I en fyldt bank i Caracas stod jeg, blandt over 100 frustrerende Caraceños i en kø. I tre timer havde jeg tålmodigt ventet med et spinkelt håb om at kunne åbne en konto. Det var snart weekend og alle var mødt op med håbet om at hæve penge.
Den stakkels pige, der havde fået ansvaret for køen, blev konfronteret af en ældre mand, uforstående over køens stilstand. Han blev forklaret, at banken kun lod kunder ind, der skulle placere penge, ellers ville systemet bryde sammen.
Den ældre herre vender om og gjalder på vejen ud ”Systemet ER brudt sammen!”
Skraldespisende venezuelanere
Jeg kunne starte dette skriv i 1999, hvor nu afdøde Hugo Chávez Frias blev valgt som præsident med en overvældende majoritet af stemmer og efterfølgende styrede landet med en fast, om end karismatisk, socialistisk hånd indtil sin død i 2013.
Jeg kunne ligeledes starte ved valget til parlamentet i 2015, da landet endelig så chancen for at ende 17 års ideologisk isolation bragt til veje af en umiddelbart uudtømmelig oliereserve, hyperinflation og en kriminalitetsrate af astronomiske højder, hvor koalitionen af oppositionspartierne MUD vandt 2/3 af sæderne i parlamentet.
Men den siddende regering med præsident Nicolás Maduro i front mente, at der var fusk ved valget, og en trofast højesteret annullerede således alle fremtidige beslutninger af parlamentet og de facto udelukkede medlemmerne fra nogen som helst beslutningsmagt, samt nægtede befolkningen gentagelse af folkeafstemningen.
Med det in mente vil jeg, selvom jeg har snydt lidt, hellere starte en eftermiddag, ikke så lang tid siden fra skrivende stund, hvor mine øjne mødtes med en forhutlet ung mand, mens han suttede på et i forvejen afbidt kyllingeben fundet i skraldet i selskab med sin ven, travlt optaget af levninger i en anden bunke. Forsigtigt gik hans ven til værks, forsigtigt inddelte han sine fund i en proces der lignede et delikat spil mikado, som jeg vistnok fik noteret et sted.
Her starter jeg, fordi det er her, Venezuela befinder sig.
Billedet af den skraldespisende venezuelaner, er et billede som befolkningen reagerer på med desillusionerede øjne. En befolkning, der ikke aner hvordan det kunne gå så galt.
Mistænksomhed og frygt
I skyggen af valget af en kontroversiel amerikansk præsident og uro i Mellemøsten, har Nicolás Maduro været i stand til at nedbryde de demokratiske institutioner i ro og mag. Måske på grund af olie, som har en tendens til at gøre enhver situation prekær og kompleks. Eller måske blot på baggrund af mangel af indignation.
Indrømmet, så skal det da heller ikke være første gang en humanist melder vagt i gevær et eller andet obskurt sted, hvis selvsamme udmelding ofte forveksles med en uheldig frelsthed
Det værste er, at jeg godt forstår denne stilhed. Som virkningen af penicillin langsomt er aftaget gennem vores kost, er følelsen af indignation ligeledes røget i svinget i en hverdag, hvor mennesket har tilvænnet sig synet af afhuggede hoveder af journalister, massegrave, nedsabling af en syrisk befolkning og festlige selfies ved Anden Verdenskrigsmonumenter.
Åbenlyst ulovlige sager
Jeg er på vej til kontoret hos Provea, en menneskerettighedsorganisation jeg indtil videre har tilbragt en måned i praktik hos. Hverdagen består af et virvar af mennesker der kommer ind og ud.
De kommer ofte for juridisk bistand hos holdet af advokater, der hører deres sag og derefter udformer et klageskrift og tager sagen op. Forleden kom en gruppe af 14 lærerinder ind for at oprette en fælles sag omhandlende ulovlig afskedigelse efter det var gået op for ledelsen på skolen, at de havde deltaget i en nationalt cirkulerende underskriftindsamling der krævede omvalg til parlamentet.
Andre sager omhandler ligeledes ansatte med HIV/AIDS der bliver tvunget af arbejdsgivere til at indlevere blodprøver, som derefter sendes til en bestukket laborant der ulovligt analyserer og meddeler tilbage til arbejdspladsen.
Selvom sagerne er åbenlyst ulovlige, er det en kraftanstrengelse af dimensioner at få sagen igennem i et lovløst land, korrumperet og gennemsyret af kafkask bureaukrati og regeringstro statsansatte.
”Her taler man ikke grimt om Chávez”
På trods af en hverdag indhyllet i direkte møder med uretfærdighed og triste historier, er stemningen positiv og der mærkes en stolthed over at være del af en af de ældste menneskerettighedsorganisationer i Venezuela, en NGO som ofte havner i regeringens søgelys på baggrund af en konstant aktivisme ført an af en blanding af rock n’ roll og dyb professionalisme. Arbejdspladsen fungerer ligeledes som et frirum for de under 20 ansatte, hvor regeringens nyeste udtagelser kritisk diskuteres og der føres akademiske samtaler i et ellers vagtsomt land hvor eliten og det akademiske segment anklages for forræderi, kapitalisme og sammensværgelser af regeringen.
Udenfor er det en anden sag, med skilte ophængt ved ministerielle bygninger og andre offentlige steder afbildes Hugo Chávez med skriften ”Aqui no se habla mal de Chávez”, ”Her taler man ikke grimt om Chávez”, mindes man om, hvor man er.
Denne dag på kontoret, føles dog anderledes.
Stemningen er præget af alvor og vi er alle blevet kaldt til møde.
Alvoren tager sit udgangspunkt i en kampagne ført af Provea sammen med andre nationale og internationale organisationer bl.a. Human Rights Watch, der har omhandlet anmodning om videre handling på indførelse af det såkaldte Inter-Amerikanske Demokratiske Charter, et politisk værktøj inkorporeret i den regionale organisation ’Organization of American States’ (OAS), som kan påberåbes når der eksisterer klare tegn på forfatningsbrud og svækkelse af demokratiske institutioner.
Medlemmerne tæller 35 lande, hvis formål indeholder promoveringen af fred, solidaritet og styrkelse af demokratiet. Det politisk isolerede parlament anmodede således i maj 2016 generalsekretæren af OAS, Luis Almagro, om suspensionen af Venezuelas sæde i OAS og påberåbelsen af det Demokratiske Charter.
Senere samme måned meddelte generalsekretæren tilbage til parlamentet, at anmodningen var accepteret og den politiske proces var igangsat. En ublu Præsident Maduro reagerede efterfølgende ved at anbefale generalsekretær Luis Almagro til at ”putte charteret i et tyndt hylster og finde et bedre, passende sted at placere det”.
Kæmper for at opretholde en anstændig tilværelse
I efteråret 2016 påbegynder en diplomatisk proces, trods modstand fra regeringen og parlamentet, med fredsmæglere der bl.a. tæller den tidligere spanske præsident José Zapatero.
Kardinalpunktet om afgivelse af politisk magt til parlamentet og løsladelsen af politiske fanger bliver dog hurtigt afvist af regeringen og omkring samme tidspunkt beslutter regeringen at annullere løftet om genvalg til parlamentet, der ellers ville bringe oppositionen til magten og forhåbentlig genetablere de demokratiske institutioner.
Et efterfølgende forsøg på dialog med Vatikanet som mægler har ligeledes vist sig ufrugtbart. Grundet dialogprocessen har OAS været afventende med yderligere sanktioner og her står parterne nu, uden nogen som helst enighed, mens bitterheden florerer, varemangel og forhøjede priser tvinger familier i dyb fattigdom til at sulte.
Ressourcestærke indbyggere er i øjeblikket holdt i skak med flere varer på hylderne, men med uofficielle tal der indikerer en fattigdomsprocent på 82 procent, hvoraf 52 procent karakteriseret som ekstrem fattigdom, står det klart at den tavse majoritet kæmper for at opretholde en anstændig tilværelse og med en minimumsløn på 40.000 Bolivars og en pakke med 10 skiver ost til 4000 Bolivares er situationen kritisk for mange.
Berettiget paranoia
Tilbage på kontoret hos Provea begynder vores møde og vi bliver informeret om, at tingene har spidset til. Tidligere samme dag har Provea indkaldt til et informationsmøde hvor drøftelser med forskellige sociale organisationer, bl.a. organisationen for befrielse af politiske fanger ’Foro Penal’ angående de videre muligheder for implementeringen af det Demokratiske Charter, hvis principper giver generalsekretæren og medlemsstaterne beføjelser til at tvinge regeringen til at normalisere den demokratiske proces.
Mødet er tynget af bekymring og berettiget paranoia. Ordstyreren og chefkoordinator fra Provea, Rafael, en mystisk og skarp sociolog med hang til punk, holder øje med de tilstedeværende medier.
Han spotter en kameramand med rød kasket, typisk båret af chavistas, og peger ham ud for Inti, som med det samme forstår hvad det drejer sig om. Inti konfronterer kameramanden og spørger, hvilket medie han er fra. Falsk alarm viser det sig, kameramanden bliver dog så fornærmet at han forlader lokalet.
Mødet er karakteriseret af entusiasme og glæde ved at analysere de mulige skridt for aktivering af charteret, som efterhånden står tilbage som det eneste lovgyldige håb mod demokrati, tiden er ved at løbe fra dem og regeringen agerer med større brutalitet.
Inviteret til mødet er en særlig advokat med viden indenfor de legale strukturer af charteret, han guider de tilstedeværende igennem processen og rådgiver hvordan de forskellige organisationer kan videre handle. Et spørgsmål fra salen bringer magtesløsheden i spil igen: ’Hvad hvis regeringen nægter?’.
Advokaten tøver, men dernæst understreger vigtigheden af det civile samfunds støtte og fortsættelsen af de forskellige kampagner. Sådan går det ofte. Organisationer, hvis eneste våben er gyldig lov, står med den svageste hånd.
En talskvinde og pårørende fra Foro Penal afslutter mødet med en engageret tale, hvor hun opfordrer alle til at fortsætte arbejdet, mens et lamineret billede af hendes tilfangetagne mand bævrer i hendes hænder.
”Falske rygter”
På kontoret bliver vi informeret om, at regeringen har øget den hårde retorik mod NGO’er, og alle må tage større sikkerhedshensyn. Ud af regeringens mange hardlinere, står en hvis Diosdado Cabello, en ledende figur indenfor regeringspartiet PSUV, som en absolut favorit.
I slutningen af februar 2017 anklagede han, med en liste af navne i hånden for åben skærm, et stort antal NGO’er for at føre forræderiske kampagner mod Venezuela og ligeledes stod for spredningen af falske rygter angående sulten, der hærger i Venezuela.
I samme kontekst nævnte han muligheden for at oprette en hjemmeside der anfægtede cirkulerende ”falske rygter”, inspireret af samme initiativ som set i Rusland.
I februar 2015 meddelte Diosdado Cabello, at indstrømningen af international økonomisk støtte til nationale NGO’er ville blive tættere overvåget og mulige reformer var på vej.
Grundet Proveas og mange andre organisationers seneste aktive kampagner, med det demokratiske charter som den største torn i øjet for regeringen, stod det klart at tiden var kommet til at diskutere hvordan de skulle reagere på mulige økonomiske sanktioner.
På kontoret går vi igennem de forskellige måder man kan beskytte sit digitale privatliv på, med hensyn til mulig hacking af Sebin, den venezuelanske efterretningstjeneste.
Nogle bliver anbefalet at skifte rute og alle bliver mindet om vigtigheden af selektiv kommunikation, således at vigtige emner kun drøftes ansigt til ansigt det næste stykke tid.
Praktikanten Joy, en ung og petit pige, krymper sammen i stolen. Der bliver tavst da sekretæren pludseligt afbryder for at meddele at politiet står udenfor og skal snakke med Rafael. Rafael, for at lette stemningen, krydser sine arme som havde han håndjern på og trasser ud af lokalet. Carlo, en del af advokatholdet, spiller med og spørger om han har pakket. Rafael når at svare ’Pis, det har jeg ikke’.
På vejen ud for at ryge en cigaret med Inti, er politiet væk og Rafael tilbage på sit kontor. Jeg sukker lidt af lettelse. Den tiltagende alvor giver mere mening da Inti fortæller mig om en oplevelse tilbage i 2013, hvor han blev hevet væk fra en demonstration, smidt i en bil og ført hen til et lokale af hætteklædte mænd og efterfølgende tæsket. Han var bortført i blot to timer, men de to timer betød, at han måtte flytte med sin familie til en hemmelig adresse og efterfølgende altid være på vagt.
Hans specielle gang, med hænderne nede i lommerne, måske for at skjule hans anspændte næver, aldrig fjerne blikket fra hans omgivelser selv i en talestrøm, gav alt sammen lidt mere mening.
En tidligere chefkoordinator havde ligeledes oplevet, at de var brudt ind i hans hjem, derefter med familien som vidner, bragt ham og hans ældste søn til et lokale med samme afstraffelse som resultat.
For Provea var der ingen tivl om regeringens indblanding. Ifølge Inti, var hans tilfælde udført af Sebin og de såkaldte colectivos, fanatiske regeringstro civile der udfører regeringens beskidte arbejde.
På baggrund af disse hændelser fik Provea derefter medhold et krav om regeringens beskyttelse af visse individer indenfor organisationen hos den interamerikanske menneskerettighedsdomstol. En politisk farce, som betyder at politiet er tvunget til at dukke op med jævne mellemrum på kontoret, notere deres ankomst med initialer og har efterfølgende ret til at gå igen, ligesom tilfældet med Rafael beskrevet tidligere.
116 politiske fanger
Sebins hovedsæde tårner sig, nærmest arrogant op midt i Caracas, ved siden af et større indkøbscenter, hvor hverdagen går sin stille gang undtagen for de mennesker der, 5 etager nedenunder, sidder fanget i det der i folkemunde har fået titlen ’La tumba’, graven.
Her, blandt andre bygninger, sidder der i øjeblikket 116 politiske fanger ifølge Foro Penal, medregnende dem, der sidder i privat husarrest.
En advokat har berettet til ABC International om sit besøg i Graven, som hun beskriver som et sted uden naturligt lys, temperaturer holdt på et konstant lavt niveau, senge af cement, ingen fornemmelse for tid og eneste lyd bestående af metroen der suser længere nede.
Hernede sidder unge studerende, politikere og dissidenter fra militæret indespærret. Ifølge Foro Penal har regeringen intensiveret anholdelser i de første par måneder af 2017, i bestræbelserne for at beskytte befolkningen mod ’plotmagere’ og ’forrædere’ ofte sat i ledtog med amerikanerne.
Som led i den typiske drejebog for regimer, er kontrollen over medierne ligeledes intensiveret. Dette kom senest til udtryk da regeringen blokerede signalet af CNN Español på alle sendeflader efter flere kritiske reportager, beskrevet af regeringen som, ja, imperialistiske.
Mangel på medicin
En uge forinden på besøg hos en NGO der desperat prøver at håndtere og afhjælpe manglen på medicin, fik jeg mig en snak med chefkoordinatoren, der blandt humanitære sjæle i regionen ynder en høj respekt for hans arbejde og passion.
Venezuela mangler 85 ud af 100 medikamenter, stort set alle er medicin mod kroniske sygdomme såsom HIV/AIDS, epilepsi, sklerose. Tilværelsen er for mange en daglig kamp mellem liv og død.
Det menneskelige overskud til undskyldninger er for længst væk.
Hos en anden chefkoordinator i en anden NGO, jeg besøger, kan jeg mærke, at han udbrændt, men ikke brændt ud. Med udslåede arme udbryder han ’min kære ven, militæret, de er en katastrofe!’ (La Guardia Nacional).
Han forklarer mig, at gennem et massivt internationalt netværk etableret gennem tiden, har organisationen været i stand til at udvikle et ’dør til dør’ program. Små donerede pakker af medicin bliver således sendt til enten organisationen, eller det specifikke hjem som desperat behøver medicinen. Kun små pakker har mulighed for at slippe igennem af toldmyndighederne, kontrolleret af militæret. Store pakker bliver opsnappet og ingen ved præcist, hvad der efterfølgende sker.
Chefkoordinatorens bedste bud er, at sendingerne konfiskeres til videresalg og opskruede priser i opportunistisk kynisme. Vi har ikke særlig meget tid, konstant bliver han afbrudt af telefonen og i en sidste frustreret udmelding siger han blankt ud ’Vi har brug for hjælp’.
Et land der fortærer sig selv
På vejen tilbage til metroen, distræt vandrende i mine egne tanker, fortabt i en af de mange håbløse og forgangne samtaler jeg har haft herovre, skulle jeg lige til at skodde en udbrændt cigaret på asfalten indtil det går op for mig, at jeg går ved Sebins ståltrådsbesatte mure. I en mærkelig refleks kiggede jeg hurtigt ned og lod være. En akavet form for respekt, for hvad der gemmer sig nedenunder, går jeg ud fra.
Efter mødet hos Provea går vi alle hvert for sig. Jeg følges dog med Daniél, en nørdet spinkel fyr på samme alder som mig. Vi går igennem dagen og bliver enige om, at stemningen har ændret sig, som om at der er mere på spil. Han fortæller mig, at hans far ikke er en del af familien, så han har selv overtaget den rolle overfor hans mindre søskende og mor. Lidt tøvende indrømmer han, at han aldrig har tænkt på at det han foretager sig, i værste fald kan gå ud over hans familie. Det skræmmer ham.
I en opløftet vending konstaterer han dog, at der er noget smukt ved Proveas, samt andre organisationers reaktion på regeringens verbale og fysiske overgreb. Ukueligt fortsætter de med stædighed og aktivisme, klyngende til lov og retmæssighed i mødet med et regime, der forvrænger sandhed og dagligt bryder befolkningens basale menneskelige rettigheder.
Venezuelas NGO’er har intet andet valg end at fortsætte. Sammen står de som den eneste garant for humanisme og lovmæssighed i et land, der for længst er begyndt at fortære sig selv.
Kristoffer Toft er KA studerende på Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet og er p.t. i gang med et praktikophold hos menneskerettighedsorganisationen Provea i Venezuela.
