1 million liter rent vand til sydsudanesiske flygtninge hver dag

Forfatter billede

Trods oversvømmelser i Etiopien er der stort behov for rent drikkevand til de flygtningelejre, hvor næsten 200.000 sydsudanesiske flygtninge har søgt tilflugt. Dansk Flygtningehjælp spiller en central rolle i at dække behovet.

I månedsvis har sydsudanesiske flygtninge vadet gennem oversvømmelser i flygtningelejren Leitchuor i Gambella regionen i Etiopien.

Lejren er bygget på en flodslette, og lejren har været oversvømmet siden begyndelsen af regntiden i august.

På trods af oversvømmelserne har flygtningene desperat behov for rent drikkevand.

Dansk Flygtningehjælp forsøger at opfylde dette behov ved at levere 1 million liter vand til Leitchour og Tierkidi flygtningelejrene hver dag, hvilket giver rent vand til næsten 100.000 sydsudanesiske flygtninge, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.

Adgang til vand afgørende

Siden kampene brød ud i Sydsudan i december 2013, har flere end 190.000 sydsudanesiske flygtninge krydset grænsen til lejrene i Gambella regionen i den vestlige del af Etiopien.

Krisen har revet familier fra hinanden og mange flygtninge ankommer uden deres kære samt ejendele, og uden håb om at se dem igen.

En vigtig del af lejrlivet og infrastrukturen er adgang til rent vand. Rent vand er afgørende for såvel drikkevand, vask og madlavning, og Dansk Flygtningehjælp spiller en central rolle i at dække dette grundlæggende behov.

Alene i 2014 har den danske hjælpeorganisationen leveret 190 millioner liter til Gambella.

Gik 17 dage uden mad og drikke

Nyabo Gach er en af de flygtninge, der har måttet flytte på grund af oversvømmelserne. Hun ankom til Leitchuor i februar 2013, med sine 6 børn og sin søsters 3 børn.

Både hendes mand og hendes søster blev dræbt i kampene i Sydsudan.

Hun måtte gå 17 dage til fods med alle børnene for at komme til Leitchuor.

De havde hverken mad eller drikke og var afhængige af venlighed fra landmænd de mødte på vejen.

“Da regntiden begyndte, var vi nødt til at flytte. Det er meget vigtigt for os, at der er vandtanke her i landsbyen. Vand er liv – så det er vigtigt for os at have adgang til vand. Vi er derfor meget glade for, at vi også har en vandtanke her med rent vand,” siger Nyabo Gach.

Regntid giver problemer

Regntiden betød, at det var nødvendigt at omstrukturere Leitchuor lejren for at sikre bare nogenlunde forhold for flygtningenes sikkerheds- og levevilkår.

Næsten 30.000 flygtninge blev tvunget til at flytte fra det telt eller den hytte, der udgjorde deres hjem.

Det betød, at flygtningene måtte flytte væk fra nogle af de allerede etablerede vandtanke.

De kraftige oversvømmelser gjorde det også umuligt at transportere vand via lastbiler.

Dansk Flygtningehjælp byggede allerede før regntiden rørledninger, som har leveret rent vand til flygtninge- og værtssamfund været med til at undgå katastrofen.

Regntiden er ovre for denne gang, men eftersom den vender tilbage hvert år, er det afgørende stadig at holde fokus på området, påpeger organisationen.