Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Makkerparret Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen, der står bag “Fangekoret” og prisvinderen “Madsens Hotel”, er nu aktuelle med en ny dokumentar. “Voldtægt som krigsvåben” er en hård historie om et retssystem, der svigter de svageste. Filmen vises på DR2 onsdag 12. marts.
I et lille kontor i en forstad til Sarajevo holder en gruppe kvinder til. Kvinderne mødes, fordi de har en grusom fællesnævner: de er alle ofre for krigsvoldtægt. Under krigen på Balkan, 1992-95, blev 25.000-40.000 kvinder voldtaget mere eller mindre systematisk.
På det lille kontor forsøger kvinderne at samle vidnesbyrd om de mange voldtægter, som fandt sted under Balkan-krigen og sende dokumenterne videre til krigsforbryderdomstolen i Haag.
Indtil videre er der kun faldet 61 domme for voldtægt begået under krigen på Balkan. Kvinderne kæmper for at voldtægterne dømmes som selvstændige krigsforbrydelser.
Og kvindernes kamp er vigtig, for systematisk voldtægt er en integreret del af krige og væbnet konflikt til den dag i dag. Historisk er krigsvoldtægt blevet opfattet som en slags plyndring og ikke taget alvorligt som øvrig krigsvold.
Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersens film handler om retssystemets svigt af de kvindelige krigsofre, der forsøger at ændre den historiske opfattelse af voldtægt.
Fakta om krigsvoldtægt
På Dansk Røde Kors’ hjemmeside forklarer lektor ved Københavns Universitet Birgitte Refslund Sørensen:
“Overfaldene sker typisk i stressede situationer, hvor mændene er under pres, under direkte angreb og på steder med store flygtningestrømme, som i Darfur og til dels også i Kenya i øjeblikket, hvor en kvart million mennesker på flugt.
Men der er også tilfælde, hvor overfaldene bliver brugt bevidst, hvor formålet er at ydmyge og udrydde en anden etnisk gruppe. Det at besejre en kvinde er udtryk for, at man er potent og mandig. En effektiv måde at udstille fjenden som svag. Det bliver blandt andet brugt mellem de etniske grupper i Irak og Afghanistan.
Unge, enlige og fattige kvinder, er mest udsatte. Men der er også andre faktorer der spiller ind – blandt andet længden af konflikten. Når den står på i mange år, så falder moralen og værdierne skrider. Det, der før var uacceptabelt og unormalt, bliver normalt.
Ligeså længe der har været krig, har der været vold mod kvinder, men meget tyder på, at der er en stigning. Før var det to hære, der kæmpede – i dag er det mest militser eller guerillaer, der kæmper i landsbyerne.
Det involverer befolkningen på en helt anden måde. Men meget af det handler selvfølgelig også om, at vi er blevet mere opmærksomme på det.”
Ifølge Dansk Røde Kors er det piger mellem 13 og 17 år, der har størst risiko for at blive voldtaget.
Voldtægt bruges til etnisk udrensning og folkemord
En mand viser os på sin laptop, hvor voldtægterne fandt sted. Der er tydelige koncentrationer i markeringerne.
“Her kan man se, at de fleste voldtægter er sket i grænsebyerne. Soldaterne voldtager ikke for a tilfredsstille deres seksuelle behov. De gør det for at ydmyge kvinderne og for at tvinge dem fra deres hjem,” forklarer han og fortsætter:
“Man er ude på at skabe noget, som for tid og evighed vil være i kvindernes hjerter og sind.”
Han rammer noget helt afgørende for kvinderne. En voldtægt forandre et menneske for altid. Voldtægt ødelægger både kvinden, der bliver voldtaget, og hendes familie. Derfor er det altafgørende for kvinderne, men også samfundet, at deres overgrebsmænd bliver stillet til regnskab og dømt.
“Vi er ikke i nutiden. En syg mor får syge børn og en syg familie, og det skaber et sygt samfund,” siger en af kvinderne.
Mange krigsvoldtægter ryger ind under “forbrydelser mod menneskeheden”, og det efterlader kvinderne med en følelse af, ikke at blive taget alvorligt. Voldtægt skal dømmes som en selvstændig krigsforbrydelse, kræver kvinderne fra Sarajevo. Mændene skal vide, at det er forkert at voldtage. Det skal italesættes.
Før det sker, vil kvinderne ikke få fred eller noget der bare tilnærmelsesvis minder om et almindeligt liv. Man ville ikke anerkende kvindernes behov retfærdighed – politikerne så helst, at kvinderne tav, konstaterer de.
International Criminal Court (ICC) anklager Luis Moreno-Ocampo har i sin anklage mod Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir tilføjet, at voldtægt blev brugt til at udføre folkemord og begrunder det således: “causing serious bodily or mental harm to members of the group” og “deliberately inflicting on the group conditions of life calculated to bring about its physical destruction in whole or in part.”
Omar Hassan al-Bashir brugte bl.a. voldtægt i sit forsøg på at udrydde de tre etniske grupper Fur, Masalit og Zaghawa i Darfur.
Kan kvinder bruges i etnisk udrensning og folkemord er de mere udsatte i krig og uro end hidtil antaget.
Filmen har taget mere end 20 år at lave
Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen fortæller selv om filmen, “For 22 år siden filmede vi nogle kvinder fra Bosnien på et fangeskib i Københavns Havn. Vi har begge genskab til sproget og pludselig gik det op for os, hvad det var, de talte om.”
Kvinderne fortalte om voldtægter begået af serbiske soldater og om huse og lejligheder, hvor piger helt ned til 12 år var låst inde som sexslaver i en slags soldaterbordeller.
De måtte flere gange forlade projektet for senere at vende tilbage til det igen, og nu er filmen her så.
Olsen og Petersens optagelser er blandet med klip fra 1992-95. Der er svært at se, at tiden er gået. Moden og leveforholdene synes at være gået i stå på samme måde kvindernes liv. De befinder sig stadig i 1992-95.
Zlatka er en spinkel, lille kvinde. Med tørklæde om håret sidder hun i sit nedslidte hus og fortæller sin historie, “Hver torsdag trak de mig ug og tvang mig ned på mine knæ. Så voldtog de mig.”
De indre billeder, Zlatkas historie fremkalder er næsten ikke til at rumme i forhold til hendes sårbare og sarte udseende.
Zlatkas historie er ikke den eneste, og nogle kvinder slap ikke – som hende – med livet i behold. Men på spørgsmålet “Hvad vil du sige i retten? Hvad vil du sige til forbryderne?” svarer Zlakta, “Se, jeg lever. Se, jeg er i live efter alt, hvad I gjorde mod mig.”
Og dette er det smukke ved både Zlatka, de andre kvinder og filmens historie; nemlig det mod de udviser ved at trodse skammen, der desværre hjemsøger rigtig mange voldtægtsofre, for at fortælle deres historier.
“Voldtægt som krigsvåben” er dokumentarfilmhåndværk på det niveau, hvor historien får lov til at udfolde sig i sit eget tempo. Det er et udtryk for respekt for historiens involverede frem for uhyggen og sensationen. Og den viser os, hvorfor vi har brug for dokumentarfilm.
På menneskehedens vegne må vi sige Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen tak, for de holdt ud og førte filmen til dørs.
Nu skal de bare se den i Haag.
“Voldtægt som krigsvåben” kan ses her: http://www.dr.dk/tv/se/voldtaegt-som-krigsvaben/voldtaegt-som-krigsvaben
Se traileren her http://www.doxbio.dk/?events=voldtaegt-som-krigsvaben
Læs mere om krigen på Balkan her: http://web.drk.dk/sw38937.asp
Læs om Omar Hassan al-Bashir her: http://en.wikipedia.org/wiki/Omar_al-Bashir
