Valgplakaterne er så småt ved at komme op på træer, opslagstavler og bilruder, og kandidaterne holder i disse dage deres første valgtaler her i Sudan, Afrikas største land
Af Janne Bruvoll
Information Officer for MS-Sudan
12 kandidater stiller op som præsident for Sudan. Klar favorit er den siddende præsident Omar al-Bashir, men han er mere presset end han selv og de fleste andre havde regnet med.
Det er nemlig lykkedes oppositi-onen at blive enige om en fælles stra-tegi til at slå Bashir. Første skridt er at opstille så mange kandidater som muligt.
For at blive valgt som præsident, skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne og ved at opstille en kandidat hver håber oppositionen, at den til sammen vil tage over halvdelen af stemmerne. Hvis det lykkes, må landet ud i en ny valgrunde, hvor de to kandidater med flest stemmer er med.
Alle oppositionspartierne har lovet at støtte den kandidat, som får næstflest stemmer og derfor skal konkurrere mod Bashir i anden runde. Ved at slå kræfterne sammen håber de at kunne samle nok stemmer til at slå Bashir.
De 2 favoritter til at skulle udfordre Bashir er Yasir Arman, som er den tidligere sydsudanesiske oprørsbevægelse Sudan People’s Liberation Movement (SPLM)’s kandidat, og Sadiq al-Mahdi, som var folkevalgt premierminister i Sudan, da Omar al-Bashir overtog magten ved et militærkup i 1989.
I Sydsudan har den siddende præsident fra SPLM, Salva Kiir Mayardit, kun én modkandidat til præsidentposten. Det er den tidligere SPLM-politiker Lam Akol Ajawin.
DEN FORLÆNGEDE ARM
Lam Akol Ajawin anses af mange sydsudanesere for at være Omar al-Bashirs forlængede arm i syd, og mens SPLM’s ledelse taler mere og mere for et selvstændigt Sydsudan, har Lam Akol Ajawin været fortaler for et tæt samarbejde med regeringen i nord og ét forenet Sudan.
Bl.a. uenigheden om Sydsudans fremtid fik en mindre gruppe partimedlemmer med Lam Akol Ajawin i spidsen til at løsrive sig fra SPLM og oprette deres eget parti SPLM-Democratic Change. Efter den handling er Lam Akol Ajawin næsten mere hadet blandt SPLM-medlemmerne end den tidligere fjende Omar al-Bashir og hans parti NCP.
Salva Kiir Mayardit har valgt at genopstille som præsident for Sydsudan og som konsekvens stiller han ikke op mod Omar al-Bashir til præsidentposten for Sudan.
Den beslutning er et klart tegn på, at Salva Kiir Mayardit og SPLM’s ledelse regner med, at Sydsudan om et år vil være et selvstændigt land, og Salva Kiir Mayardit vil derfor hellere sikre sig magten i det selvstændige Sydsudan end at prøve at få magten fra Omar al-Bashir.
AFSTEMNING OM UAFHÆNGIGHED I SYDSUDAN OM ET LILLE ÅR
Folkeafstemningen om Sydsudans fremtid skal finde sted i januar 2011, og da Lam Akol Ajawin er klar fortaler for et samlet Sudan og allerede har et tæt forhold til NCP (som med stor sandsynlighed stadig vil have magten i det nordlige Sudan efter valget) er det oplagt, at spørgsmålet om selvstændighed kommer til at fylde meget i valgkampen mellem de 2 præsidentkandidater.
Både i nord og i syd bliver regeringspartierne, henholdsvis NCP og SPLM, anklaget for at udnytte deres magt over politiet og militæret til at sætte en stopper for andre partiers vælgermøder, men ind til videre har der ikke været fremvist håndfaste beviser på anklagerne.
Til gengæld brugte Salva Kiir Mayardit dele af sin første valgtale på at slå fast, at alle partier skal have lov til at drive valgkamp i Sydsudan.
Valgstederne vil være åbne 11.-13. april, og ifølge den officielle tidsplan skal alle resultater været talt op og offentliggjort senest 18. april.
ENORMT KOMPLICERET VALGHANDLING
Valget er kaldt ”det meste komplicerede valg nogensinde” af FN. Ikke så mærkeligt.
I Sydsudan skal hver vælger reelt igennem 3 valg på én gang, for der skal både vælges ledere og parlamentsmedlemmer på national niveau, Sydsudan-niveau og delstats-niveau.
Det betyder, at hver vælger i Sydsudan skal udfylde 12 stemmesedler, mens vælgerne i nord ”kun” skal udfylde 8. Når vælgerne ankommer til valgstedet, skal de først identificeres og får herefter udleveret de første 3 stemmesedler.
Når disse stemmesedler er udfyldt og puttet i stemmeboksen, får vælgeren udleveret de næste 3 stemmesedler, udfylder dem og kommer dem i en anden stemmeboks – og det gør de så 2 gange mere.
Her er en oversigt over de stemmesedler, vælgerne skal udfylde:
Første “omgang”: (1) Præsident for Sudan, (2) præsident for Sydsudan (kun for vælgere i Sydsudan) og (3) guvernør for delstaten
Anden “omgang”: Valg til Sudans nationale parlament: (4) navngivne kandidater opstillet i geografiske valgkredse, (5) partilister og (6) kvindelister
Tredje “omgang”: Valg til Sydsudans parlament (kun for vælgere i Sydsudan): (7) navngivne kandidater opstillet i geografiske valgkredse, (8) partilister og (9) kvindelister
Fjerde “omgang”: Valg til delstatens parlament: (10) navngivne kandidater opstillet i geografiske valgkredse, (11) partilister og (12) kvindelister
Partilisterne og kvindelisterne er lister uden navne, hvor man stemmer direkte på et parti. På kvindelisterne må kun kvinder være opstillede, mens både mænd og kvinder kan opstilles på partilisterne. Kvindelisterne skal sikre, at mindst 25 procent af de valgte er kvinder.
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren. Se også www.ms.dk
Janne Bruvoll, e-mail: [email protected]
Phone +256 477 142006 (office)
Phone +249 957 142006 (office)
Web: www.ms.dk/sudan
MS Sudan – ActionAid Denmark
Hai Leben, plot 148, block 11, Yei Town
Central Equatoria, Southern Sudan
Postal address: MS Sudan, P.O. Box 6331, Kampala, Uganda