Mapantsula
Sydafrika, 1988
Filmen foregår på afrikaans, engelsk, sotho og zulu, og har i denne udgave svenske undertekster
Instruktør: Oliver Schmitz
Manuskript: Thomas Mogotlane, Oliver Schmitz
Filmen vises som en del af Det Danske Filminstituts Sydafrika-tema og kan ses igen i Cinemateket søndag d. 21.04. kl 16.30, hvor den vil blive introduceret af Gorm Gunnarsen, historiker Københavns Universitet, forfatter til bl.a. lærebogen ‘Sydafrikas historie’ – og formand for Landskomitéen Sydafrika Aktion.
Pantsula er en dans, der siden sin oprindelse i 1950’ernes townships har betydet modstand mod apartheidstyret. Oprindeligt var det en reaktion på tvangsflyttelserne, og efterhånden som tiderne er skiftet, har det udviklet sig til en subkultur med dresscode, livsstil og kulturelle traditioner. Amapantsula – pantsula-danserne – er meget velklædte, og ifølge filmen Mapantsulas åbningsscene er Mapantsula en betegnelse for sydafrikanske gangstere, der også klædte sig skarpt på og lyttede til den hurtige, synkoperede musik.
En sådan gangster er Johannes, der går under navnet Panic. Han er forfængelig, fordrukken, aggressiv, egoistisk og fuldkommen ligeglad med andre mennesker, uanset om de er hvide eller sorte. Han lever dels af de penge, han kan skrabe til sig gennem lommetyverier og lignende, dels af sin kærestes løn som domestic workerhos en rig, hvid familie, og han bor gratis hos sin mor, der ikke er specielt tilfreds med det arrangement, fordi huslejerne i townshippet hele tiden bliver hævet og hun i forvejen har alt for mange at forsørge.
”There is no middle of the road”
Filmen starter med, at Panic bliver sat i en celle sammen med en flok politiske fanger. Han har tidligere samarbejdet med politiet, og gennem krydsklip mellem scener fra Panics forhør under politichefen Stander, der vil bruge ham til at få ram på en fagforeningsorganisator fra Soweto, og de begivenheder, der ledte op til hans tilfangetagelse, går det langsomt op for Panic, at han ikke kan se sig selv og sit eget liv som noget, der står uden for samfundet.
Panic har forsøgt at leve sit asociale liv isoleret fra det oprørte township, han bor midt i, men begivenhederne kommer hele tiden tættere og tættere på. Der foregår demonstrationer om ørerne på ham, politiet skyder på børn, der kun er bevæbnet med sten, og flere og flere af hans nærmeste bliver draget ind i modstandskampen. Uanset hvor meget, han forsøger kun at hytte sit eget skind, kan han som menneske og sort mand i apartheid-Sydafrika ikke undgå at forholde sig til apartheid. På den måde bliver filmen også en coming of age-historie om udviklingen af politisk bevidsthed. For man kan ikke stå midt på vejen, man er nødt til at vælge side.
Snød censuren
I modsætning til de fleste anti-apartheid film fra slut-firserne er Mapantsula optaget i Sydafrika. Under påskud af at ville lave en gangsterfilm med universelle temaer om kriminalitet og gangsterlivet lykkedes det for filmholdet at få lov at optage den on location. Det fik først op for den Sydafrikanske filmcensur, at filmen var stærkt politisk og apartheid-kritisk, da den havde vundet syv South African Film awards og var blevet vist i Cannes i kategorien ’Un certain regard’, der viser anderledes, nyskabende og utraditionelle film, ofte fra andre lande end de store filmskabere. Herefter blev filmen forbudt i Sydafrika og kunne først ses igen efter apartheidstyrets fald.
Man kan undre sig over, at det tog så lang tid for filmcensuren at fange apartheid-kritikken i Mapantsula, for det er det bærende element i hele historien, men det er unægteligt en fordel for både samtiden og eftertiden, at det lykkedes at optage filmen, for det er en stærk og stærkt bevægende film. På trods af, at den er optaget i 1980’erne og der er enkelte tidstypiske elementer i den, er den også tidsløs og universel i sin fortælling om politisk opvågning, personligt ansvar og kampen for retfærdighed.
