Maasaier og andre pastoralister i Tanzania er i klemme og flere steder truet på deres eksistens. De angribes af myndigheder, der hævder at ville beskytte naturen, og som hævder, at pastoralisterne underminerer miljøet, og de angribes af jordbrugere, der fælder deres træer og svider træet til trækul. De konkurrerer med andre grupper om ressourcer i et land med voldsom befolkningstilvækst. Men konkurrenterne er ikke blot andre tanzanianere. Det er i høj grad også et voksende antal turister i landets fantastiske naturparker og vildtreservater.
Pastoralisternes kritikere mener, at pastoralisterne og deres kvæg på en uheldig måde konkurrerer med Tanzanias vilde dyr. Det mener de ikke selv. Tvært i mod. De er med til at sikre gode vilkår både for mennesker og kvæg og vilde dyr.
Jeg har som relativt ny formand for IWGIA været på ”efteruddannelse” og partnerbesøg i Tanzania. Den vanskelige betegnelse IWGIA står for International Work Group for Indigenous Affairs, og IWGIA har i snart 50 år kæmpet for såkaldt oprindelige folks rettigheder.
Gennem de sidste ti år har dette arbejde været understøttet af en FN-deklaration, der netop definerer at oprindelige folk har rettigheder.
I Tanzania er det blandt andet pastoralister som maasaier og barabaiger, der defineres som oprindelige folk, men også små grupper af jægere og samlere. At det internationale samfund definerer dem sådan, er dog ikke det samme, som at det officielle Tanzania gør det. De fleste afrikanske regeringer, inklusive Tanzanias, hævder – uanset FN-deklarationer – at ingen afrikanske folk er mere oprindelige end andre. Det betyder dog ikke at pastoralister, altså vandrende kvægfolk, er uden rettigheder. Tanzanias lovgivning giver muligheder for at beskytte fælles kollektive landrettigheder blandt andet for pastoralister, men der er lang vej igen før beskyttelsen er effektiv. Måske bliver den det aldrig. For stærke kræfter arbejder imod det.
Derfor er det op ad bakke. Pastoralisterne oplever både angreb oppefra, fra myndighederne, og nedefra, fra jordbrugerne omkring dem. De bruges og de misbruges også af naturbevaringsfolkene.
Præsidenten greb ind
De mest dramatiske begivenheder i år har været nedbrændingen af omkring 5000 pastoralistboliger fra midten af august I Loliondo-området i det turistverdensberømte Ngorongoro-distrikt. 25.000 mennesker blev gjort hjemløse, tusinder af stykker kvæg blev konfiskeret eller gik tabt. Loliondo er særlig interessant, fordi et firma fra de Forenede arabiske Emirater (OBC) siden 1992 har haft jagtrettigheder i området. Her har arabiske prinser haft langt større rettigheder end maasaier.
Det var bl.a. politi og rangers fra Ngorongoro, altså myndighedspersoner, der stod for de grove overgreb mod maasaierne, og som i øvrigt solgte flere tusinde stykker af maasaiernes kvæg. Det hele skete i et område, hvor pastoralisterens rettigheder til land formelt er anerkendt. Jorden er defineret som village land. Alligevel var formålet at få maasaierne helt ud af området, og området redefineret som et område, der kun er ”åbent” for turisme og jagt.
Angrebene blev standset, da Tanzanias præsident Magufuli greb ind. En af hans mærkesager er kampen mod korruption. Det var en offentlig hemmelighed, at mange af de arabiske penge for jagtrettigheder endte helt andre steder end i statskassen. Ministeren for naturressourcer blev skiftet ud. Der er sket anholdelser, og en korruptionsundersøgelse er i gang.
I forløbet gjorde det helt åbenbart stort indtryk på præsidenten, at store grupper af stærke maasai-kvinder under et præsidentbesøg, hev plakater med rettighedsbudskaber frem fra skørterne, da de stod overfor præsidenten. ”Saml alle plakaterne sammen, jeg vil læse hver og en”, meddelte præsidenten. Og det gjorde han.
Ifølge mange af de lokalt involverede, spillede det det også en positiv rolle, at IWGIA i efteråret udsendte en international alarm ”Urgent Alert” om overgrebene. Den fik stor international opmærksomhed.
Maasairkvinder
Foto: Knud Vilby
Der har været tørke i Tanzania, og der tales meget både om klimaændringer og om behovet for større bæredygtighed. Derfor handler nogle af de store spørgsmål om, hvem der lever mest bæredygtigt, og hvem der især truer med at forværre problemerne.
Maasaierne fælder aldrig træer
Massaaaierne – or barabaigerne – er som nævnt i klemme, men på meget forskellig vis i forskellige dele af landet.
Omkring Morogoro et par hundrede kilometer vest for Dar es Salaam er der konflikter mellem jordbrugere og de kvægholdende pastoralister – en lille smule efter den model vi kender fra en hel del westerns. Jordbrugerne invaderer pastoralisternes områder og tiltvinger sig adgang til at dyrke den bedste jord. Det er slagsmål om rettigheder men også om bæredygtighed.
Ved et besøg i pastoralistområdet i en landsby kan vi se, hvordan træerne er hugget ned, i områder som jordbrugerne har invaderet. De rydder ikke blot land for at kultivere jorden, men også fordi der stadig er penge i at fælde træer og brænde trækul. Man kan se sækkene med trækul sat til salg ved hovedvejen. Pastoralisterne fælder aldrig træer, for de ved godt at skyggende træer giver mere græs og bedre græsningsmuligheder. Træfældning øger også tørkeproblemerne. Her er der ingen tvivl om, at det er pastoralisterne, der passer på naturen. I sproget for biodiversitet og naturbevaring er det klart pastoralisterne, der er konservationister.
Vand til tørstige maasaier eller badende turister
Adskillige hundrede kilometer fra Morogoro i Arushaområdet omkring Serengeti og i og ved det berømte Ngorongoro-krater er anklagen fra de officielle konservationister derimod, at maasaierne og deres kvægs belastning af området overstiger naturens bæreevne. For alle områdets turister – og det er mange – er maasaierne en af attraktionerne, og Tanzania bruger det massivt i turistindustrien, men lokalt presses de ud.
Det giver konflikter, som jeg vil skrive mere om ved en anden lejlighed. Blot et par eksempler:
Vand og især manglen på vand er et kæmpeproblem. Men hvem har mest ret til vand? Maasaierne og deres kvæg eller tusindvis af turister med et enormt vandforbrug både til toiletter, flerdaglige brusebade og mad? (Jeg benyttede selv ed en enkelt lejlighed maasai-bomaens latrin. Det var OK, men ikke en standard man betaler 3-400 dollars i døgnet for).
Og hvordan med forholdet mellem kvæg og de vilde dyr. Jeg har set kvæg og zebraer græsse fredeligt sammen, og pastoralisterne har altid levet i synergi med naturen, vel vidende at løver og hyæner en gang imellem skal have deres del af ressourcerne.
Og en lille ret sjov historie, som jeg ikke har evidens for. Der er problemer med invasivt ukrudt bl.a. i Ngorongoro-krateret. Ukrudtsfrøene bringes ind i området i dækkene på de hundredvis af turist-landkrydsere, der krydser ind og ud af området. En gammel maasai bemærkede, at det havde man kendt til i årevis, men dengang maasaierne endnu havde lov til at græsse kvæget i selve krateret (det er for længst blevet forbudt), blev ukrudtet også afgnavet så det aldrig spredtes. Bæredygtig ukrudtsbekæmpelse.
Kombinationen af restriktioner for pastoralister og deres kvæg og langvarig tørke har i år ført til alvorlig sult i maasai-bopladserne og til at tusinder af stykker kvæg er døde på grund af mangel på foder, vand og også mangel på nødvendigt salt til kvæget, som tidligere blev hentet i Ngorongoro-krateret (det må maasaierne heller ikke mere). De manglende muligheder presser unge maasaier væk og indtil byerne. Måske er det netop det der er formålet.
Og så er der kvinderne
Det er komplekse problemstillinger. Og jeg påstår ikke at alt er sort-hvidt. Der er mangel på pålidelige tal. Hvor meget vildt, hvor mange turister, og hvilket forbrug, hvor meget kvæg og hvor mange pastoralister?
Men selv om alt ikke er sort-hvidt, er det givet, at pastoralister har rettigheder og bør have flere i det tanzanianske samfund. Det er også givet, at det er værd at studere deres levevis, når vi snakker bæredygtighed. I generationer har deres liv været at tilpasse deres tilværelse til naturen. Man kan være kritisk over for mangt og meget (for eksempel for store flokke af kvæg der er for uproduktive). Men man kan ikke frakende maasaierne en forståelse for naturen, som er helt på niveau med konservationisternes.
Apropos kvinderne, der var med til at få præsidenten til at handle, er der en meget spændende udvikling i gang i maasai-samfundene. Maasaisamfundet er traditionelt meget patriarkalsk. Mændene bestemmer alt, og kvinderne skal tie. Men I den nuværende krise har kvinderne sluttet sig sammen, de stiller op, og de stiller krav og kritiserer myndigheder meget direkte. De taler også ret åbent om, at mændene er mere feje, når det kommer til konfrontationerne. Også mere om det ved en senere lejlighed. IWGIA støtter blandt andet Pastoralist Women Council (PWC) og her sker der en masse.
