Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Fredag (4.11.) blev 252 flygtninge kørt fra en lejr i Katanga-provinsen i Den Demokratiske Republik Congo ned mod grænsen til nabolandet Angola.
Det er den første gruppe af 43.000 flygtninge i DR Congo, som ønsker at vende hjem.
De sætter deres lid til, at en fredsaftale fra 2002 nu har bidt sig så fast i landet, at fremtiden i Angola tegner lysere end i en flygtningelejr.
Den angolanske regering har ifølge en aftale med FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og DR Congo lovet at genhuse alle flygtningene, stille skoler og dyrkbar jord til rådighed. Man vil samtidig give flygtningene små lån til at komme i gang og lave tekniske skoler, mens UNHCR de første 18 måneder vil støtte flygtningene.
Borgerkrigen, der tvang flygtningene ud af landet, varede i næsten tre årtier og var en af de blodigste, længste og mest intense i det tyvende århundrede. Den kostede over en halv million dræbte, op imod en million fordrevne og et Angola i ruiner.
Men for ni år siden satte præsident José Eduardo dos Santos’ og hans bevægelse, MPLA, der var – og er – det regerende parti, endelig sit navnetræk på en aftale med den indædte og mangeårige rival i oprørsbevægelsen UNITA , hvis leder, Jonas Savimbi, blev dræbt af Santos’ regeringshær et par måneder tidligere.
Højeste vækstrate
Siden har kronjuvelen i Portugals gamle koloniimperium oplevet nogle af de højeste økonomiske vækstrater i verden – i 2008 hele 13,8.
Analyseinstituttet African Ecomic Outlook beregner stigningen i bruttonationalproduktet for 2011 til 7,5 procent og anslår, at det for 2012 vil komme op på 11,1.
Med 2 millioner tønder olie om dagen er Angola nu Afrikas næststørste olieproducent efter Nigeria og samtidig verdens femtestørste eksportør af diamanter.
Læg dertil massive udenlandske investeringer siden fredsslutningen i 2002, og man har lidt af bagrunden for den store økonomiske fremgang.
Men kun et mindretal af de henved 19 millioner angolanere har haft glæde af den kage, der vokser dag for dag.
2/3 lever ifølge FN stadig for under 2 dollars (ca. 11 kr.) om dagen og må samtidig kæmpe med en inflation, der de seneste fire år har ligget et godt stykke på den forkerte side af 10 procent.
Priserne på alt – alt – i Angola har allerede nået astronomiske højder.
I hovedstaden Luanda, der er blevet omdannet til én kæmpe byggeplads, udlejes de splinternye og moderne lejligheder med havudsigt ud for helt op til 150.000 kroner om måneden, mens flertallet af indbyggerne bor i slumkvarterer uden for bykernen.
Befolkningstilvæksten i Luanda er eksploderet siden 2002 og byen rummer ifølge officielle tal i dag over 5 millioner mennesker.
FNs Human Development Index, der bl.a. måler befolkningernes velstand, adgang til uddannelse, placerer i 2011 Angola som nummer 148 ud af 187 nationer.
Som en beboer i Luanda siger til det ansete ugemagasin ”Jeune Afrique”: ”Vi lever i et fattigt land blandt de rigeste i verden”.
Præsidenten kan vælges igen og igen
En af de angolanere, der har sørget for at få sin del af den voksende kage, og som nok vil blive ved med at skære de bedste stykker ud til sig selv, er præsident José Eduardo dos Santos.
Ikke bare har han siddet på magten i landet i mere end 32 år, men han fik også i 2010 gennemført en ny forfatning, så han reelt kan blive siddende til 2022.
Forfatningens nye ordlyd giver en valgt præsident mulighed for at sidde i to femårige perioder, men det regnestykke tæller belejligt nok først fra valget, der er planlagt til at finde sted i 2012.
Angolas unge befolkning, hvor næsten 40 procent er under 24 år, er begyndt at lufte deres utilfredshed med den enevældige præsident, og der har været svage briser fra ”det arabiske forår” i Nordafrika.
I august kaldte en gruppe unge via internet og mobiltelefoner til demonstration i Luanda, hvor de råbte: ”vi kræver, at Zedu (præsidentens øgenavn, red.) går af sammen med sine ministre og korrupte venner”.
20 blev arresteret, og så var det oprør lagt dødt – indtil videre.
Hovedrig datter
Utilfredsheden ulmer ikke mindst omkring det mægtige nationale olie-selskab, Sonangol, der regnes for det center, hvor al korruption i Angola udspringer fra.
Præsidentens 38-årige datter, Isabel dos Santos, er angveligt dybt involveret i selskabet – og i så meget andet i Angola.
Hun er ifølge det amerikanske magasin, Forbes, Afrikas rigeste kvinde udenfor Sydafrika og menes at ligge inde med den nette sum af 50 millioner dollars.
Flygtningene, der vender hjem til Luanda vil opleve en anden form for migration, nemlig de mange fattige, der systematisk er blevet flyttet fra byens centrum for at gøre plads til prestigebyggerierne i bykernen.
De vil derfor heller ikke længere kunne handle ind på det berømte Roque Santeiro-marked ved havnefronten.
Luandas ”bankende hjerte”, som markedet blev kaldt, var et af Afrikas allerstørste, men blev bulldozet væk i 2010 for at give plads til kontorbygninger og nye dyre lejligheder.
Den officielle begrundelse for lukningen var, at markedet var overbefolket, uhygiejnisk og fyldt med kriminalitet og prostitution. Men det betød et alvorligt knæk for det store flertals mulighed for at handle med hinanden – og dermed overleve.
Verdens dyreste by
I stedet har regeringen indrettet et område 20 kilometer fra centrum, hvor et nyt marked og dermed den ”uformelle økonomi”, kan få lov at florere – langt væk fra det glitrende luksus-centrum af stål og glas ved Atlanterhavet.
Amerikanske Mercer’s Cost of Living Survey placerer i 2011 for andet år i træk Luanda som verdens dyreste by at bo i – for ”expats”, altså udenlandske udstationerede. Fattige angolanere er lysår fra bare at kunne forestille sig at tage del i al den luksus, som byen kan tilbyde.
Det er således et Angola præget af drastiske forandringer, flygtningene vender tilbage til.
Om de så også får del i den store kage i landet, er mere end tvivlsomt. Men fred er der!
FAKTA:
FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, angiver, at der i øjeblikket er 135.000 angolanere i eksil i naboladene, 80.000 alene i DR Congo.
20.000 angolanske flygtninge er allerede skrevet op til at komme med to ugentlige FN-konvojer. De følger efter 57.000 andre, der vendte hjem mellem fredsslutningen og indtil 2007, hvor de internationale organisationer på grund af logistiske problemer måtte standse repatrieringen.
De angolanske flygtninge mister med udgangen af 2011 deres flygtningestatus som følge af ”ophørsreglen” i FNs flygtningekonvention fra 1951 – den regel, der siger, at man ikke længere kan betragtes som flygtning, hvis forholdene i hjemlandet igen er fredelige og stabile.
—————
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosati Lomé i Togo.
