Mens konflikten raser videre i Yemen på sit tredje år, får krigen kun sporadisk opmærksomhed i vestlige medier.
Siden konflikten blev militær, da Saudi Arabien indledte luftbombardementer i marts 2015, har sult, sygdom og ødelæggelse bredt sig.
Det går hårdt ud over kvinderne, og det har resulteret i en særlig indsats fra UNFPA, som er FN’s befolkningsfond.
Den igangværende konflikt i Yemen har sine rødder i magtoverdragelsen i 2011, hvor daværende præsident Ali Abdullah Saleh blev tvunget til at overdrage magten til sin næstkommanderende, den nuværende internationalt støttede præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.
Houthi-bevægelsen, en shia-minoritetsgruppe i det nordlige Yemen, drog fordel af den nye præsidents svækkede position i kølvandet på magtoverdragelsen og udvidede deres kontrolområder i den nordlige Sa’ada provins. Houthi-bevægelsen indtog i 2014 hovedstaden, Sanaa, med støtte fra sunni-yemenitter, der havde mistet tiltro til Hadi.
I marts 2015 flygtede Hadi til Saudi Arabien via havnebyen Aden i syd. I samme måned angreb Saudi Arabien i partnerskab med otte andre arabiske lande Yemen med luftbombardementer for at forhindre at det shia-dominerede Iran skulle overtage for meget magt gennem dets støtte til Houthierne. Borgerkrigen har dermed fået karakter af at være en proxykrig, hvor andre lande udkæmper en magtkamp på Yemens territorium.
Blokade forsinker nødhjælp
Foruden at igangsætte massive flygtningestrømme internt i Yemen har konflikten udløst en international blokade, som har fået FN til at karakterisere situationen i Yemen som en af de ’værste humanitære kriser’ i nyere tid – en krise som har efterladt 70 procent af landets 28 million store befolkning i nød.
Blokaden forsinker mad-, medicin- og brændstofleveringer, som yderligere forsinkes af delvist ødelagt infrastruktur. Ifølge UNFPA Yemen har dette medført en forværring af den humanitære krise, når humanitære hjælpemidler ikke når frem til mennesker i nød i tilstrækkelige mængder i tide.
I august bragte WFP, FN’s Fødevareprogram, mad til syv millioner yemenitter, mens mindst 17 millioner mennesker er i risiko for ikke at få mad nok. WFP estimerer at 3,3 millioner børn, gravide og ammende mødre i Yemen lider af fejlernæring.
WFP leverer livsreddende madrationer til flere millioner mennesker, men kan langt fra nå ud til alle hungerslidende grundet blokaden og krigshandlinger. Foruden yderligere nødhjælp til den lidende befolkning kan der ikke opnås stabilitet i landet.
UNFPA støtter gravide kvinder med mobile lægevogne
UNFPA’s mandat er at informere befolkninger om familieplanlægning samt at støtte kvinder i den fødedygtige alder samt gravide og dermed sikre deres seksuelle og reproduktive rettigheder.
På verdensplan støtter UNFPA kvinder i den fødedygtige alder med at beskytte sig samt ved at assistere fødende kvinder og er derigennem en vigtig spiller i at nå FN’s Verdensmål nummer 3 – sundhed og trivsel – og dermed mindske spædbørns- og mødredødeligheden.
I Yemen har UNFPA oprettet mobile lægehold, som hjælper kvinder med at føde under sanitære forhold. Regeringen har ikke udbetalt løn til sundhedspersonale i mere end et år.
Nødhjælpsorganisationer som UNFPA er derfor blevet den primære leverandør af sundhedsfaciliteter.
Siden konfliktens udbrud har UNFPA hjulpet tæt på tre millioner med seksuelle og reproduktive sundhedsfaciliteter samt hjulpet ofre af kønsbaseret vold. Ifølge Anjali Sen, ansat ved UNFPA i Yemen, er kønsrelateret vold steget med 63 procent i de seneste to år.
”Det værste koleraudbrud nogensinde”
Lig sundhedspersonalet har sanitetsmedarbejdere heller ikke fået udbetalt løn, som har ledt dem til at strejke. Skraldet har efterfølgende hobet sig op i gader og affaldet har inficeret drikkevandet.
Det har været medvirkende til ”det værste koleraudbrud nogensinde” siden man begyndte at registrere udbrud i 1949, og det estimeres at man runder en million smittede inden årets udløb.For at befolkningen kan opretholde en vis personlig hygiejne og i forsøget på at kontrollere udbruddet uddeler UNFPA ’dignity kits’, som bl.a. indeholder tandbørste, tandpasta, sæbe, underbukser samt hygiejnebind og et tørklæde til kvinderne. Muligheden for at opretholde en vis standard af hygiejne og dermed værdighed, er ifølge Anjali Sen med til at bevare en vis stabilitet og forhindre en yderligere eskalering af den skrøbelige situation.
Yemen er ved at blive glemt igen
Selvom konflikten i Yemen stadig er forholdsvis ny er den på sin vis allerede ved at blive glemt igen. Kolera-udbruddet som brød ud i april i år flyttede fokus tilbage til Yemen for en stund.
Det ændrer dog ikke ved det faktum at den humanitære krise har risiko for at eskalere, hvis ikke der bliver gjort mere for at forebygge et kollaps af sundhedssystemet.
Et sådant kollaps ville yderligere true udsatte yemenitters rettigheder for adgang til basis-sundhedsydelser og beskyttelse.
Republikanske præsidenter blokerer donation til UNFPA
UNFPA’s fortsatte nødhjælpsarbejde er afhængigt af frivillige donationer fra landes regeringer, da UNFPA’s budget ikke stammer fra FN’s overordnede budget. I foråret 2017 meddelte det amerikanske udenrigsministerium at det stoppede for fremtidig økonomisk støtte til UNFPA, hvilket i 2016 bestod af 69 millioner dollars (og 75 millioner dollars i 2015).
Det er ingen tilfældighed, at donationen stopper netop som en ny republikansk præsident tiltræder.
Det skyldes tilsyneladende en fejlagtig anklage om at UNFPA ”støtter eller deltager i administrationen af et program med tvungen abort og sterilisering i Kina”.
Anjali Sen håndhæver, at UNFPA afviser denne anklage, eftersom UNFPA promoverer menneskerettigheder inklusiv individers såvel som pars unægtelige ret til selvbestemmelse.
UNFPA har brug for flere midler til at udføre nødhjælpsarbejde i Yemen samt til at støtte nødhjælps-udviklingsneksus, hvori nødhjælpsydelser bidrager til en længerevarende stabilitetsskabende genopretning af fred.