Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Dodoma-vinen var virkelig eddikeudviklet udrikkelig. Det var sådan set ikke noget problem for tanzanianerne. De fleste havde alligevel ikke råd eller lyst til vin, og de, der havde, vidste godt, hvor ringe den var og spildte ikke penge på den. Det var kun sådan nogle som os, der syntes, det kunne være spændende at støtte lokal produktion og drikke lokalt, der en gang imellem forsøgte sig. Og gav op.
Selv forsøgte jeg mig pligtskyldigt år efter år, men det blev kun værre over tid. På et tidspunkt blev Dodoma-vinen, der jo altså blev solgt som rødvin, søgt relanceret som en art hedvin. Måske havde man sat sukker og sprit til et usælgeligt lager af rødvin. Men det hjalp ikke. Dodoma-vinen var stadig lige håbløs.
Opgivelse
Vi gav op, og de – altså producenterne – havde allerede for længst givet op. Jeg mener, at Dodoma-vinen til sidst forsvandt helt. Den blev historie, troede jeg i hvert fald. Trist, men tak alligevel fordi vi blev fri.
Efter at Tanzania var blevet tvunget til at opgive socialismen (som jo altså i parentes bemærket aldrig var blevet virkeliggjort, kun påstået), og efter at Tanzanias hoteller fik sydafrikanske og europæiske vine på hylderne og vinkortet, lærte tjenerne også at tale med foragt om Dodoma-vinen. Den havde virkelig fået et helt specielt modbydeligt ry.
Historien forpligter
Men så et spring til nutiden. Jeg boede på Arc Hotel i Morogoro i november 2017, og opdagede ved Gud, at der stod Dodoma-vin i baren. Nyt design – ret elegant. Historien forpligter, og jeg følte, at jeg måtte prøve endnu en gang. Jeg var på vej videre, og det var ikke drikketid, så jeg købte en flaske med. Den endte med at komme i kufferten og med hjem. Vi drak den her mellem jul og nytår.
Hvilken overraskelse. Den var absolut drikkelig. Ikke nødvendigvis verdens bedste, og nok lidt for dyr i forhold til kvaliteten (som dansk-producerede rødvine) men bestemt med muligheder.
Det er det, jeg godt vil kvittere for, for det er vigtigt at gøre opmærksom på fremskridt, hvor man end støder på dem. Måske kvalificerer Dodoma-vin ikke til ’verdens bedste nyheder’, men mindre kan vel også gøre det. ’100 % Tanzanian’ står der på etiketten, og Tanzania er altså nu reelt et blandt temmelig mange afrikanske vinproducerende lande.
Nationaliseringen
Den gamle – og aldrig af mig faktatjekkede – historie om Dodoma-vinen er i øvrigt, at munke, der levede i det tørre og varme Dodoma, i kolonitiden havde haft succes med at producere egen rødvin. Rødvinen var blevet rigtig populær, ikke blot ved munkenes eget middagsbord, men også blandt naboer og tilrejsende. Der var med andre ord opstået et lille marked for god lokal vin.
Socialismen blev som sagt aldrig rigtig til socialisme, men efter proklamationen af de nye tider og det nye samfund, blev der nationaliseret virksomheder hele vejen rundt. Nogle beslutningstagere fik åbenbart øje på den lille venlige kristne lokale vinproduktion, og Dodoma-vinen blev også nationaliseret. Og ødelagt. Der var ikke den nødvendige håndværksmæssige kunnen til stede i det nye nationaliserede selskab.
Det gik bedre på andre områder. Øllet var for eksempel næsten altid acceptabelt, om end af svingende kvalitet. En god kollega boede i nogle år i Dar es Salaam tæt ved brygmesteren på Tanzanian Breweries, og hun fortalte, at han en gang imellem kom forbi hendes hjem for at fortælle, at nu skulle hun købe øl, for nu var brygget virkelig godt. Det svingede, men udrikkeligt var øllet – i modsætning til Dodoma-vinen – aldrig.
Jeg har uden større held søgt at finde ud af lidt mere om Dodoma-vinen i dag. Den produceres af Tanzanian Distilleries Limited, som er et datterselskab til bryggerierne. TDL står også for den mere kendte lokale sprut Konyagi, der ikke, som navnet kunne antyde, har noget som helst med cognac at gøre, men er en acceptabel gin. Den klarede man også at producere med held i de socialistiske dage, så TDL kan nu reklamere med, at Konyagi har været en mærkevare i mere end 4 årtier.
Sydafrika har i løbet af relativt få år fået en stærk position på det europæiske vinmarked. Det er ikke kun en jubelhistorie. Arbejdsforholdene i produktionen har nogle steder været under al kritik, og der er brug for en stærkere fagbevægelse. Alligevel vidner produktionen både i omfang og kvalitet om store muligheder. Det er formentlig vanskeligere at producere vin af meget høj kvalitet tættere ved ækvator, men der er altså sket noget rigtig positivt, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Dodoma-vinen.
Jeg tror ikke sydafrikanerne behøver at føle sig truede, men vi andre kan jo glæde os.
_Wine_Bottles.jpg”){kind=link}