Blida, LIBANON: Under bagende eftermiddagssol siksakmarcherer en deling nepalesiske fodsoldater sig igennem olivenplantager i det sydlige Libanon. Som en del af UNIFIL, United Nations Interim Force in Lebanon, forebygger de konflikter langs ”den blå linje” – en omstridt grænse mellem Libanon og Israel, FN trak i år 2000.
Tropsføreren, oberstløjtnant Sumit Bickram, ligner en nepalesisk Action Man-figur; overkroppen er formet som et rektangel og kæbepartiet er bredt og glatbarberet. Gennem sine Ray Ban-solbriller registrerer han fred og fordragelighed, ingen af de problemer han ofte rapporterer: Bønder, der hugger oliven fra den anden side, løsslupne geder, der bevæger sig i det forkerte land, politiske aktivister, der skilter deres utilfredshed ved at overtræde grænsen.
”Det er et stille og roligt job. Vores forhold til den libanesiske lokalbefolkning er positivt,” når Bickram lige at fortælle, før idyllen forstyrres af en sort Jeep.
Tre unge mænd stiger ud af bilen og giver høfligt oberstløjtnanten hånden. De kommer fra det lokale kommunekontor i den nærliggende landsby Blida og har fået nys om Globalnyt.dk’s tilstedeværelse.
”Hvis det er i orden, vil vi gerne dele vores syn på UNIFIL med dansk presse,” siger Ali Gheryl, kommunesekretær.
Før han får svar, fortsætter han.
”UNIFIL er en slags besættelsesmagt,” siger han og peger udover olivendalen.
”Vores farmere kontrolleres, selvom det er deres forfædres land. Grænsefordelingen er urimelig. Og vi forstår ikke, hvorfor der ikke er FN-tropper på den israelske side,” siger han i et roligt tonefald og sætter trumf på med et retorisk spørgsmål:
”Hvordan kan det være en fredsmission mellem to parter, hvis kun en part kontrolleres?”
De tre mænd er fra Hizbullah – en shia-islamisk orienteret politisk-militærenhed, der bakkes op af Iran; et demokratisk valgt parti i Libanon; en terrororganisation i Israel, USA og en række EU-lande.
41 år efter, at FN sendte tropper til Sydlibanon, repræsenterer de tre herrer et paradoksalt problem for fredsmissionen: Betydelige dele af lokalbefolkningen, som UNIFIL er der for at passe på, skal UNIFIL også bekæmpe.
Hizbullah-land
Påstanden kommer ikke kun fra det lokale kommunekontors repræsentanter. Det dokumenteres også af Susann Kassem, ph.d. i antropologi og sociologi fra 2018, som bygger sin opfattelse på flere års feltarbejde i det sydlige Libanon.
”Hvis du spørger UNIFIL, er deres forhold til lokalbefolkningen glimrende. Men virkeligheden forholder sig anderledes,” siger hun via en Skype-forbindelse fra Oxford University, hvor hun i øjeblikket forsker videre i Sydlibanons historie.
FN’s fredsmission, fortæller Kassem, mistænkes af mange sydlibanesere for at kere sig mere om vestlige interesser end lokalbefolkningens bedste. UNIFIL-tropperne mødes af fjendtlighed i landsbyerne, som domineres af Hizbullah og Amal – et andet shiamuslimsk parti. Hvis ikke der er et officielt formål med besøget, angribes soldaterne, når de forvilder sig derind. Det afslører FN’s egne rapporter også.
Ifølge Kassem har det ikke altid været sådan. Krigen mellem Hizbullah og Israel i 2006 gav UNIFIL vokseværk og ændrede deres mandat. Antallet af soldater steg fra 2.000 til mere end 10.000. FN’s mission, mener hun, har siden da været uforlignelig med den politiske virkelighed, som den befinder sig i.
”UNIFIL’s mandat udfordrer Hizbullahs legitimitet, autoritet og militære tilstedeværelse i regionen. Det er det samme som at udfordre størstedelen af lokalbefolkningen. Ligeså naturligt, som Hizbullah og sydlibaneserne hænger sammen, ligeså unaturlig er UNIFIL’s tilstedeværelse ” siger Kassem.
For at forstå det, må vi først rejse cirka fire årtier tilbage i tiden og besvare to spørgsmål: Hvorfor kom UNIFIL til Libanon til at starte med? Og hvordan opstod Hizbullah?
Skulle monitere israelsk tilbagetrækning
I april 1978, tre år inde i Libanons blodige og komplicerede borgerkrig, 1975 til 1990, rullede tanks fra Israel ind i dets libanesiske naboland. Yasser Arafats PLO, Palestine Liberation Organization, og flere end 100.000 mennesker flygtede nordpå fra det invaderede Sydlibanon.
Fem dage senere blev UNIFIL oprettet med et seks måneder langt mandat.
”Den oprindelige mission var at monitorere israelsk tilbagetrækning og støtte Libanons lokale myndigheder,” siger Andrea Tenenti, UNIFIL’s talsperson.
Fire år senere, i 1982, gennemførte Israel en langt større invasion af Libanon og besatte den sydlige del af landet, helt op til Litani-floden, 40-50 kilometer fra grænsen. Da borgerkrigen sluttede i 1990, blev israelerne hængende. Og mens at UNIFIL monitorerede, var der opstået en anden militærenhed, som bekrigede besættelsesmagten med kugler og krudt.
Den iranske modstandskamp
Hizbullah blev skabt af Iran i kølvandet på den iranske revolution i 1979. Ayatollah Khomeini ønskede at gøre Iran til en regional stormagt og involverede derfor præstestyret i konflikten mellem de arabiske lande og Israel gennem en stedfortræder.
Det fortæller Hilal Khashan, lektor i statskundskab på American University of Beirut og forfatter til en netop udgivet bog om Hizbullah.
”I Libanon tog Hizbullah monopol på modstandskampen mod Israel og fik andre oprørere til at slås under deres gule faner. Det gav dem legitimitet i hele landet,” siger han til Globalnyt.
På grund af sin status som modstandsbevægelse fik Hizbullah lov til at beholde sine våben, selvom at Taif-aftalen, fredsaftalen, der endte den libanesiske borgerkrig i 1990, påskrev, at alle militser skulle afvæbnes. Da Israel trak sig ud af Sydlibanon i år 2000, var det i mange libaneseres øjne resultatet af Hizbullahs kamp.
FN trak ”den blå linje”, men freden varede ikke længe. I sommeren 2006 rasede en 33 dage lang krig mellem Israel og Hizbullah, som smadrede store dele af det sydlige Libanons infrastruktur og kostede mere end 1000 libanesere livet. Og som resultat blev UNIFIL’s mandat ændret radikalt.
Afvæbning og yogaklasser
”Forhindre fjendtligheder” og sørg for etableringen af ”et område, hvor ingen andre end den libanesiske hær og UNIFIL bærer våben”.
Sådan lyder Resolution 1701, som FN’s Sikkerhedsråd vedtog efter krigen i 2006. Antallet af UNIFIL-soldater blev hævet fra 2.000 til mere end 10.000, og der kom langt flere europæiske deltagere – blandt andet sendte Danmark 150 mand i 2009.
”Opgaven ændrede sig drastisk. Og det gjorde den, fordi at den libanesiske hær skulle generobre kontrollen over Sydlibanon. Alt, vi gør, sker i overensstemmelse med dem,” siger Tenenti fra UNIFIL.
Deres tilstedeværelse er først og fremmest militær. Men sideløbende har de udviklet et program for humanitære missioner – såkaldte Quick Impact Projects (QIP). UNIFIL opbygger ødelagte veje, grundlægger alt fra tandlæger til madskoler, hjælper sårede dyr, underviser børn med særlige behov og dyrker yoga med sydlibaneserne.
Det handler om at vinde lokalbefolkningens tillid. Og det virker, hvis man spørger talspersonen fra UNIFIL.
”Hvis du tænker på, at vi har mere end 10.000 soldater på et lille stykke land, så synes jeg, at forholdet til de lokale er OK. Der har været sporadiske problemer, når soldaterne har bevæget sig ind i landsbyerne om aftenen, men alt i alt er vi bredt accepterede,” siger Tenenti.
Forsker og ph.d. Susann Kassem er stærkt uenig, men det vender vi tilbage til lige om lidt.
Hizbullahs magt er stadig markant
Først spørgsmålet: Hvad har UNIFIL så opnået?
På den halvanden time lange køretur fra Blida ved grænsen til Israel til Sidon syd for Litani-floden er det synbart fra indersiden af en bil, at Hizbullahs tilstedeværelse stadig er massiv. Partiets gule faner med grønt arabisk skrift blafrer fra husene i de fleste landsbyer, og store billboards med den skæggede leder, Hassan Nasrallah, tårner op langs landevejene.
Hizbullah-medlemmer stemmes ind på borgmester- og kommunekontorer, Hizbullah-venlige medier fra Iran kører på tv-skærmene, Hizbullah er folket. Og de bærer stadig våben.
UNIFIL forsøgte at afsøge huse i årene efter 2006, og det blev hurtigt tydeligt, at det ikke var en gangbar taktik. Voldelige konflikter opstod, og lokalbefolkningen vendte sig imod dem.
Mens israelerne råber og skriger på den anden sige, siger UNIFIL nu åbent, at det ikke er deres mission at afvæbne Hizbullah. De opfordrer til gengæld den libanesiske hær til at gøre det.
”UNIFIL er en part”
For lokalbefolkningen i Sydlibanon er UNIFIL ikke en objektiv fredsmægler. De er en part.
”UNIFIL opfattes som en konkurrerende politisk og militær styrke, der forsøger at yde indflydelse, som dikteres af vestlige interesser,” siger Kassem.
FN forsøger at bruge humanitære missioner, deres QIP, til at opnå geostrategiske sikkerhedsmål, altså mindskningen af Iran-sponserede Hizbullahs magt, mener Kassem, der kalder metoden problematisk.
“Det bringer mindelser til klassisk europæisk kolonisme,” siger hun.
Det større spørgsmål i hendes forskning er, hvor godt fredsbevarende missioner overhovedet virker. I 1994 brugte FN 3,6 milliarder amerikanske dollars på fredsoperationer – i 2016 var tallet steget til 8,3 milliarder dollars.
UNIFIL, siger hun, virker i hvert fald ikke.
”Den mest tydelige effekt er, UNIFIL har haft, er at de selv har vokset sig langt større i løbet af de 41 år. De præsenterer sig selv som succesfulde på grund af deres QIP, som giver billeder af dem, der trykker folks hænder. Men i virkeligheden er de uønskede og har ikke skabt stabilitet i Sydlibanon,” siger hun.
Kritikken affejes af Tenenti. Med undtagelse af nogle enkelte episoder, som eksempelvis det israelske droneangreb i starten af september i år, har Sydlibanon oplevet sin historisk set mest stabile og fredelige periode siden år 2006.
”Vi er her på opfordring fra den libanesiske regering. Og vi bliver ved med at være her, så længe de ønsker det,” siger UNIFILs talsperson.