Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
”Angélique Kidjo har gennem hele sin karriere været staten Benins fornemmeste advokat,” skriver Torben Holleufer den 29. juli.
Jeg er ganske enig i, at Kidjo er en dygtig sangerinde; men der er andet i livet end musik. Hvor meget har Holleufer sat sig ind i andre aspekter af livet i landet?
Albert Tévoédjré (1929-2019) spillede en hovedrolle, da Benin for tredive år siden ændrede styreform fra marxistisk-leninistisk diktatur til parlamentarisk demokrati. Sammen med ærkebiskop Isidore de Souza – http://gtu.dk/mit_afrikanske_idol.pdf – lagde han pres på præsident Mathieu Kérékou for at få indkaldt en nationalkonference. Denne konference blev afviklet i 1990 med de Souza som dirigent og mundede ud i en overgangsregering, som forberedte frie parlaments- og præsidentvalg.
Sideløbende hermed – og ud fra den overvejelse, at et velfungerende demokrati har brug for et samspil med et blomstrende og inspirerende foreningsliv – grundlagde Tévoédjré og de Souza to beninske medlemsorganisationer af Emmaus International. De i dag tre Emmaus-organisationer i landet arbejder bl.a. med bearbejdning af husholdningsaffald til kompost i et økologisk gartneri, forskellige oplysningstiltag, bekæmpelse af børnearbejde og menneskehandel og ikke mindst et stort vandforsynings- og sanitetsprojekt i og omkring den store lagune, Nokoué-søen.
Disse aktiviteter har vundet så megen respekt i ind- og udland, at formanden for Emmaus Pahou mellem hovedstaden Cotonou og Ouidah, Patrick Atohoun, i 2016 blev valgt til formand for Emmaus International.
Undgik deltagere fra Nord
I begyndelsen af 2019 afholdtes et møde mellem foreningerne omkring Nokoué-søen – for at koordinere dialogen med myndighederne og undgå dobbeltarbejde. Mødets forløb tyder på, at foreningerne i mindre og mindre grad ser hinanden som konkurrenter om den hvide verdens gunst, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at der ikke var nogen til stede fra nordlige lande.
Tévoédjré var uddannet økonom fra universiteterne i Toulouse, Freibourg og Geneve og underviste på universiteterne Harvard, Sorbonne og Northwestern i Chicago, foruden at han i en årrække var ansat af FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO. Han arbejdede i 1999 og 2000 sammen med FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan om et stort afrikansk millenium-seminar, og i årene 2003-05 gik de sammen om diplomatiske missioner for at skabe ro i Elfenbenskysten. I 2010 var Tévoédjré drivkraft i et seminar med hundredvis af prominente deltagere i anledning af 50-året for en lang række afrikanske landes uafhængighed.
Han var informationsminister i Benin 1960-63 og planlægningsminister 1996-99, parlamentsmedlem 1991-96 og rundede karrieren af som Benins første ombudsmand 2006-13.
Ombudsmandsinstitutionen er en dansk opfindelse og blev etableret, mens Benin var dansk programsamarbejdsland, som Lars Zbinden Hansen tidligere har skrevet om.
Tévoédjré gav et af sine sidste interviews med Emmaus International i 2017.
Jævnfør det indledende citat af Torben Holleufer er det svært at sammenligne musik med andre livsytringer, og det er mindst lige så svært at sammenligne universitetsarbejde med arbejde i ministerier og parlament, på FN-missioner og som ombudsmand. Men givet er det, at Tévoédjrés indsats til styrkelse af civilsamfundet har sat sig varige spor og kalder på efterligninger. Hele verden har brug for politikere, som værdsætter og opmuntrer civilsamfundet.