Desmond Tutu havde til sidst ét stort ønske. Han ønskede at dø før Dalai Lama, tibetanernes åndelige leder. Det fremgår af den bog, som Tutu og Dalai Lama udgav i fællesskab, og som på dansk har fået titlen Glædens bog. Fang lykken i en turbulent verden. For som Tutu siger, vil han gerne forhandle med Vorherre om, at der også skal være plads til Dalai Lama, når det bliver hans tur til at banke på Himmerigets port.
Det er sagt med et glimt i øjet og med den forløsende humor, der kendetegnede Tutu gennem hele livet. Det er også sagt med stor kærlighed til Dalai Lama, som Tutu lærte at kende som en kampfælle i den ikke-voldelige kamp for undertrykte folks rettigheder.
Søndag den 26. december gik Tutus ønske i opfyldelse. Han døde efter et langt og begivenhedsrigt liv lidt mere end to måneder efter sin 90 års fødselsdag, og mon ikke det vil lykkes Tutu at skaffe plads i de himmelske boliger til sin buddhistiske ven. Tutu plejede at få sin vilje til sidst.
Altid med fredelige midler
Det er næsten helt symbolsk, at Tutu døde 2. juledag. Det er den tid på året, hvor kristne over hele jorden fejrer, at Gud bliver menneske og går ind i vores verden for at gøre den menneskelig og bekæmpe alt det umenneskelige, der ødelægger tilværelsen. Netop det budskab følte Tutu sig forpligtet på, og det er kernen i alt, hvad han sagde og gjorde.
Anden juledag er også den dag, hvor der i kirkerne bliver sat fokus på den første martyr, St. Stephanus. Nok blev Tutu ikke martyr for sin tro, selvom der var mange, der gerne ville have lukket munden på ham, da kampen mod apartheid gik allerhårdest for sig – ikke bare i Sydafrika, men også rundt omkring i verden. Blev det for farligt at være i Sydafrika, var der venner over hele verden, som var klar med en invitation – også i Danmark.
Troen gav ham modet til at stå op imod den politiske og militære overmagt, fordi han insisterede på, at vi lever i et moralsk univers, hvor sandhed og kærlighed altid vil vinde over løgn og had. Det gav ham et håb om forandring, der var meget dybere og mere ægte end almindelig fremtidsoptimisme.
Han fandt styrken til at kæmpe med fredelige midler for demokrati og alle menneskers lige rettigheder, mens andre gav op eller valgte den voldelige modstand mod apartheid-systemets undertrykkelse.
Et moralsk kompas
Desmond Tutu blev født d. 7. oktober 1931 i Klerksdorp i Sydafrika og uddannede sig først til lærer og senere hen til teolog og præst i den anglikanske kirke. I 1984 modtog han Nobels fredspris for sit arbejde med at bekæmpe apartheid i Sydafrika. Sydafrikas præsident Nelson Mandela udnævnte ham til formand for Sandheds – og Forsoningskommissionen, der skulle bidrage til at skabe en ny og fælles fremtid for Sydafrika som en regnbuenation af mange forskellige mennesker.
I sin sidste år blev Tutu en stærk kritiker af ANC og ikke mindst den tidligere præsident Jacob Zuma, som ifølge Tutu forrådte alt det, som man havde kæmpet for under apartheid. Tutu kastede sig også ind i klimakampen og var dybt engageret i arbejdet for retfærdighed og fred i Palæstina/Israel-konflikten.
Med Desmond Tutus død har verden mistet sin biskop, der var i stand til at være et moralsk kompas og samvittighedens stemme. Tilbage står mindet om en lille mand med en kæmpestor betydning for masser af mennesker, der lod sig inspirere af hans budskab om retfærdighed, forsoning og ikke-vold.
Det er blevet lidt mindre kedeligt i himlen.
Peter Lodberg er professor, dr. theol. på Aarhus Universitet og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
