10 års strafarbejde til Ratsiraka

Redaktionen

Madagascars tidl. præsident, Didier Ratsiraka, er in absentia idømt 10 års strafarbejde (hard labour) for korruption i en retssag, der varede nogle få timer. Ratsiraka stod anklaget for at have forsynet sig med 8 mio. dollars i offentlige midler fra ø-statens nationalbank, kort før han flygtede i eksil sidste år.

Den malagassiske domstol udstedte også en anholdelsesbegæring på Ratsiraka og erklærede ham uegnet til at bestride offentlige embeder. Hans fhv. finansminister, Blandin Razafinjato, og Ferdinand Velomita, som han udpegede til nationalbankdirektør, blev idømt 6 års fængsel – også in absentia.

Ratsiraka og hans kolleger forlod den tidl. franske koloni i Det indiske Ocean og tog til Frankrig i juli 2002, og bragte dermed en ende på et halvt års konfrontation med den nuværende præsident, Marc Ravalomanana. Begge havde erklæret sig som sejrherrer ved det seneste valg.

Ratsiraika styrede Madagascar indtil december 2001, da han tabte til Ravalomanana i et valg, hvis udfald han aldrig accepterede. Striden mellem de 2 mænd splittede den fattige og miljønedslidte nation og skabte problemer for dets internationale forbindelser.