsyning til Baidoa, der forventes at vokse voldsomt de kommende år.

Men vi kan ikke gå i gang, fordi ingen donorer vil sætte deres penge i den langsigtede investering.

De er bange for, at de lokale ikke kan vedligeholde den nye infrastruktur, og det er ofte lettere for dem at kommunikere, at de har reddet millioner af menneskeliv, der var akut i fare, end at de har udviklet ny infrastruktur.

Kæmpe gevinst i at bygge bro

I de tilfælde, hvor det lykkes at bygge bro fra den kortsigtede indsats til den langsigtede, høster vi kæmpe gevinster. Økonomien blomstrer, der skabes lokale job, samfund går fra at være afhængige af hjælp til selv at kunne klare sig.

Det lovende i regeringens finanslovsforslag ligger altså i bevidstheden om, at pengene til den akutte kriseindsats skal kobles til den langstrakte udviklingsindsats.

”Det er her Danmark for alvor kan vise vejen for resten af de globale donorer og blive en udviklingspolitisk frontløber. Det er der brug for, hvis ikke udviklingsarbejdet skal ende i brandslukningsarbejde” siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i UNICEF Danmark.