’Cuba and the Camera Man’ (2017)
(På dansk: ‘En kameramand på Cuba’)
Jon Alpert
Spilletid: 1 time og 54 minutter
Dokumentaren kan streames på Netflix.
Efter at have dokumenteret enorm økonomisk ulighed, et utilstrækkeligt hospitalsvæsen og racisme i USA rejser den unge og idealistiske journalist Jon Alpert i 1971 til Cuba med ønsket om at være øjenvidne til Fidel Castros løfter om gratis sundhedsforsikring og uddannelse, boliger til alle og en komplet omlægning af økonomien. Et politisk projekt, der, i opgangsperioden i 70’erne, nyder stor opbakning blandt det cubanske folk – og i Sovjetunionen, som leverer svimlende pengebeløb i støtte til den socialistiske østat, men som samtidig især i 90’ernes økonomiske krise bliver anskuet med skepsis af samme folk.
Alpert vender tilbage af flere omgange for at følge Cubas udvikling. Faktisk følger han Cuba tæt med sit håndholdte kamera helt op til Fidel Castros død i november 2016. En periode, der spænder fra håb og store politiske idealer, fattigdom og fortvivlelse til internet, smartphones og storturisme. Men mest af alt fokuserer Alpert på de personlige fortællinger om cubanernes dagligdag gennem 45 buldrende år.
Fra planøkonomi til storturisme
’En kameramand på Cuba’ indleder med billeder fra Fidel Castros mindehøjtidelig i 2016, hvor menneskemængder istemmer råbet: ”yo soy Fidel” (jeg er Fidel).
Første gang Alpert besøgte Cuba var i 1971, hvor han rapporterede om en spirende optimisme og tro på Fidels revolutionære projekt. I 70’erne er der økonomisk opsving og optimisme. I samme årti får mange eksilcubanere lov til at besøge deres familier på Cuba – det frister flere cubanere mod frihedens USA, og flere eksilerer i det kommende årti sammen med politiske fanger og kriminelle under demonstrationer.
Da Sovjetunionen, Cubas primære indtægtskilde, falder i 1991, opstår en gennemgribende økonomisk krise med mangel på mad- og byggevarer og brændstof. Det får Fidel til i slutningen af 90’erne at kalde turismen for en ”nødvendighed” for Cubas økonomi.
I 00’erne bliver billeder af Che Guevarra solgt i stor stil på gademarkeder. Taxachaufføren tjener nu mere end den offentligt ansatte læge eller lærer. Et ulige samfund opstår, hvor dem, der arbejder med turismen er øverst i fødekæden. Stik imod Fidels oprindelige politiske projekt.
Men faktisk er Alperts dokumentar en bemærkelsesværdig apolitisk en af slagsen i fortællingen om et land, som ofte – og med god grund – bliver underlagt en konstant ideologisk debat. Det er når Alpert bliver for ’Fidel-fikseret’, og Alpert opsøger overfladiske interviews – som aldrig er kritiske – med ekspræsidenten, at dokumentaren dumper ned i de vante fortællinger om Fidels lange taler og korte nattesøvn – historier, som er fortalt i forvejen. Heldigvis fortæller ’En kameramand på Cuba’ også andre end de allerede fortalte historier
Tre familiefortællinger
I størstedelen af dokumentaren følger man nemlig tre familier, som på forskellig vis gennemlever østatens udvikling – uden om de store politiske konflikter.
Den første er Borregos-familien. De tre brødre Cristobal, Ángel og Gregorio bor med deres søster Lilo på en gård i en lille landsby et stykke uden for Havana. Søskendegården er selvforsynende. Den tid de ikke bruger på at arbejde, bruger de på at synge, grine og drikke øl – eller rom til nøds, hvis den nærliggende butik er løbet tør for øl. Under 90’ernes økonomiske krise bliver alle gårdens dyr dog stjålet, og arbejdet på gården er nu langt mere besværligt end tidligere. De fire søskende lever nu af de sølle frugter og grøntsager, de kan rode sig frem til på gården – som Gregorio siger: ”Man kan ikke leve sådan her.”
Den anden karakter Alpert følger, er den smilende pige Caridad, der som barn har en drøm om at blive sygeplejerske. Caridad ender dog med at emigrere til Florida, hvorfra hun sender penge hjem til sine børn Wilder, der venter på visum for også at få lov til at rejse til USA.
I den tredje og sidste fortælling følger Alpert Luis Amores, der i 70’erne bor sammen med sine fem brødre og sin sygdomsramte og aldrende mor. Han sælger stoffer på gaden og er i en periode i fængsel i fire år. Senere starter Luis et byggefirma, som han tjener, hvad der for en cubaner er store mængder penge på, han får sit eget hus og en kone og nyder godt af Cubas omstilling til et ikke-planøkonomisk system.
Trods Alperts fascination af Fidel Castro – og til tider – manglende kritiske blik præsenterer ’En kameramand på Cuba’ et omfattende indblik i Cubas sociale udvikling op til Fidel Castros død, hvor skyggesider som fattigdom og utilfredshed med styret ikke er overset. De tre forskellige fortællinger præsenterer et fint – og ofte overset – modspil til de storpolitiske beretninger, der fortælles om Cuba med udgangspunkt i forholdet mellem Sovjetunionen, USA og Cuba – som selvfølgelig også er vigtige.
En uvis fremtid
I år er det to år siden Fidel døde – hvor Alperts dokumentar også ender. Til april indledes et nyt kapitel i Cubas historie – uden en Castro ved roret. Flere rygter lyder dog, at Raúl fortsat vil lede det kommunistiske parti frem til 2021.
For 60 år siden indledtes kuppet mod daværende statsleder Rubén Fulgencio Batista, året efter overtog Fidel magten, og i 1961 udråbte Fidel Cuba som socialistisk stat. De færreste cubanere har altså oplevet et styre uden en Castro som statsleder.
Hvem der overtager lederrollen efter Raúl er stadig uklart, og hvilken kurs Cuba vil tage – og om den vil ændre retning eller ej – er langt fra afklaret. En af de formodede favoritter til at efterfølge Raúl på præsidentposten (forhandlingerne er langt fra offentlige) er Miguel Diaz-Canel, landets vicepræsident, som har været en del af partiet siden 2003 med flere betroede poster i kommunistpartiet bag sig. Et fuldstændigt retningsskifte synes altså umiddelbart at være usandsynligt.
Den cubanske blogger Yoani Sanchez har skrevet en analyse af forløbet op til udvælgelsen af en ny præsident på siden Translating Cuba.
