I Sydafrika bliver han kaldt for verdens biskop, fordi han gennem et langt liv har kæmpet for fred og retfærdighed i verden og har været et forbillede for mange mennesker i nogle af verdens brændpunkter.
Desmond Tutu blev født i Klerksdorp i Sydafrika og uddannede sig først til lærer og senere teolog. Han opsagde sin stilling i 1958 i protest mod vedtagelsen af Bantu Education Act, der forringede de sorte sydafrikaneres muligheder for at få en ordentlig skoleuddannelse.
Som præst og teolog arbejdede han både i Sydafrika og England. Hans internationale gennembrud kom som generalsekretær for Det sydafrikanske Kirkeråd 1978-1985, hvor han organiserede kirkernes kamp mod apartheid.
Sandhed og forsoning
Den sydafrikanske regering forsøgte at lukke munden på Tutu, da han blev indklaget for den såkaldte Eloff-kommission. Den skulle undersøge påståede misbrug af udenlandske penge til kirkerådets anti-apartheidarbejde. Repræsentanter fra kirker og folkelige organisationer – også fra Folkekirkens Nødhjælp i Danmark – over hele verden forsvarede som vidner Tutu og kirkerådets arbejde. Anklagerne viste sig at være fuldstændig grundløse.
I 1986 blev Tutu udnævnt som ærkebiskop i den anglikanske kirke i Sydafrika med base i Cape Town. Her kunne han modtage Nelson og Winnie Mandela, da Nelson Mandela blev løsladt fra Robben Island i februar 1990. Fem år senere – 1995 – udpegede den nyvalgte præsident Mandela Desmond Tutu som leder af Sandheds- og Forsoningskommissionen.
Her kom Tutu til at arbejde tæt sammen med den danske jurist Carl Aage Nørgaard, der udarbejdede det juridiske grundlag for kommissionens arbejde, mens de mange vidner blev afhørt eller fik mulighed for at fortælle deres historier i forbindelse med dens undersøgelser.
Til Tutus store skuffelse lykkedes det ikke at få den sidste præsident for det hvide mindretalsstyre, F. W. de Klerk, til at vidne for kommissionen og leve op til sit ansvar for at medvirke til at hele sårene i det sydafrikanske samfund efter mange år med institutionel apartheid.
Tutu har også måttet forsvare sig mod kritik fra ofre for apartheid, der ikke ønskede forsoning med tidligere fjender, men hævn over for deres bødler i politi og militær. Tutus synspunkt har hele tiden været, at kommissionen ikke kunne kræve forsoning, men kunne være det offentlige sted i Sydafrika, hvor det var muligt, at forsoning kunne ske, hvis de involverede parter var parat til det.
Med de såkaldte ’Nørgaard’-principper i hånden kunne kommissionen også vurdere, hvornår der var baggrund for at give amnesti til anklagede eller indlede en retssag ved domstolene for kriminel virksomhed under dække af at have handlet i apartheid-samfundets tjeneste.
Humoren som våben
Desmond Tutu modtog Nobels fredspris i 1984 ved den sædvanlige begivenhed i Oslo. Dagen efter prisoverrækkelsen holdt han den obligatoriske forelæsning for de indbudte gæster.
Her fortalte han detaljeret om det sydafrikanske politis menneskerettighedsovergreb mod indbyggerne i de mange townships. På et tidspunkt må han have mærket, at tilhørerne ikke kunne holde til at få udpenslet flere lidelser.
Pludselig bryder han af og fortæller vittigheden om en zambianer og en sydafrikaner. Zambianeren pralede af sit lands søfartsminister. ”Men I har ingen flåde og adgang til havet,” indvendte sydafrikaneren, ”hvordan kan I så have en søfartsminister?”
Hvortil zambianeren svarede: ”Nå ja, men i Sydafrika har I da også en justitsminister.”
I et splitsekund brød forsamlingen ud i latter – ikke for at latterliggøre situationen, men fordi den sydafrikanske absurditet stod endnu tydeligere, end mange ord kunne formidle.
Som ikke-voldsdemokrat har Tutu betjent sig af det skrevne og talte ord gennem hele livet. Ved utallige begravelser af ofre for apartheidovergrebene og i prædikener og taler har han holdt stædigt fast i tanken om, at alle mennesker er skabt lige, og at livet kun kan lykkes, når det leves i gensidighed uanset køn, race, religion eller politisk tilhørsforhold.
Ikke-vold og demokrati
Desmond Tutu forankrer sit menneskesyn i den afrikanske tanke om ubuntu og den kristne opfattelse af, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Samtidig insisterer han på, at verden er et sted, hvor mennesker kan leve livet i hele dets fylde, når vi taler sandt om hinanden og ikke er bange for at tilgive hinanden eller indrømme egne fejl.
Tutus ikke-voldspolitik er inspireret af Mahatma Gandhi og Martin Luther King. Han har som pensioneret ærkebiskop involveret sig i en række af verdens konflikter, hvor han har opfordret krigens parter til at forhandle i stedet for at tro på, at krig kan bringe fred.
I 2004 opfordrede han den danske regering til at trække de danske styrker tilbage fra Irak, fordi demokrati kan man kun skabe demokratisk gennem mange års indsats.
På samme måde har Tutu kritiseret den israelske besættelse af Palæstina, anlæggelse af bosættelser og etablering af en mur rundt om hele Vestbredden inde på palæstinensisk jord. Israelere og palæstinensere holder hinanden fast i en voldsspiral, der kun kan afmonteres gennem forhandling. Begge parter er ofre for hinanden, og befrielsen for israelerne går ifølge Tutu gennem retfærdighed for den palæstinensiske befolkning.
Til kritikere, der måske vil hævde, det er lidt naivt at tro, at demokrati indføres demokratisk, er Tutus tilbagevendende svar:
”Se, på Sydafrika. Alle troede, at det var umuligt at ændre apartheidsystemet og indføre lige politiske rettigheder for alle, men det skete. Når det kan ske i Sydafrika, kan det ske alle steder, hvis vi tager den tid, demokrati tager.”
Peter Lodberg er professor, dr.theol., Aarhus Universitet og tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
