Yemens kollapsede økonomi er lige så farlig for børn som bomber og kugler

Ødelæggelser efter et bombardement i Yemens hovedstad Sanaa i 2015.
Foto: VOA Public Domain
Laurits Holdt

En kollapset økonomi kan føjes til listen over faktorer, der er med til at dræbe Yemens børn. Priserne på basale fødevarer som mel, ris, salt, sukker og madolie er næsten fordoblet, siden konflikten eskalerede i 2015. Det sender forældre ud i en daglig kamp for at skaffe mad nok til sig selv og deres børn, lyder det fra Red Barnet.

Situationen er yderligere forværret af den lokale valutas kollaps, og massiv inflation sender priserne på basale varer som mad, vand, elektricitet, brændstof og medicin på himmelflugt. Samtidig er den gennemsnitlige årlige indkomst i Yemen mere end halveret, og offentlige lønninger er ikke blevet udbetalt i måneder – i nogle tilfælde år.

I løbet af de seneste tre år er fattigdommen steget markant, og over halvdelen af befolkningen lever i dag under den internationale fattigdomsgrænse. Forældre har ikke råd til at brødføde deres familier længere.

Dr. Mohammed, som er læge på en Red Barnet-støttet klinik i Saada, fortæller:

“Når der en gang imellem overhovedet kan købes benzin, er prisen højere end min daglige løn. Jeg har svært ved at skaffe de basale ting, som min familie har brug for. Priserne stiger, og de ting, vi har brug for, er ofte umulige at få. Det meste af tiden undlader vi at købe ting, der ikke er virkelig nødvendige, og prioriterer det, vi har brug for. Jeg kan ikke altid sørge for nærende mad til min familie, og vi må undvære ordentligt tøj og legetøj til mine børn.”

Forældre sulter sig for at brødføde deres børn

Den økonomiske situation driver forældre til at sulte sig selv for at sikre deres børn mad.

“Det økonomiske sammenbrud er blevet den stille dræber i Yemen. Forældre fortæller, hvordan de springer over måltider eller går i op til to dage uden mad for at give den smule, de har, til deres børn. Det er en udbredt situation i Yemen. Mange har kun råd til brød og te og kan ikke huske, hvornår de sidst har spist kød eller fisk. Den økonomiske situation bliver værre; pengene bliver mindre værd, og folk får ikke udbetalt deres løn, siger Red Barnets katastrofechef,” Kristine Mærkedahl Jensen.

FN advarede for nylig om, at 13 millioner mennesker er i fare for at sulte, hvis situationen i Yemen ikke forbedrer sig hurtigt. Hver dag omkommer 100 spædbørn på grund af sult.

“Red Barnet opfordrer alle konfliktens parter og det internationale samfund til at sætte ind for at stabilisere økonomien. De stridende parter skal også give fuldstændig og ubetinget adgang til humanitære og kommercielle varer i Yemen, så leveomkostningerne kan reduceres. Og så må alle parter bliver enige om at stoppe krigshandlingerne, etablere en omfattende våbenhvile og samarbejde med FN om en fredsproces,” siger Kristine Mærkedahl Jensen.

Nogle tal om Yemens økonomiske kollaps

I 2015, da krisen i Yemen eskalerede, svarede en amerikansk dollar til 215 yemenitiske rial. I oktober 2018 var en doller 727 rial værd – det svarer til en stigning på 238 procent. Den massive inflation har øget leveomkostningerne for Yemens befolkning mærkbart. 

I samme periode er fattigdommen i Yemen steget fra 30 procent, der levede under den internationale fattigdomsgrænse i 2014, til 52 procent.

Siden krigen brød ud, er den årlige indkomst i Yemen mere en halveret fra cirka 23.000 kroner i 2014 til cirka 8.000 kroner i 2017 – det svarer til en løn på godt 22 kroner om dagen.

Prisen på en pakke med basale fødevarer, som en familie i Yemen på syv personer som minimum skal have for at få dækket deres fødevarebehov i en måned, er mere end fordoblet siden krigens begyndelse. Prisen på en fødevarepakke lå i 2015 på 450 kroner. I dag er den steget til 1.100 kroner. Ifølge FN består fødevarepakken af syv af 75 kg hvedemel, 10 kg tørrede bønner, 8 liter vegetabilsk olie, 2,5 kg sukker og 1 kg salt. 

På nuværende tidspunkt svarer 1.400 rial til 36,50 kroner. I Sanaa kan man for dette beløb købe et brød (cirka 13 kroner), to dåser bønner (cirka 15 kroner) og seks æg (knap 8 kroner). En pose med 5 kg ris koster 130 kroner, mens 5 kg mel koster op til 80 kroner. 20 liter brændstof koster knap 300 kroner. 

FN estimerer, at 17,8 millioner mennesker i Yemen har behov for akut fødevarehjælp. Ifølge Verdensbanken har Yemen en befolkning på 27,58 millioner mennesker (2016). På baggrund af disse tal har 64,5 procent (eller to tredjedele) af befolkningen brug for akut fødevarehjælp. 

I september advarede Red Barnet om, at hvis man ikke sætter ind over for de 400.000 børn, som på nuværende tidspunkt lider af alvorlig underernæring, inden året er omme, vil flere end 36.000 børn dø af sult i 2018. 

Den humanitære krise i Yemen er den alvorligste i verden. 60 procent af befolkningen sulter, hvoraf 8,4 millioner er i alvorlig mangel på fødevarer. Yderligere 10 millioner mennesker vil ved årets udgang befinde sig på grænsen til hungersnød, hvis konflikten fortsætter. Mindst 1,8 millioner børn og 1,1 millioner gravide og ammende kvinder er akut underernærede, inklusive 400.000 børn under fem år, som er konstateret akut underernæret.

Gennemsnitlig prisstigning på basale fødevarer fra konfliktens begyndelse til august 2018:

  • Hvede: 82%
  • Hvedemel: 80,6%
  • Sukker: 63%
  • Ris:96%
  • Lokalt fremstillet vegetabilsk olie: 84%

Kilde: Red Barnet