Jeg skrev forleden i første del af min analyse, at Rusland i min optik står som ’vinder’, efter at både den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og den franske præsident Emmanuel Macron i juli besøgte flere afrikanske lande. Det på trods af, at Macron umiddelbart kom med de bedste kort på hånden. Her i anden og sidste del af analysen vil jeg begynde med at se på, hvordan de to Afrika-rundrejser opfattes i henholdsvis Rusland, Vesten og Afrika.
Rusland vil bygge videre på succesen
I Kreml ses Lavrovs rejse som en succes, og man mener her, at Rusland har momentum, som der skal bygges videre på.
I første omgang er det lykkedes at dæmme op for Vestens forsøg på at isolere Rusland yderligere. Faktisk øjner Rusland – på den korte bane – et diplomatisk comeback takket være den imødekommenhed, som Lavrov blev mødt med, og den store udbredelse hans budskaber må forventes at få, fordi han mødtes med så mange repræsentanter for både enkelte lande og regionale organisationer.
Det giver selvklart Rusland mere blod på tanden i forhold til at videreudvikle relationerne til de mellemøstlige og afrikanske nationer. De mange ”stemmer”, der ligger i afrikanske nationer, flere end 50 lande, vil kunne være behjælpelige, når der for eksempel skal stemmes i FN’s generalforsamling og andre internationale forsamlinger, hvor Rusland og Vesten tørner sammen.
På lidt længere sigt er Ruslands ambitioner at bane vejen for en ny verdensorden og genoplivning af egne stormagtsstatus. I den sammenhæng ser Rusland potentiale i videreudvikling af BRIKS-samarbejdet – samarbejdet mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – herunder at opbygge stærkere regionale relationer. Gode relationer til specifikke afrikanske nationer kan være trædesten for en sådan udvikling.
Endelig er det vigtigt ikke underspille de nye økonomiske muligheder for Rusland, gennem genopbygning af relationer i Afrika. Adgangen til nye markeder er af vital betydning for såvel styrkelsen af den russiske økonomi som for at skabe et mere diversificeret økonomisk fundament for landet.
Hvilken verden lever Vesten i?
Et interessant spørgsmål er, hvordan Macrons besøg bliver analyseret i de vestlige hovedstæder, Washington, Bruxelles, Paris og i København for den sags skyld.
Den korte og kyniske version kunne være, at landene fortsætter med business as usual. Det ville være ud fra det vestlige idé om, at det er notorisk svært at få succes i Afrika, men fordi vi i Vesten er et økonomisk powerhouse og det vi gør er det rigtige, så fortsætter vi som hidtil. Fjendebilledet og selvbevidstheden er intakt, for Rusland er en paria og snart et fallitbo med begrænset muligheder i Afrika, hvis man går med den analyse.
En diametralt modsat tilgang ville være at foretage en grundlæggende revurdering af Vestens relationer til Afrika, på baggrund af Macrons manglende evne til at vinde hjerter og hjerner i Afrika, selvom han kom med en oplagt vindersag. Det kunne for eksempel inkludere en refleksion over ideen om, at vores værdier er universelle. Hvis vi så nåede frem til, at den idé ikke holder, så kunne man reflektere videre over, hvad vi så skulle gøre. I forlængelse af det kunne komme en erkendelse af, at vi har opbygget stadig mere badwill i Afrika, og at samarbejdsrelationerne skal gentænkes eller måske helt nytænkes.
Hvad og hvor meget forholdet til det afrikanske kontinent betyder i Vesten varierer en del fra land til land, men forholdet er indlysende vigtigt for især Frankrig og EU. I EU er der en voksende erkendelse af, at vi er politisk udfordret på det afrikanske kontinent. Samtidig bliver Frankrigs forhold til både magthaverne og store dele af den unge bybefolkning dårligere – og det i flere og flere afrikanske nationer. Kunne det skyldes, at Frankrig har svært ved at afmontere egne stormagtsdrømme?
Hvis vi i Vesten vælger vil revurdere vores relationer til det afrikanske kontinent, så skal vi finde ud af, hvordan vi bedst arbejder sammen med både de regionale institutioner, nationerne og menneskerne. Dertil kommer rivaliseringen med andre eksterne aktører om indflydelse og kontrol i Afrika, for Rusland er bare en blandt et stadig voksende antal aktører, som truer vores – Vestens – interesser og traditionelle magtbaser på det afrikanske kontinent.
Rusland giver nye muligheder for Afrika eller gør det?
Jeg oplever, at nogle afrikanske statsledere og intellektuelle er nærmest euforiske og ser store perspektiver i Ruslands tilbagevenden til kontinentet. Glæden skyldes i langt højere grad, at Rusland tilbyder et alternativ til Vesten (og i stigende grad til Kina), end det skyldes kendskab til de muligheder, som Rusland byder på.
Der er en udbredt fatigue med Vesten, og det der i Afrika opfattes som Vestens etnocentriske og værdibaserede løsninger, som bliver italesat som reelle løsninger, men som gang på gang skaber nye problemer.
Blandt intellektuelle øjnes der nye perspektiver i samarbejdet med Rusland. De baserer sig dog især på en romantisering af de ideologiske muligheder. Samtidig er der forventninger om, at samarbejdet med Rusland vil øge de afrikanske landes selvbestemmelsen og reducere afhængigheden af Vesten.
Nogle afrikanske statsledere ser ligeledes perspektiver i et forøget samarbejde med Rusland, både på det diplomatiske og på det merkantile plan. I forholde til det diplomatiske er oplevelsen, at Rusland lytter til dem, og at det er noget, der kan bygges videre på. I forhold til det merkantile, så sælger Rusland i dag varer som for eksempel militært udstyr, uden at der følger værdipolitiske (mod)krav med.
Foto: Mikhail Svetlov/Getty Images
Spørger man derimod den internationalt orienterede del af de afrikanske forretningsfolk, så ser langt den overvejende del kun begrænsede fremtidsmuligheder i Rusland, mens de ser potentiale i at udbygge handelsrelationerne med Vesten.
Er Vesten og Rusland fanget i gårsdagens dagsorden?
Når vi ser på og taler om Afrika, så går de mange millioner såkaldte almindelige mennesker ofte under radaren. Forståeligt nok, for folk i Afrika er en særdeles heterogen gruppe, som det er vanskeligt at sige noget generelt om.
Alligevel vover jeg at pege på nogle tendenser. For det første er der en øget polarisering mellem især by og land. Det er en udvikling, som utvivlsomt vil fortsætte, og hvor også aspekter som køn og alder vil spille ind.
For det andet er der en efterspørgsel på integration i globalisering og god national regeringsførelse. Der oplever jeg især blandt folk i de store byer, og der er særligt udtalt blandt de unge.
På den baggrund vil jeg påstå, at de urbane unge i en vis udstrækninger kobler sig op på vestlige værdier. Det viser sig for eksempel ved, at de unge ofte er i opposition til de traditionelle afrikanske magteliter. Resultater heraf er stadig oftere konfrontationer og mere autoritære magteliter. Det har jeg tidligere skrevet om i artiklen Et år med corona-krisen: Demokratierne i afrikanske nationer er under pres.
I det lys ser jeg et paradigmeskift i Ruslands relationer til magthavere og græsrødder på det afrikanske kontinent. I perioden, hvor de gamle kolonier blev til selvstændige stater, støttede Rusland (og Kina) ofte oprørsgrupper mod magthaverne. Men i de seneste år har et centralt element i Ruslands Afrikapolitik været at støtte og styrke autoritære afrikanske magthavere i voldelige konfrontationer mod oppositionskræfter – eller ’folket’ for at sige det – ved at sælge militært isenkram og udsende rådgivere. Den Centralafrikanske Republik er et godt eksempel på den udvikling. Modsat støtter Vesten ofte folkelige urbane oppositionskræfter og deres ønsker om demokrati. De seneste års udvikling i Sudan er et godt eksempel på det.
Spørgsmålet er om de urbant baserede folkelige kræfter vil kunne vinde over de traditionelle magthavere, og hvad de i givet fald vil gøre med magten og de eksterne relationer.
Den tredje og sidste tendens, jeg vil pege på, har også at gøre med et muligt opgør mellem traditionelle magthavere og folkelige bevægelser, der vinder frem. Men her handler det om befolkningen på landet. Det ser vi for eksempel i Sahel-regionen. Et af de bedste eksempler har jeg set i det nordlige Tchad, hvor lokale grupper har vundet kontrol over store områder, med mere eller mindre statslig accept. Det har jeg tidligere skrevet om i serien på tre dele om Tibesti i det nordlige Tchad.
Disse lokalt baserede såkaldte græsrodsorganisationer har forskelligt fundament, men religiøse og etniske-kulturelle aspekter er ofte centrale. Mange af grupperne, særlig tydeligt i Sahel-regionen, bekæmpes af især Frankrig og dets vestlige allierede og betegnes i den forbindelse som ’ekstremister’. Det skyldes især, at gruppernes aktiviteter opfattes som underminerende for Vestens afrikanske statsopbygningsprojekter.
Min analyse er, at både Ruslands og Vestens politik i Afrika bygger på gårdsdagens dagsorden. Spørgsmålet må derfor være, om begge i virkeligheden sigter skævt og i en ikke så fjern fremtid kommer til at stå som tabere.
Dette er anden og sidste del af Stig Jensens analyse af Sergej Lavrovs og Emmanual Macrons nylige rundrejser i Afrika. Se første del her.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
