Amandla! – A Revolution in Four Part Harmony
Sydafrika, 2002
Instrueret af Johnathan Dorfman, Temple Fennell, Lee Hirsch, Desireé Markgraaff og Sherry Simpson
Filmen vises som en del af Det Danske Filminstituts Sydafrika-tema og kan ses i Cinemateket lørdag d. 27.04. kl 21.30. Det er samtidig 25-årsdagen for Sydafrikas første, demokratiske valg, så der er Freedom Day-fest efter filmen.
Det er en velkendt strategi for en undertrykkende magt at forsøge at tage de undertryktes kultur fra dem. Og apartheid-systemets vogtere blev igennem tiden mindre og mindre glade for de sorte sydafrikaneres musik. Mange sange blev forbudt, blandt andet ”Nkosi Sikelel’ iAfrika”, der nu er Sydafrikas nationalsang, men som man dengang kunne blive smidt i fængsel for at synge. Men folk holdt fast i deres musik, og de smukke, flerstemmige harmonier og glade rytmer kom dermed til at spille deres egen rolle i frihedskampen. Og det handler musikdokumentaren ”Amandla! – A Revolution in Four Part Harmony” om.
Vi ser historiske klip fra gamle interviews og TV-udsendelser samt af folkemængder, der synger de pågældende tidsperioders sange, krydsklippet med interviews med nuværende kultureksperter og nogle af modstandskampens musikere, der også jævnligt begynder at synge sange, der havde betydning for dem. Der tegner sig et billede af en stærk og ukuelig musiktradition, som bidrog til at holde folk og fokus samlet under den brutale undertrykkelse. Filmisk er der brugt et meget skiftende perspektiv, hvilket kan virke en anelse irriterende for øjnene.
Apartheid-æraens musikhistorie afspejler apartheid-systemets historie
”Vi sydafrikanere synger. Men sange bliver typisk ikke skrevet af en enkelt person. Hvis nogen begynder at synge, kommer der nogle andre og begynder at synge med og tilføjer deres eget præg, og pludselig har man en sang”, bliver der sagt i musikdokumentaren. Og Sydafrika har rige musiktraditioner, både for glad, dansevenlig musik og smukke, flerstemmige harmonier. Selv før den massive undertrykkelse under apartheid sang folk deres sorger ud, deres håb, deres daglige oplevelser.
Efterhånden som brutaliteten blandt magthaverne intensiveredes og modstanden mod apartheid-systemet tilsvarende voksede, ændredes modstandsbevægelsens sange også. I starten handlede sangene om at blive tvangsforflyttet, om forholdene som underbetalte, huslige arbejdere og om savnet efter familien, som f.eks. sangen ”Madam please”:
”Madam, please
Before you ask if your children are fine
Ask me when I last saw mine
Madam, please
Madam, please
Before you say the driver stink
Try to wash yourself at a Soweto sink
Madam, please
[…]”
Toyi-toyi gennem gaderne
Senere blev både musikken og teksterne mere militante, og der kom færre på engelsk, samtidig med, at et stigende antal sydafrikanske musikere – såsom Miriam Makeba og Hugh Masekela – levede i eksil og kæmpede deres del af kampen uden for Sydafrikas grænser. Frihedshæren MK – Umkhonto we Sizwe, spear of the nation – levede i militærlejre i de omkringliggende lande. Musik og sange rejste frem og tilbage mellem frihedskæmperne indenfor og udenfor Sydafrikas grænser. Sådan kom f.eks. den meget kendte toyi-toyi (en slags dansende gang, hvor man samtidig synger) til Sydafrika.
Enorme menneskemængder toyi-toyi’ede gennem gaderne, og der er indsat et kort klip med nogle daværende ordensbetjente, som indrømmer, at de var ved at dø af skræk, når de tusindtallige demonstrationer kom syngende og dansende imod dem. Men modstandskampen var for langt størstedelens vedkommende fredelig, selvom apartheid-systemet skød med skarpt med automatvåben. ”Det er egentlig underligt, at vi ikke rev vores land i småstykker,” bliver der da også bemærket.
Det giver et indblik i modstandskampens musik og dermed dens ånd. Det er både fascinerende, rørende og yderst behageligt for ørerne. De fleste af sangene handlede om håb, om at tage stilling, om at tage ansvar. Om fred og fredelig sameksistens. ”Nkosi sikelel ’iAfrika” betyder ”Gud velsigne Afrika”. Det er en bøn om fred og frihed. Og den forbød apartheid-styret. Men hvert eneste angreb på de sorte og farvedes menneskelighed blev modsvaret af en sang. Og selvom det tog alt for lang tid og kostede ufattelige, menneskelig ofre, vandt menneskeligheden til sidst. Og Sydafrika synger stadig, både sine gamle sange og de nye, der er udsprunget af tiden efter apartheid.
