Yes, they CAN – Så ruller bolden igen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé

De mange store og vigtige begivenheder her i det vestafrikanske overdøves i disse tider af digitale signaler sydfra.

Takket være sydafrikanske DSTV kan signalerne pilles ned af en stor grydelågs-lignende dims på østgavlen og via husets tossekasse sendes ud i stuen og p.t. blokerer for andre hen- og udsyn – i hvert fald ved aftenstide.

Slutrunden af de 28nde ”afrikanske verdensmesterskaber i fodbold” – kaldet CAN – eller CAF hvis man er til det frankofone – er inde i sin femte dag, og alle 16 hold har nu været på banen i deres første kampe i de fire grupper. Turneringen afvikles i Gabon og Ækvatorial-Guinea.

Tirsdag kom TV-signalet fra byen Franceville i det sydlige Ækvatorial-Guinea. Her havde Ghana lidt overraskende en del besvær med at baske ”The Zebras” fra Botswana i D-gruppen. Efter en tæt kamp blev det alligevel til 1-0 til Ghana.

Den ghanesiske helt var den særdeles muskuløse John Mensah. Anføreren for ”The Black Stars” bragede både bolden i det botswanske net i 28nd minut efter hjørnespark og var lige så resolut, da han i anden halvleg nedlagde en botswansk angriber helt fri foran mål.

Det gav et rødt kort til Mensah, der – som speakeren sagde ”ofrede sig for teamet”, men Ghana holdt stand med ti mand og står stadig som en af favoritterne til at vinde årets største afrikanske sports-begivenhed.

Ghana var i finalen i 2010, men tabte til Egypten, der har vundet de seneste tre slutrunder. Egypterne er det mest vindende land med syv førstepladser, siden turneringen startede i 1957, men kvalificerede sig ikke i år.

Topfavoritter

Det gjorde Algeriet, Nigeria og Sydafrika heller ikke, så Ghana med fire tidligere hjembragte mestertitler og det første afrikanske hold, der var tæt på at komme i semifinalen til de ”rigtige” verdensmesterskaber (i Sydafrika i 2010) regnes af de mange, mange fodboldeksperter som topfavorit sammen med Elfenbenskysten.

Slutrunden er hidtil blevet spillet hvert andet år i lige år, men det laves der om på fra 2013, hvor turneringen for fremtiden skal afvikles i ulige år for ikke at kollidere med de rigtige verdensmesterskaber i fodbold, Europa-mesterskabet i ditto og De Olympiske Lege.

Senere tirsdag aften leverede nabolandene Mali og Guinea slutrundens hidtil bedste og mest spændende kamp, som Mali med nød og næppe gik sejrrigt ud af med 1-0.

Her 16 kampe inde i slutrunden må det fra en henslængt position i sofastolen være tilladt at summere op, at selve transmissionerne fra Gabon og Ækvatorial-Guinea er helt, helt op til vestlig standard.

Professionel tilrettelæggelse

Alt er, som det skal være med slow-motion optagelser, løbende resultater, statistiske opdateringer og simultan grafisk beskrivelse af, at der nu er 18 meter fra frisparksstedet til mållinjen und so weiter.

Kameraføringen er eminent, så man kan følge spillets glid uden forstyrrelse og hver dag har fornøjelsen af et par glimt af Ækvatorial-Guineas præsident Teodoro Obiang eller Gabons Ali Bongo Ondimba på den modsatte tribune.

Ganske vist fés luften ud af en bold midt i Ghana-Botswana-kampen, men det er i småtings-afdelingen i forhold til f.eks. de imponerende stadions, de to olierige præsidenter og deres håndgangne mænd med nogenlunde lige ondt i menneskerettighederne har fået konstrueret.

Der er blevet bygget og gjort ved til allersidste minut på de fire splinternye stadier med plads til i alt 112.500 tilskuere. Præcist hvor meget det alt sammen har kostet, er svært at få klarhed over, eftersom et stadion og andre faciliteter er ”venskabsgaver” fra Kina, men det anslås, at udgifterne løber op i tre-cifrede millionbeløb (i euro).

Flot er det da også, selv om tribunerne i de fleste kampe er halvtomme. Kun når hjemmeholdet spiller, trækker det fuldt hus.

Af gode grunde: trods den store olierigdom i de to værtslande, har langt, langt hovedparten af befolkningerne ikke råd til den luksus at gå på stadion og se fodbold. De lever i skurbyer uden adgang til rent vand og elektricitet og for under to dollars (ca. 11 kr.) om dagen.

Lidt håndører per vunden kamp

Det har Ækvatorial-Guineas landsholdsspillere derimod – nu. De er blevet lovet en million dollars – hver – af præsidentens søn, Teodorin, for hver kamp, de vinder.

De vandt åbningskampen med 1-0 over de stakkels fodboldspillere fra Libyen. Libyerne gjorde en god og stærk indsats, men det har ikke været let at forberede sig på de afrikanske verdensmesterskaber, når de også lige skulle jage Gaddafi på porten – eller klare, hvad det opgør bar med sig.

Også andre fodboldspillere er mindre heldige end ækvatorianerne. Botswanas landshold var på vippen til helt at blive væk, fordi spillerne ikke kunne blive enige med deres fodboldforbund derhjemme om vederlaget under turneringen.

De krævede først hver 13.293 dollars per spiller for hele turneringen, men fik fra Botswanas foldboldforbund besked om ”at sætte nationens interesse først” eller blive hjemme. Efter en strejke og nogle hidsige forhandlinger fik fodboldforbundet sin vilje, og ”zebraerne” tog af sted med løfte om 13 dollars i diæt per dag.

Få vuvuselaer

Trods de halvfyldte lægter er der fest og farver og gang i samba- og salsaen og trommeriet på tribunerne og et behageligt fravær af alt for mange øredøvende vuvusela-truthorn, som blev herostratisk berømte under verdensmesterskabet i fodbold i Sydafrika i 2010.

Kampenes kvalitet halter stadig noget bagefter storebror-turneringen i Europa, men overalt i Afrika er der gang i radioer og fjernsyn. Slutrunden følges intenst.

Og uanset hvad, er der ingen tvivl om, at den skrøbelige nationalitetsfølelse i de deltagende lande får et nøk deropad.

Her i Togo er det da også sigende, at de fleste holder med naboerne, når nu Togo ikke selv deltager. Enten støtter man nærmeste geografiske nabo, Ghana, eller nærmeste fransktalende, Elfenbenskysten.

Fakta:

Hidtidige resultater (de 16 deltagende lande og deres øgenavne):

Gruppe A:
Ækvatorial-Guinea (National Lightning) – Libyen (Mediterranean Knights): 1-0
Senegal (Teranga Lions) – Zambia (The Chipolopolo): 1-2

Gruppe B:
Elfenbenskysten (Elephants) – Sudan (Nile Crocodiles): 1-0
Burkina Faso (Stallions) – Angola (Palancas Negras): 1-2

Gruppe C:
Gabon (Panthers) – Niger (The Mena): 2-0
Marokko (Atlas Lions) – Tunesien (Carthage Eagles): 1-2

Gruppe D:
Ghana (Black Stars) – Botswana (The Zebras): 1-0
Mali (Eagles) – Guinea (Eagles): 1-0

De to bedste hold i hver gruppe går videre til kvartfinaler, der spilles 4. og 5. februar.

Semifinaler: 8. februar

Kamp om 3. og 3. plads: 11. februar

Finale: 12. februar

Turneringen hedder officielt ”Orange Africa Cup of Nations” efter den største sponsor. Andre sponsorer er Samsung, Pepsi Cola, Standard Bank og Nasuba.

CAN’s/CAF’s – officielle web-site hedder www.cafonline.com

Kampene kan i Europa ses på kanalen Eurosport.

————
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.