Du kan lige nå det. Og det vil ændre dit liv. Eller noget.
”Det” er den årlige festival i marokkanske Essaouira, som tager udgangspunkt i den specielle gnawa-sufi-kultur, som med rødder i Vestafrika er rytmisk medrivende, såvel som en gigantisk én på opleveren.
Og den gode nyhed er, at det er pærelet at komme med. Slet ikke for sent, selv om der er start med den store procession gennem den maleriske bys gader på næste torsdag ved 17-tiden. Der er et hav af connections, hvis man vil derned. Lad mig nævne i flæng:
Norwegian plejede at være en god idé, fordi de flyver direkte til Marrakesh fra København. Efter den nylige strejke blandt flypersonale og de mange Boeing-fly af den nye flytype venter på tilladelse til at lette, har priserne ikke helt været de samme. Prøv derfor alternativer, der mellemlander undervejs (Vueling via Barcelona, Air Europa via Madrid, TAP Portugal via Lisabon, Lufthansa via Frankfurt etc.). Du kan også flyve direkte til Essaouira. I så fald er der Transavia-fly fra Paris, mens jeg gerne anbefaler Royal Air Maroc til Casablanca og så videre derfra. Det er bare at få gang i søgemaskiner som Seat24.dk og der åbenbares et hav af muligheder.
Tag af sted på tirsdag og kom hjem en uge senere med retur til Casablanca og det koster lidt over 2000 kroner retur. Alt sammen med rutefly. Fra Casablanca er der et hav af forbindelser til Essaouira.
Essaouira har i takt med festivalens popularitet vokset fra en slags lille hemmelighed blandt indviede til at være mål for både turgrupper og seriøs real estate, som gør at en bolig i den gamle bydel, medinaen, nemt kan være en bekostelig affære. Som det er det i Marrakesh, som ligger bare to timer væk med en af de mange busser, der tager den spritnye udvidede landevej frem og tilbage.
I 2015 havde Torben Holleufer og tidligere radiodirektør i DR, Leif Lønsmann, det danske Mikkel Nordsøband med til festivalen, hvor de danske musikere optrådte sammen med Maâlem Mustapha Bakbou. Torben Holleufer lavede denne dokumentar om musikermødet.
Slavernes musik
Det der gør festivalen så unik er faktisk flere ting. Dels er det en meget ligetil måde at opleve den specielle sufisme, som er den islamiske mystikertradition. Og inden det hele bliver meget mystisk, er det her en tradition, som musikalsk har ikke så lidt tilfælles med den sorte kirke i USA med dens hengivende sang og folk der dejser omkuld af lykke eller i trance.
Netop sammenligningen med den sorte kirke, samt med den mere profane afdeling af afrikansk-amerikansk kultur, nemlig blues-musikken, er noget specielt gnawa-kulturen i Marokko minder ikke så lidt om. En slavernes skæbne, som i dette tilfælde førte slaver i stort tal fra nutidens Mali, Burkina Faso, Niger og andre lande syd for Sahara og op til Marokko, hvor de ikke blev udskibet til den nye verden, men i stedet fik arbejde som soldater for sultanen, eller som i Essaouira-området, som tjenere i de store huse, hvor de rige købmænd ofte var jøder, hvis de da ikke arbejdede hårdt i sukkerrørene syd for byen omkring Ksob-floden. Her kan man stadig finde rester af produktionen.
Men som det var tilfældet blandt de ulykkelige i den afrikanske diaspora, så tog de deres animistiske traditioner med sig, og på den måde har gnawaerne i Essaouira og det øvrige Marokko ikke så lidt tilfælles med åndsfæller i Brasiliens candomblé-tradition og den cubanske santería. Eneste forskel er reelt, at man måske på den anden side af Atlanten indgik i en symbiose med den katolske kirke, mens det på steder som Marokko var islam, man blev en del af. Det betød så også, at som årene gik ville de specielle åndemanerritualer, som gnawaerne blev kendt for, indeholde både elementer af den afrikanske trance og af islamisk sufisme. Og med den åbenhed, som islam i lande som Marokko har haft, blev indlemmet i familien af sufibroderskaber.
Dem er der simpelthen 12 af fordelt på ”klubber” mange steder i det store land. Og hvor de andre ofte er associeret med grundlæggeren, hvor man foretager pilgrimsrejser til dennes grav, så er gnawa-traditionen som The Blues fuld af længslen efter det tabte land syd for ørkenen. Og som det er med stor længsel, udmønter det sig som regel i fantastisk musik.
Hvad gør jeg?
Tjek festivalens website ud, som er www.festival-gnaoua.net.
Festivalen, som på fransk hedder Festival d’Essaouira Gnaoua et Musiques du Monde, altså festival for gnawa (gnaoua) og verdensmusik, startede tilbage i 1998 og det er altså 22. udgave i år. Jeg har i al beskedenhed været med fra starten og kun misset to festivaler undervejs. Succesen handler ikke mindst om tre kvinder, som var ildsjæle og formåede at lave orden i kaos. En af dem, Neïla Tazi, er fortsat præsident for festivalen, en karismatisk kvinde, der nu om dage også har en høj stilling i det marokkanske parlament.
Dertil kommer, at kongens mangeårige rådgiver, forretningsmanden og journalisten, André Azoulay, stadig 78 år ung er meget aktiv. Hans familie er jødisk og fra Essaouira, ja, hans datter var senest kulturminister i Frankrig. Men kombinationen af dygtighed fra organisationen og Azoulays og de mange frivilliges arbejde har skabt festivalen, som den er i dag.
Det er bare at møde op. De fleste koncerter er gratis og scener og lyd lever fuldt op til, hvad vi kender hjemmefra. Dertil kommer et hav af intimkoncerter i de mange smukke rum, som medinaen er fuld af.
Til festivalen spiller de førende gnawa-mestre, de såkaldte maâlems. Blandt de helt store er her Hamid El Kasri fra Rabat, Mustapha Bakbou fra Marrakesh og Essaouiras unge stjerner, Saïd Boulhimas og Houssam Gania. Houssam Gania er hastigt på vej mod stjernerne, søn af superstjernen Maâlem Mahmoud Gania, som døde i 2015.
De er blot toppen af isbjerget. For det handler i virkeligheden om at gå rundt og lade dig fange ind af de mange lyde, og så stoppe op, når noget er særligt gribende. Ligesom der både er specielle VIP-kort eller specialbilletter, hvis du vil tæt på, eller ind til specielle shows. Her ser du typisk gnawagrupper fusionere med mestermusikere fra Vesten.
Endelig skal det understreges, at sikkerheden er i top i Essaouira. Det vil man mærke, når man diskret bliver tjekket på vej ind i specielle områder, og der er en metaldetektor, der lige skal passeres. Som med alting gøres det på et øjeblik med et smil.
Jeg håber, at vi ses. Der er kickoff til processionen på torsdag. Derefter starter festen. Vi får at se, om den igen lever op til sit prædikat, som er Marokkos svar på Woodstock.
Det er nu alt sammen hype. Essaouira er unik, og festivalen i næste uge er en fabelagtig mulighed. Læg dertil ligeså fabelagtig mad, ikke mindst eventyrlig frisk fisk, og et forretningsliv, hvor du måske især køber tøj eller helsemidler som argan, der vokser lige udenfor byen.
Vi ses dernede.
