Lad os bare være ærlige – det kræver sit at rekruttere frivillige i dagens Danmark. Nogle af de trofaste har været med i flere årtier og holder ved. En af de organisationer, hvor mange frivillige har været med i flere årtier, er Ghana Venskab – en udviklingsorganisation, der i år kan fejre 40 års jubilæum, og her har Leif Rasmussen været med fra start.
”Jeg har altid spekuleret over, hvorfor nogle var fattige og andre rige. Og så har jeg spekuleret på, hvorfor man har kaldt det underudviklede lande. Det behøver de jo ikke være,” kommer det fra Leif Rasmussen, der bor i Randers.
Han har siden 1980´erne været med i Ghana Venskab, der arbejder for udvikling i Nordghana gennem hjælp til selvhjælp. En mission der lykkes til fulde for Ghana Venskab. Organisationen har bevist, at den med hjælp til selvhjælp gør en forskel – blandt andet har organisationen fået ca 350.000 børn i skole gennem School for Life-programmet.
Lige så længe Leif Rasmussen kan huske, har han interesseret sig for udviklingsperspektiver i den tredje verden. Af uforklarlige grunde stod Afrika altid først i hans opmærksomhed.
”Jeg tror den store forskel og uretfærdighed mellem verdensdelene, meget skyldes vores imperialisme og vores måder at handle på. Og her er det specielt gået ud over Afrika,” siger han
Efter et par år som læreransat i den danske folkeskole, overvejede han endda at melde sig om u-landsfrivillig. Imidlertid blev disse planer skrinlagt, da han fik job på en fem-årig kontrakt som uddannelsesansvarlig i en børne- og ungdomsorganisation. Efter de fem år fik han derefter job som underviser på Silkeborg Højskole. Det store netværk, han gennem de fem år havde opbygget, kunne han tage med sig ind i højskoleverdenen. Og netop dette netværk blev faktisk indgangen til det, der blev til Ghana Venskabsgrupperne, i dag omdøbt til Ghana Venskab.
Al udvikling er gensidig
Det var en pensioneret læge, ved navn Johannes Holm, der tilbage sidst i 70´erne havde en idé til en ny metode til udviklingsarbejdet i verdens fattige regioner. Et mangeårigt arbejde som læge rundt i hele verden, gav ham ideen til en ny måde at anskue udvikling på. Således mente han, at udvikling kun kunne finde sted, hvis grupper i i-lande forbandt sig med grupper i u-lande, og ikke gennem stater og regeringer.
”Al udvikling og alle behov skal beskrives af dem, som står midt i det,” forklarer Leif Rasmussen.
”Det var Johannes´ filosofi, og lige meget hvor god idéen var, kunne de eksisterende udviklingsorganisationer ikke se sig selv, som en del af den, netop fordi ideen byggede på lokal forankring. Ordet udviklingsbistand var nemlig ikke en del af Johannes´ beskrivelse, men derimod ordet udviklingssamarbejde,” fortæller Leif Rasmussen.
Hvor alle andre sagde nej til at prøve kræfter med idéen, tog Leif Rasmussen den et skridt videre.
”Det faldt fuldstændig i hak med det, som mange Grundtvigske højskoler så som kerneområder i deres pædagogik; at dialogen – samtalen åbner for gensidig udvikling, og jeg tog idéerne med tilbage til Silkeborg Højskole, for derfra at arbejde videre med ideen. Vi indkaldte til møder med interessenter vi kunne komme i tanke om – lokale foreninger og organisationer som vi mente, kunne være interesserede i at bidrage til et fremtidigt arbejde på denne måde. Det endte med et stort borgermøde, og vi skulle vælge et samarbejdsland. Johannes Holm var selv til stede og han foreslog Ghana som samarbejdsland.”
Johannes Holm argumenterede blandt andet for Ghana, fordi han mente, det var vigtigt at vælge et engelsktalende land, for at flest mulig her i Danmark havde en chance for at kommunikere med landets indbyggere. Desuden vidste han, at jorden var i landsbyernes besiddelse. Og endelig havde Danmark en rigtig dårlig historisk sag med slavehandel, som man måske med sådan et projekt kunne råde bod på.
”I Ghana er der tillige stor forskel på fordelingen af ressourcer mellem nord og syd og det blev besluttet, at vi skulle koncentrere os om nord. Her var der nemlig en fattigdomslomme,” fortæller Leif Rasmussen.
Men da dette var før fattigdoms-lommebegrebet blev det svært for Leif Rasmussen og de andre at overbevise blandt andet DANIDA om, at der skulle støttes op om sådan et projekt i Nordghana.
Det blev en lang prøvesag med DANIDA, da det ikke kunne betragtes som et almindeligt statsligt udviklingsprojekt, fordi projektet byggede på ideer, der specifikt understøttede projekter udsprunget af lokalt samarbejde i det fattige nord.
Denne grundidé har Ghana Venskab holdt ved lige siden og er netop trofaste overfor den idé.
”Det er også derfor, at jeg nu 40 år senere, stadig synes det er spændende og udfordrende at være med. Når Ghana Venskab for eksempel er blevet foreslået at udvide projektet til andre områder i Ghana eller måske endda helt andre lande, har vi fastholdt at vort engagement, og vel også vores succes, byggede på den gensidige tillid som netop opstår ved et langvarigt samarbejde,”, fortæller Leif Rasmussen, der, ved siden af dette arbejde, engagerer sig i at skrive sange om Ghana og afholde sangaftener på Silkeborg Højskole, for at udbrede kendskabet til landet – med stor succes.
Ghana Venskab er anderledes end de fleste NGO´er, og det ønsker organisationen at holde fast i.
Personlige venskaber
Ghana Venskab var egentlig først et venskabsprojekt mellem danskere og ghanesere. Men rent faktisk har det også givet personlige venskaber.
”Jeg har fået personlige venner både i Ghana og her i Danmark. Jeg mener stadig, vi gør en forskel og at der er brug for os dernede. Der er stadig en skæv udvikling i Ghana. Fattigdomslommen findes stadig i nord og vi kan dokumentere, at der stadig er brug for vores samarbejde. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se en fantastisk udvikling til gavn for de almindelige mennesker i de lokale samfund. Blandt andet har 350.000 børn lært at læse og skrive på deres eget modersmål,” fortæller Leif Rasmussen.
”Johannes Holm indrømmede ved vort 10 års-jubilæum, at han havde været nervøs for om dette nu kunne holde. u er det altså 40 år siden,” griner han.
Ghana Venskab har udviklet sig som organisation gennem årene, og der er i dag en generalsekretær og to ansatte på hovedkontoret i Klostergade i hjertet af Aarhus.
”Og selv om det er svært at skaffe nye frivillige, kommer der hele tiden nye til. Da vi startede var det med grupper i Silkeborg, Glamsbjerg på Fyn og så i Farsø. I dag er det ikke by-baseret, men snarere udvalgsbaseret, men mange fra de gamle lokale grupper har holdt ved. Udvalgene har vist sig i stand til hele tiden at rekruttere nye medlemmer – og på tværs af dette er venskaber også opstået her i Danmark,” siger Leif Rasmussen.
Det er en af grundene til, at Leif har holdt ved. Men også det faktum at han godt kan lide ghaneserne som folk.
”Jeg har rejst meget dernede, og det er et utroligt venligst og imødekommende folkefærd. Ghaneserne er lattermilde, åbne og gæstfrie, trods det at de ingenting har,” fortæller han og husker specielt en episode:
”Der kom engang en ældre mand hen til mig – han havde ingen vand, som man ellers byder gæster. Han bar laset tøj, men tilbød mig i stedet penge – jeg blev nødt til at tage imod, da jeg ellers ville afslå hans venskab. Denne gæstfrihed møder man overalt – og så er de meget lattermilde. Ja vi kan grine meget sammen,” siger Leif med et stort smil.
Den ghanesiske kultur har altid været meget mandsdomineret, i hvert fald i de synlige beslutningsprocesser, og derfor gik Ghana Venskab lige fra starten i gang med at forlange kvinder repræsenteret i alle de grupper som indgik i samarbejdet, og på lige fod med mændene.
”Også her kan vi se en væsentlig udvikling i de år, vi har været der. Kvinderne har nu også noget at sige i forsamlingerne,” siger Leif Rasmussen til slut.