SUCRE, BOLIVIA: Siden midt i december har situationen i Bolivia været alt andet end rolig og normal. I december blev en ny straffelov godkendt. Den kickstartede et folkeligt oprør i Bolivia, som samlede store menneskemængder på tværs af professionelle sektorer og sociale klasser. Gader i samtlige store byer i har været fyldt af demonstranter på daglig basis, sammenstød mellem politi og demonstranter, blokader og sundhedspersonalet sultestrejkede.
Først fik to nye artikler i straffeloven lægerne ud af klinikkerne. De nedlagde arbejdet og marcherede kittelklædte i hundredevis og flere gange i tusindevis i alle de større byer i Bolivia. Læger og andre ansatte i sundhedssektoren kunne idømmes bødestraf, fratagelse af titel og fængselsstraf, hvis de blev fundet skyldige i fejlbehandling og forsømmelighed, foreskrev den nye straffelov.
Lægeeliten mod regeringen
Lægerne ønskede ikke øget kontrol med deres arbejde eller forringelse af deres arbejdsforhold. De var fuldstændig klar over, at de er en økonomisk og social magtfuld gruppe med en stærk organisation bag sig, der også tidligere har fået den siddende regering til at bukke under for deres krav.
Især højtuddannede, specialiserede læger, privatpraktiserende læger og læger ansat ved brugerbetalte sundhedsforsikringer gik forrest i modstanden, men offentligt ansatte deltog også i strejken.
Regeringen har det ved flere lejligheder antydet, at lægerne var marionet for den højreorienterede opposition, og at det var et attentat rettet direkte mod regeringen drevet af en racistisk overklasse.
Konflikten startede på mange måder som overklassens kamp mod den socialistiske regering.
Demonstration på Rådhuspladsen i Sucre. FSTSPCH, Federación única de trabajadores de pueblos originarios Chuquisaca. Samlede federation af arbejdstagere fra den oprindelige befolkning i Chuquisaca.
Foto: José Luis Rodriguez
Nødvendig kontrol eller magtmisbrug?
Læger frygtede at blive hængt ud som individuelle syndebukke for fejl, der skyldes et mangelfuldt sundhedssystem, hvor der ikke sjældent mangler den fornødne medicin, udstyr, tilstrækkeligt, veluddannet personale eller benzin til at fragte patienter fra en fjerntliggende landsby til et mere veludstyret og specialiseret urbant hospital.
Samtidig frygtede de at blive ofre i politiske konflikter, da partipolitisk tilhørsforhold, korruption og nepotisme heller ikke sjældent er relateret til ansættelser og arbejdsforhold i den offentlige sektor.
Oveni, er retssystemet, politi og domstole, som ifølge straffeloven skulle kontrollere og potentielt dømme lægerne, ineffektivt, ugennemsigtigt og korrupt.
På den anden side bliver læger ofte kritiseret for at give upersonlig, lemfældig og overfladisk behandling, og de langt de fleste bolivianere har en historie at fortælle om dårlig behandling eller fejlbehandling med mere eller mindre alvorlige konsekvenser.
Sundhedssektoren i sultestrejke
Flere forsøg på mægling mellem regeringen og lægerne brød sammen, og det udviklede sig langsomt til en langstrakt, nedslidende og fjendtlig konflikt.
Begge siden forsøgte at trække andre sektorer ind i kampen på hver deres side. Præsident Evo Morales mobiliserede coca-bønderne, hvor han startede sin politiske karriere som fagforeningsformand, og bønderne gik i gaderne imod lægerne.
Resten af sundhedspersonalet sluttede sig til lægerne strejke, og de erklærede sultestrejke på ubestemt tid.
De blev også ledsaget af sundhedsfaglige universitetsstuderende såsom læge-, sygepleje- og fysioterapeutstuderende, som udmundede sig i voldlige konfrontationer mellem politi og studerende i byerne La Paz og Santa Cruz, hvor studerende blev banket med knebler, skudt med gummikugler og gasset.
Andre steder førte strejken til sammenstød mellem civile regeringsstøtter eller desperate pårørende til alvorligt syge patienter, der ikke modtog behandling og pleje.
Faggrupper og sociale bevægelser tilslutter sig kampen
Flere og flere faggrupper blev opmærksomme på indholdet af straffeloven og konsekvenserne for deres dagligdag.
Efter nytåret sluttede andre højtuddannede sektorer sig til lægerne – blandt andet advokater, arkitekterne og ingeniører, men også håndværksfag som barberer og frisører.
Den tunge transportsektor og lastbilchaufførerne gik ind i konflikten, som betød, at landets hovedveje blev blokeret af flere tusinde lastbiler.
En lang række sociale civilsamfundsgrupperinger og interessefællesskaber sluttede sig til kampen mod straffeloven.
Straffeloven havde delvist afkriminaliseret abort, så abortmodstandere trak også fanerne frem igen. Pludselig blev lægerne støttet bredt i befolkningen, og det udviklede sig til en bredere folkelig kamp.
Til kamp mod evighedspræsident
Demonstrationerne og blokaderne tog i januar til i styrke og hyppighed. Fokus skiftede fra specifikt at handle om straffeloven til en generel modstand mod statskontrol og utilfreds med præsidenten og regeringen.
Denne utilfredshed skyldes især Morales’ diskreditering af resultatet fra folkeafstemningen i 2016, forfatningsdomstolens egenrådige beslutning i november om, at han kan genvælges til uendelig tid og hans nylige erklæring om at genopstille i 2019, som vil være hans fjerde valgperiode.
Dele af befolkningen mistede dermed tillid til præsidenten og regeringen og tvivlede på hans omgang med magten og frygtede for konsekvenserne. Straffeloven blev et eksempel på magtmisbrug over folket, og konflikten blev en magtkamp mellem magten og folket.
47 dages strejke og lægerne vinder
Efter 47 dage, hvor mange af landets hospitaler lå øde hen og kun modtag akutte patienter, bøjede regeringen sig den 8. januar. Den gik med til at slette de to omstridte artikler vedrørende sundhedssektoren fra straffeloven. Bolivia åndede lettet op, men kun for én enkelt dag.
Nogle læger vendte tilbage til arbejde. Majoriteten fortsatte dog strejken i sympati med resten af modstanderne og krævede nu hele straffeloven annulleret.
Evo giver sig
I søndags, den 21. januar, lagde Morales sig endeligt fladt ned og anmodede parlamentet om at trække hele straffeloven tilbage. Lægerne er tilbage i arbejde, og mandag var den første dag længe, hvor der ikke blev meldt om demonstrationer. Man forventer, at det for en tid vil skabe en vis ro.
Det er dog uvist, hvad der sker en uge eller måned ind i fremtiden, for mange bolivianere er oprørte og situationen skrøbelig. Det betyder dog samtidig, at for eksempel abort fortsat er ulovligt og strafbart i bred udstrækning.
Største konflikt i årevis
Bolivia har en stærk tradition for folkelig mobilisering. Denne tradition er kun taget til i styrke og hyppighed efter den første indianske præsident, Evo Morales, kom til magten i 2006, som har bygget sin popularitet op omkring støtte fra sociale bevægelser og fordret folkelig mobilisering.
Bolivia har dog ikke oplevet en konflikt i tilsvarende størrelse og alvor siden august 2016.
Her manifesterede en strid mellem landets kooperativer af minearbejder og regeringen sig i en landsdækkende blokade, der paralyserede landet i knapt to uger.
Det resulterede i voldelige sammenstød mellem minearbejdere bevæbnet med dynamit og sprængstoffer og et stærkt bevæbnet politi, som endte tragisk da den daværende viceindenrigsminister blev kidnappet, tortureret og dræbt.
