Venezuela: Præsidenten udelukker partier fra præsidentvalg i 2018

maduro_wiki
Laurits Holdt

Venezuelas præsident har udelukket tre ud af landets fem største partier fra at deltage i det præsidentvalg, der skal finde sted i 2018.

De tre partier, Primero Justicia, Voluntad Popular and Acción Democrática, boykottede søndagens lokalvalg og det har fået præsident Nicolas Maduro til at ekskludere dem fra præsidentvalget, der ifølge planen skal finde sted i december 2018. Det rapporterer en række internationale medier mandag.

De tre partier mener, at landets valgsystem er gearet til at støtte præsidenten og hans parti Venezuelas forenede socialistparti (Partido Socialista Unido de Venezuela, PSUV). Deltagelse i valgte ville blot medvirke til at styrke præsidentens diktatur, som partierne udtrykker det. Det afvises dog af Maduro.

Ifølge præsidenten vandt hans parti 300 ud af de 335 borgmesterposter, der var på valg søndag og 47 procent af vælgerne deltog i valget.

Mangel på basale varer

Venezuela befinder sig i en dyb økonomisk krise. Den kommer bl.a. til udtryk i mangel på basale varer som f.eks, mel. sukker, mælk og kød. Dertil kommer en voldsom inflation, der har gjort landets valuta, bolivaren, værdiløs. Ifølge CNN har valutaen tabt 96 procent af sin værdi i løbet af 2017.

Krisen skyldes bl.a. de faldende priser på olie. Venezuela har nogle af verdens største oliereserver og økonomien har i mange år været hængt op på denne ene knage.

En anden årsag til krisen er den økonomiske politik, der er blevet ført af præsident Maduro og hans forgænger Hugo Chavez. Både den nu afdøde Chavez og Maduro har fremhævet sig selv som de fattiges beskytter og har sagt, at deres politik har løftet en stor del af befolkningen ud af fattigdom. Deres kritikere mener derimod, at de blot har kørt landets økonomi i sænk.

Præsidentens afgørelse om at udelukke de tre oppositionspartier fra præsidentvalget i 2018 stemmer angiveligt overens med retningslinjer fra den forsamling, der i juli 2017 blev valgt til at udforme landet nye grundlov. 

Valget til denne forsamling blev dog bredt kritiseret for sit manglende demokratiske islæt. Også dette valg blev boykottet af oppositionen og derfor er forsamlingen domineret af præsidentens støtter.