Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Internationale medier som britiske BBC er i denne uge gået ud med en historie om, at Isabel dos Santos, som er datter af den tidligere præsident i Angola, uretmæssigt har fyldt lommerne med enorme rigdomme fra det sydafrikanske land.
Angola er et land fyldt med kontraster. Efter uafhængigheden fra Portugal var Angola et socialistisk land, med et nationalflag i sort og rødt med tilføjelse af et halvt tandhjul og en machete (kniv), der symboliserer industri og landbrug og er kombineret som det kommunistiske hammer og segl-symbol. Flaget hænger stadig på de officielle bygninger, men i dag er Angola et kapitalistisk land, hvor profitten fra landets mineraler, primært olie, er drivende for økonomien.
Hovedstaden Luanda er et af de dyreste steder på kloden, og Angola er Afrikas andenstørste producent af olie. Alligevel er langt størstedelen af befolkningen dybt fattig. To tredjedele af befolkningen lever for under to dollars om dagen.
Regeringsmedlemmers børn går i skoler i udlandet
Jeg var i Angola flere gange lige efter fredsslutningen mellem UNITA og MPLA i 2002. Det var en grum realitet, som man mødte ude på landet, hvor oprørene havde styret befolkningen. En ekstrem fattigdom og mennesker, som levede dybt forarmet efter mange års borgerkrig.
Med de store rigdomme, som landet besidder, var der mulighed for at bedre forholdene for alle – men det er desværre ikke sket.
En forhold som slog mig dengang var, at landets uddannelsesbudget for regeringen og dens embedsmænds børns uddannelse var større end det samlede budget for uddannelse i hele landet med dengang cirka 18 millioner indbyggere. Regeringen sendte nemlig alle deres børn på skoler i udlandet, ligesom Isabel dos Santos er uddannet uden for Angola.
Firmaer driver beskidt virksomhed
Det er i sig selv ikke opsigtsvækkende, at datteren af den angolanske præsident har samlet sig en stor formue, og det er desværre heller ikke opsigtsvækkende, at hun har fået lån af forskellige regeringsinstitutioner til at berige sig selv yderligere. Desværre.
Men det som historien også viser er, at der er en række finansrådgivere, revisionsfirmaer og konsulentvirksomheder, der har gjort det muligt at ”stjæle” de store summer fra befolkningen. Det er ikke angolanske firmaer, men rådgivere, der også har base i Danmark. Det er firmaer som Price Waterhouse Cooper (PWC), der har givet det store røveri en finish af respektabilitet og ordentlighed, og som har hjulpet med at sætte hele svindlen i system.
De villige agenter har nu travlt med at undersøge sig selv. Den globale direktør for PWC, Bob Moritz, har fra Davos-mødet advarende sagt, at nogen af konsulenterne kan risikere at få deres bonus beskåret! Er det meget galt, kan jobbet komme i fare.
Den form for bodsgang kommer pengene ikke tilbage af, og er aldeles uacceptabelt. Det handler kun om at kunne fortsætte den beskidte virksomhed og undgå for mange ridser i lakken. Ifølge BBC har PWC arbejdet med hele 20 forskellige dele af Isabel dos Santos’ virksomhed i en række lande. Det er således ikke et spørgsmål om et par individer. Det er en måde at arbejde på. PWC og med dem flokken af rådgivere burde tage deres eksistensgrundlag op til revision.
Det handler alt sammen om at hjælpe rige mennesker med at snyde. Snyde i skat, snyde deres efterkommere eller de vil snyde hele befolkninger, som i tilfældet med Isabel dos Santos.
Lad os få en kritisk gennemgang af de virksomheder, der lever af at rådgive den slags personer. Man kalder det wealth management – og lad os gerne få et grundigt kik på de mange skattely, også i Europa som f.eks. Luxemburg, der endda er medlem af EU. Det er ikke uden for mulighedernes grænse at gøre op med den slags.
Det er heller ikke midler, der mangler for at rette op på fattigdommen i Afrika. Det er viljen, og det er ikke ligegyldigt, hvordan de personer, som nu mødes i Davos tager deres ansvar på sig.