Vrede over Sydafrikas regering

Redaktionen

Sydafrikas første nationale aids-konference åbnede i weekenden i havnebyen Durban med bitre angreb på regeringen for at ville begrænse brugen af en ny vigtig medicin.

Sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang blev mødt af tilråb som “Skammer du dig ikke”, da medicinske eksperter og aids-aktiivster udtrykte vrede over tegn på, at regeringen vil begrænse brugen af Nevirapin, en anti-aids-medicin, der siges at have reddet livet for tusinder af spædbørn, som er født af hiv-inficerede mødre. Hiv er forstadiet til aids, som i de fleste tilfælde er dødbringende, og lægemidlet bremser hiv-infektionen i at udvikle sig til aids.

Sydafrika har flere hiv-ramte end noget andet land i verden. 4,7 millioner udaf et indbyggertal på 44 mio. er inficeret med virussen.

Forleden bekendtgjorde Medicin-kontrolrådet, en statslig kontrolinstans, at det vil trække godkendelsen af Nevirapin tilbage, medmindre tyske Boehringer-Ingelheim, der står bag præparatet, inden 90 dage fremskaffer beviser på, at det er effektivt. Kontrolrådet er ikke tilfreds med forsøgsbehandlinger i Uganda, hvorpå godkendelsen i Sydafrika hviler.

Regeringsrepræsentanter har desuden sagt, at en række anti-aids-midler kan være sundhedsfarlige, dyre og vanskelige at indtage korrekt.

Sydafrikas største aids-aktivistgruppe, “Treatment Action Campagn” (TAC), fik sidste år rettens ord for, at regeringen skal tillade benyttelsen af Nevirapin for at forhindre hiv-inficerede mødre i overføre lidelsen til deres nyfødte.

TACs talsmand, Desmond Mpofu, sagde tirsdag, at gruppen planlægger nye gadeprotester, marcher og andre aktioner.