Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Menneskeskabte klimaændringer i Afrika skyldes i al væsentligt produktion og forbrug i den vestlige og industrialiserede verden. Afrika har historisk været tyndt befolket, og CO2-udslippet pr. indbygger er stadig en brøkdel af, hvad det er i vores del af verden.
Det er baggrunden for, at man på FN-konferencer er enedes om, at den rige verden skal give klimabistand til afrikanske lande og andre udviklingslande som en art kompensation. Derfor skal denne bistand været noget ekstra. Den skal være additionel til traditionel udviklingsbistand.
Det er et af de løfter, der ikke er blevet overholdt, heller ikke af Danmark.
Ikke et fremtidsmareridt – det sker nu
Klimaændringer, som fører til langvarig tørke eller oversvømmelser, skaber også fattigdom. Og man kan sige, at den fattigdom er ”vores skyld”, fordi ændringerne langt hen ad vejen er skabt af vores overforbrug.
Men hastig befolkningstilvækst kombineret med kampen for en langt højere levestandard kan være med til at øge både fattigdommen og miljø- og klimaproblemerne.
Den nye fattigdomsrapport fra Verdensbanken fastslår, at Afrika syd for Sahara ikke vil være i stand til at nå FN’s bæredygtighedsmål i 2030. Så megen fremgang kan ikke nås på så kort tid.
Men alene kombinationen af vækst i befolkning og i økonomi vil skabe et dramatisk pres på Afrikas store og allerede truede naturområder, på biodiversiteten og i værste fald på klimaet. En af konsekvenserne vil være skovfældning og opdyrkning af større arealer, nogle steder med risiko for erosion og ørkendannelse.
De allerede skete klimaændringer forstærker tendensen. Der er områder, der ikke længere kan brødføde befolkningerne for eksempel på grund af udbredt tørke.
Klimaændringer er ikke et fremtidsmareridt. Det sker nu, om end vores medier fokuserer mindre på fænomenet i Afrika end på brandene i Australien.
Verdensfødevareprogrammet WFP taler i januar 2020 om, at 45 millioner mennesker i det sydlige Afrika har akut behov for hjælp på grund af blandt andet tørke. Også på Afrikas Horn i Somalia har tørken været ekstrem. Tørke er ikke noget nyt i Afrika, men omfanget og varigheden vokser, og der bor flere mennesker end før, der hvor den rammer.
Kampen for at redde Afrikas miljø og klima har derfor også sammenhæng med Europas kamp for at undgå flere migranter og flygtninge fra Afrika. Mennesker kan være nødt til at flygte på grund af klimaændringer.
Læs også artiklen ”FN’s Menneskerettighedsråd åbner for at anerkende klimaflygtninge”
Klimataberne omkring ækvator
For næsten 20 år siden, i 2001, vurderede Institute for Applied Systems Analysis (IIASA), at øget CO2 i atmosfæren over de næste 70 år faktisk vil føre til vækst i den globale fødevareproduktion, men at omkring to milliarder mennesker omkring ækvator vil opleve en tilbagegang, blandt andet fordi klimaet bliver endnu varmere, hvor de lever. Blandt de udpegede tabere var Brasilien og Indien og store dele af Afrika syd for Sahara.
Analyserne af klimaændringernes konsekvenser er stadig mangelfulde og højst ufuldstændige på det lokale og nationale plan.
Rapporten ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” fra Verdensbanken nævner klimaændringer i diskussionen af Afrikas landbrugspotentiale, men er ikke særlig detaljeret eller grundig. Rapporten siger temmelig direkte, at man stort set ikke ved, hvordan virkningerne vil være på mikroniveau. Overordnet er vurderingen dog, at produktionen af afgrøder i Afrika vil blive ramt markant, men meget forskelligt fra region til region.
De fattige og mest sårbare dele af befolkningen rammes som sædvanligt hårdest. De har ikke noget at stå imod med, og de har ikke ressourcer til at omlægge produktionen. Som bønder er de ofte helt afhængige af regn, og med varmere temperaturer, skiftende nedbørsmønstre og tendenser til at landbrugssæsonerne flytter sig, bliver sårbarheden meget stor og voksende.
For 25 år siden i 1995 sagde Verdensbankens daværende vicepræsident, Ismail Serageldin, at ”mens mange af det 20. århundredes krige handlede om olie, så vil det næste århundredes krige blive udkæmpet om vand”.
Vandmangel er et problem i rigtigt mange lande. Der er stadig nogle steder vandressourcer, der kan udnyttes bedre til kunstvanding i fødevareproduktionen, men rigtigt mange steder er det ikke en mulighed. Tværtimod vil flere eksisterende anlæg løbe tør. Og for de fattige bønder er kunstvanding sjældent en mulighed.
Varmere overalt, men store forskelle
Det vurderes, at gennemsnitstemperaturen stiger overalt i Afrika, men mere i Vestafrika end i Østafrika. Det sydlige Afrika og området langs en stor del af det vestlige Afrikas kyster vil få mindre regn. Østafrika og Sahel-landene ventes at få mere regn, men på mere uforudsigelige tidspunkter. Overalt venter man mere ekstremt vejr.
Majs er en vigtig afgrøde, og majsudbyttet ventes at falde i de fleste vestafrikanske lande, men vokse i dele af Øst- og Centralafrika og i det sydlige Afrika, men usikkerheden er stor. Og for de fattige er der ikke trøst i at hente i, at produktionsforholdene muligvis bliver bedre i et andet afrikansk land, samtidig med at deres egne produktionsmuligheder forringes.
Både majs og hvede er følsomme overfor temperaturændringer, mens en traditionel afrikansk afgrøde som rodknolden kassava (også kaldet maniok) er langt mere robust. Dyrkningsmønstrene vil formentlig også ændre sig.
Økologi, måske mere end en niche
Meget peger på, at diskussionen om og udviklingen af økologisk landbrugsproduktion bliver vigtigere.
For ret få år siden var det primært en diskussion, der handlede om bedre indtjening på økologiske eksportprodukter, og mange afrikanske lande producerer i dag økologisk til eksport. Men i stigende grad handler det også om, at man bedre kan sikre, at jorden bevarer sin frodighed og ydeevne i en økologisk produktion, der blander langtids- og korttidsafgrøder og udnytter skyggevirkning, kompostering mv.
Ideen er at skabe positiv synergi mellem forskellige afgrøder og dermed større robusthed. Det er et økologisk landbrug, der er anderledes end det danske og europæiske. Det er meget arbejdsintensivt, og erfaringer fra Uganda har været gode.
I 2016 offentliggjorde det videnskabelige tidsskrift ”Nature Plants” et studie, som sammenfattede de sidste 40 års forskning i økologisk landbrug. Det konkluderede, at økologiske metoder er mere bæredygtige end de konventionelle.
Endnu er økologi dog en lille niche. Hvert år udgives en global statistik, som viser, hvor langt man er kommet med udviklingen af økologisk landbrug. Ifølge 2019-udgaven af ”The World of Organic Agriculture” er det eksempelvis kun knapt to procent af jorden i Uganda, der dyrkes økologisk. Men der er 210.000 producenter. Det understreger, at der er tale om småbrug, og at det kan være en dyrkningsform, der både er til gavn for jorden og for de fattige. Uganda er et af de lande, hvor man er nået længst.
Økologi er én mulighed. En lignende dyrkningsform er skovagerbruget, som kombinerer skovbrug og gartneri med dyrkning af korttidsafgrøder med nogle af de samme fordele, uden nødvendigvis at være økologisk.
I bestræbelserne på at sikre stigende vækst i fødevareproduktion trods klimaændringer er man på mange forskellige måder nødt til at se på mulighederne for at udvikle et mere robust og ikke mindst tørkeresistent landbrug.
Et led i denne udvikling er forskning og udvikling af større tørkeresistens for nogle afgrøder ved hjælp af genmanipulation. Det er i gang, men er ikke noget, der giver hurtige resultater.
Kampen om vand
Det fremgik af artiklen om landbrug (nummer 4 i denne serie om Afrikas fattigdom), at omkring halvdelen af væksten i Afrikas jordbrugsproduktion mange steder er kommet fra opdyrkning af nyt land. Det har historisk været en oplagt mulighed, men rigtigt mange steder er det ikke længere bæredygtigt. Store naturområder er truede. Og det er trusler, der også skaber nye konflikter.
For 25 år siden i 1995 sagde Verdensbankens daværende vicepræsident, Ismail Serageldin, at ”mens mange af det 20. århundredes krige handlede om olie, så vil det næste århundredes krige blive udkæmpet om vand”. Det er det århundrede, vi er i nu. Befolkningsudviklingen og kravet om merproduktion øger presset på vandressourcerne, og klimaændringerne formindsker mange steder mulighederne. Derfor er der udsigt til, at manglen på vand vil skabe nye konflikter og øge fattigdommen.
En udtørret flod i Burkina Faso.
Foto: Giles Clarke/UNOCHA via Getty Images (Arkivfoto)
Dette er den sjette af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
